Efter 11 måneder på sidelinjen: Lasse Flø er kommet tilbage i en stærkere udgave

17-årige Lasse Flø (f. 2005) var en profil på det succesfulde U17 Liga-hold og nyslået kontraktspiller, da han i marts sidste år blev alvorligt skadet i en reserveholdskamp. Diagnosen hed et overrevet korsbånd i højre knæ og op imod tolv måneder på sidelinjen, men for forsvarstalentet fra Future Vejle-samarbejdsklubben Hedensted IF er genoptræningen gået uden komplikationer. Han er kommet tilbage endnu stærkere end tidligere og har i foråret markeret sig på U19 Liga-holdet med flere iøjnefaldende præstationer. Månedens talent i april er Lasse Flø.

Af Lars Christensen | 28. april 2023

For Lasse Flø var 2021-22 sæsonen lidt af en rutschebanetur. U17 Liga-holdet havde succes på banen, og Lasse Flø var et af de mest lovende talenter på backen i højreside. Med sit dynamiske og fremadrettede spil blev han et vigtigt våben på Morten Bisgaards hold, og præstationerne og potentialet kastede også en ungdomskontrakt af sig.

Men mandag den 14. marts sidste år blev der sat en midlertidig stopper for fodbolddrømmene. Lasse Flø var med som yngste mand på reserveholdet, der hjemme i VB Parken tog imod Viborg FF, og nede 0-2 ved pausen blev den kun 16-årige back sendt i spil til 2. halvleg.

- Det var lidt af en chance at få at komme med reserveholdet, men jeg nåede ikke ret meget mere end 10-15 minutter på banen. Så får jeg et skub bagfra mens jeg glider, og jeg må gå ud. Jeg kunne godt mærke, at der var noget, der ikke føltes rigtigt i mit højre knæ, og man tænker straks det værste. Senere var jeg til en scanning, og derfra var det bare at vente på svaret, indleder Lasse Flø.

Kan du huske, hvordan du fik svar på scanningen?

- Ja, det var ude på Vejle Idrætsefterskole, hvor min mor og far også var kommet. Susanne (Susanne Damgaard, fysioterapeut på VB Akademiet, red.) ringede og gav mig svaret. Der når at gå mange tanker gennem hovedet, men jeg havde haft lidt tid til at vænne mig til tanken om at sidde ude i lang tid, så det var ikke det største chok, da jeg fik beskeden om at forreste korsbånd i mit højre knæ var overrevet, siger Lasse Flø.

Hård genoptræning med vigtige øvelser
Lasse Flø blev opereret den 22. april, og derfra kunne genoptræningen begynde. I starten alene i styrketræningslokalet, men med tiden kunne han gå med holdkammeraterne ud på træningsbanen.

- Genoptræningen startede ret hurtigt efter, at jeg var blevet opereret. Knæet skulle have ro, men jeg fik også øvelser, som jeg skulle lave for at holde det i gang, og selvom det er kedeligt at træne alene, når man er i en holdsport, så var det bare noget, som jeg skulle godt igennem, siger Lasse Flø.

- Der har været mange hårde timer alene, men det sværeste har været at gå ud af omklædningsrummet og gå i styrketræningslokalet alene, mens holdkammeraterne skulle ud på banen. Der ville man hellere være et andet sted og være en del af holdet.

- Motivationen har været de mange små fremskridt, der løbende har været. Jeg husker tydeligt, da jeg første gang var på banen med en bold, og da jeg begyndte at deltage i pasningsøvelser igen. Jeg kunne hele tiden arbejde hen imod et nyt mål, og det gjorde det lettere at komme igennem.

Den 14. februar i år – præcis elleve måneder efter han blev skadet hjemme i VB Parken – kunne Lasse Flø lade sig indskifte i en træningskamp mod Dynamo Kyiv under VB Akademiets træningslejr i Antalya.

- Det var en stor dag og både overvældende og lidt mærkeligt at skulle i kamp igen. Jeg kan godt huske, da jeg står og skal ind, der var jeg ret nervøs, men da først jeg kom ind og fik de første berøringer på bolden, så var det væk. I kamp tænker jeg ikke over, at jeg lige har været skadet, og det er også sådan, det skal være, siger Lasse Flø.

Der var liga-comeback i forårspremieren mod Lyngby, hvor det det blev til 20 minutter, og siden har han så været på banen i alle forårets kampe.

- Jeg er blevet gradvist bygget op med flere og flere minutter, og i de sidste fire kampe er det blevet til fuldtid. Det niveau, jeg er kommet tilbage på, er godt, og jeg føler, at jeg har rykket mig i den periode, jeg har siddet udenfor. Mit spil er upåvirket af min pause, og derfor føler jeg mig også stærkt spillende, siger Lasse Flø.

- Susanne (Damgaard, fysioterapeut på VB Akademiet, red.) og Kenny (Bjerg, fysisk træner på VB Akademiet, red.) har været til stor hjælp i min genoptræning. De har været tæt på, og hele tiden vejledt og behandlet mig i den udstrækning, det har været nødvendigt. Der er et godt set-up omkring liga-holdene, og det har helt klart hjulpet mig med at komme så stærkt tilbage, siger Lasse Flø.

Fra ROI via Hedensted IF til VB Akademiet
Lasse Flø Borregaard, der er født den 15. oktober 2005, snørede sine første fodboldstøvler i Rask Mølle OI, inden han var tre år. Med sin mor som træner spillede han på storesøsterens hold, og senere spillede han også på et drengehold med sin far som træner i den lille østjyske klub mellem Uldum og Brædstrup.

- Fodbold har altid været nummer et for mig, men tidligere har jeg også gået til svømning og spillet håndbold, men da jeg skiftede til VB, var der ikke tid til andet. Som U10-spiller skifter jeg først til Hedensted IF, og der tog udviklingen lidt mere fart. Vi havde et godt hold, og her blev jeg holdkammerater med Silas Valbak, som også er på VB Akademiet. Det skifte banede også vejen for, at jeg kom ind omkring KUV-holdene, som de hed dengang, og som U13-spiller fik jeg muligheden i VB.

- Dengang var det et svært skifte, fordi jeg rykkede væk fra vennerne, men sportsligt var det et meget udfordrende og det helt rigtige for mig. Der har været korte perioder i VB, hvor jeg har siddet på bænken, men jeg har spillet meget og været igennem en god udvikling.

Hvornår tog udviklingen rigtig fart for dig?

- I mit første år som U17-spiller tog det rigtig fart, da jeg fik Morten Bisgaard som træner. Han havde stor tillid til mig, spillede mig fast, og han brugte meget tid på at vejlede og guide mig. Den spilletid, jeg fik i den periode, var rigtig gavnlig, og der lagde jeg rigtig meget på.

- Det var stort at få tilbudt en kontrakt med VB, og det er klart et højdepunkt indtil videre, men også mit comeback efter skaden. Det er to ting, der står meget klart for mig, men jeg håber der kommer mere ude i fremtiden.

Lasse Flø er i gang med sit første år som U19-spiller, og han kan se frem til yderligere en sæson på VB Akademiet, inden han formelt træder op som senior i sommeren 2024.

- På lang sigt er det min drøm, at jeg gerne vil leve som professionel fodboldspiller. Jeg vil gerne give det chancen og se, hvor langt mit talent rækker. Det kræver mange ting, men jeg skal fortsætte med at arbejde hårdt og gøre alle de rigtige ting i dagligdagen. Det er fedt at være i et miljø, hvor der bliver troet på mit potentiale, og hvor jeg kan se, at der er en vej fra VB Akademiet og ind på førsteholdet, siger Lasse Flø.

- Som spiller kan jeg dække flere positioner, fordi jeg er dynamisk og god på bolden. Jeg kan godt lide at have bolden og spille med den. Mine primære positioner er som højreback og stopper.

- Jeg skal forbedre min fysik og være bedre på bolden, og så arbejder jeg på at være bedre til at slå lange afleveringer og diagonalskift, og på spillet på den sidste tredjedel.

Udfordrende sæson på U19 Liga-holdet
Lasse Flø og holdkammeraterne er i gang med en udfordrende sæson, hvor de kæmper en hård kamp i bunden af ligaen.

- Vi ved godt, at tabellen ikke ser for god ud, og det tænker vi på, men vi er faktisk gode til at nulstille det, når vi løber på banen. Vi starter fra scratch hver gang, og vi er gode til at tage kampene, som de kommer.

- Vores fornemmelse er, at vi i langt de fleste kampe har spillet godt med og er konkurrencedygtige. Vi spillede periodevis godt mod både Lyngby og AaB i starten af foråret, men personlige fejl er blevet straffet rigtig hårdt. Den slags koster, og det er god læring, inden vi bliver seniorspillere. Vi har fået points i de sidste par kampe, og det kan man også godt mærke på stemningen i truppen, men vi har stadig flere vigtige kampe foran os, siger Lasse Flø.

Som noget nyt fra denne sæson afgøres uafgjorte kampe i U19 Ligaen efter en straffesparkskonkurrence, hvor vinderen kan løbe med et ekstra point.

- Jeg har prøvet at sparke et enkelt straffespark, da vi mødte OB på hjemmebane. Det er en god øvelse at skulle gå ned fra midterlinjen og sparke. Der kan man godt mærke, at der er pres på. Personligt synes jeg, at det er et fint tiltag med straffesparkskonkurrencerne. Det er sjældent, at man ellers ville kunne træne det pres, man står i. Ligesom vi skal forbedre vores spil, så skal vi også blive bedre på straffespark, for der kan man godt hente et par points i løbet af en sæson, siger Lasse Flø.

Han er flyttet til Vejle og bor sammen med holdkammeraten Andreas Tomaselli i en lejlighed i byen. Lasse Flø var elev på Vejle Idrætsefterskole i skoleåret 2021-22, men er nu i gang med 1.g på HHX-linjen på Campus Vejle.

Akademichef Steen Thychosen: Lasse Flø er bedre end før knæskaden
VB Akademiets chef Steen Thychosen har fulgt Lasse Flø tæt, siden han kom ind fra Future Vejle-samarbejdsklubben Hedensted IF, og han glæder sig over, at det ser ud til, at den alsidige spiller kommer stærkt tilbage ovenpå en alvorlig knæskade.

- Lasse Fløs håndtering af skadesperioden har været helt eksemplarisk, og han har arbejdet hårdt og målrettet på at vende styrket tilbage. Han har taget det hårde slid som en udfordring, og jeg er imponeret over, hvor hurtigt han er vendt tilbage på et højt, højt niveau, indleder Steen Thychosen.

- Kampene på U19 Liga-holdet hidtil i foråret har vist, at Lasse er tilbage, ikke bare på sit gamle niveau, men også endnu bedre end før, han blev skadet. Vi tester løbende spillerne, og her kan vi se, at Lasse har forbedret sig markant når vi sammenligner med tallene fra sidste sæson, og det vidner om en genoptræning, der har rykket ham. Lasse har overskud på banen, er dynamisk, fremadrettet og rent fysisk besidder han en god motor, er hurtig og meget smidig. Det er vigtige kompetencer, hvis man skal begå sig som seniorspiller, og Lasse har dem, siger Steen Thychosen.

- Han er en ret alsidig spiller at råde over. Lasse dækker både backen og midterforsvaret.

Med fortid i Future Vejle-samarbejdsklubben Hedensted IF er Lasse Flø ud af talentudviklingen i lokalområdet, og han har været en del af hverdagen i VB Parken, siden han var U13-spiller.

- Det her er endnu et anerkendende skulderklap til talentudviklingen i vores naboklubber, som har et godt set-up på ungdomsfodbolden og i dette tilfælde Hedensted IF, hvor Lasse kom til i en tidlig alder fra Rask Mølle. Herefter kom han til VB, hvor vi har oplevet en fantastisk dedikeret spiller og en god dreng, der dagligt møder ind, ikke bare for at blive trænet, men for at træne og forbedre sig. I en kvalitetsmæssigt bred årgang 2005 er han én af flere, som vi har en forhåbning om kan presse sig på i A-trup sammenhæng inden for det kommende halvandet år, siger Steen Thychosen.

Månedens talent:
November 2022: Lokal målmandsprofil på U17 drømmer stort: Skal blive stærkere på kroppen - Gustav Nørregaard Knudsen (f. 2006)
Februar 2023: Søgte elitemiljø: Nu drømmer han om gennembrud på højeste niveau - Frederik Flaskager (f. 2005)
Marts 2023: Sønderby drømmer om VB-gennembrud efter fravalg på Heden - Nikolaj Sønderby (f. 2006)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV