Sønderby drømmer om VB-gennembrud efter fravalg på Heden

Foto: Vejle Boldklub

VB Akademiets U17 Liga-hold nyder stor succes i denne sæson, og én af holdets profiler er offensivspilleren Nikolaj Sønderby (f. 2006), der med sin meget pågående og aggressive spillestil har været en ikke uvæsentlig del af succesen. Den 16-årige angriber scorede sine første mål i de vestjyske klubber Fjelstervang IF og Vildbjerg SF, inden en sæson som topscorer i Herning Fremad banede vejen for et skifte til VB Akademiet via Vejle Idrætsefterskole. Månedens talent i marts er Nikolaj Sønderby.

Af Lars Christensen | 29. marts 2023

VB Akademiets U17 Liga-hold har imponeret stort i denne sæson, og med en aktuel femteplads og en stime på ti kampe som ubesejrede er der lagt op til en spændende afslutning på sæsonen.

- Det er sjovt at være en del af et hold, der har succes, og jeg synes også, at vores placering er helt fortjent. Vi har en god trup, som både Morten Bisgaard (holdets træner i efteråret, red.) og Niclas Hougaard (nuværende træner, red.) har udviklet meget på. Faktisk kan vi kigge tilbage på et par uafgjorte kampe, hvor vi skulle have haft mere med, indleder Nikolaj Sønderby.

Efter tre ugers kamppause skal Sønderby og holdkammeraterne i weekenden forsvare topplaceringen mod AC Horsens, og opgøret mod naboerne er imødeset med spænding.

- Lokalopgørene ser vi frem til, og det er nogle sjove kampe at spille. Der er altid høj tænding, og vi glæder os meget til at skulle i kamp efter en lille pause. Der er meget på spil for os, fordi vi ligger så godt til i tabellen, siger Nikolaj Sønderby.

Hvad er forklaringen bag holdets succes?

- Der er mange faktorer, der spiller ind. Vi har et godt sammenhold i truppen, hvor vi hjælper hinanden på og udenfor banen, og så har vi en god kommunikation. Det er et punkt, som vi arbejder meget med, og som de forskellige cheftrænere, vi har haft, har skærpet overfor truppen. Derudover er vi en gruppe af spillere, som har spillet sammen meget, og flere af 2007’erne kom allerede ind omkring holdet i sidste sæson, så vi har efterhånden mange kampe på bagen, og det er en fordel, siger Nikolaj Sønderby.

Fodboldopvækst i vestjysk landsby
Nikolaj Sønderby, der er født den 30. juni 2006, er opvokset i den lille vestjyske landsby Fjelstervang, der ligger syd for Herning, hvor han trak sin første fodboldtrøje over hovedet allerede som fireårig i den lokale idrætsforening.

- Det har altid handlet om fodbold, lige fra jeg var helt lille. Jeg husker, at jeg i en enkelt vinterpause spillede håndbold, fordi vi ikke have noget fodboldtilbud, men ellers har jeg ikke haft andre interesser. Min familie har spillet håndbold, men det har aldrig fanget mig, og jeg har prioriteret fodbolden, siger Nikolaj Sønderby.

Talentet rakte hurtigt til mere end fodbold med vennerne i Fjelstervang IF, og som 10-årig skiftede han den lokale klub ud med Vildbjerg SF.

- Det var naturligt at prøve mig selv af i en større klub, selvom jeg ikke var ret gammel. Jeg havde en god og lærerig periode i både Fjelstervang og Vildbjerg, og det var også her, at jeg kom ind omkring et udvalgt hold i FC Midtjylland. De bedste spillere i årgangen blev samlet på et licenshold, og vi trænede sammen i en periode, inden det skulle vurderes, hvem der skulle med videre, siger Nikolaj Sønderby.

Fravalg i FC Midtjylland blev en motivation
Sønderby trænede med på et udvalgt hold i FC Midtjylland i en toårig periode, fra han var 10-12 år, og han beskriver tiden som både sjov og meget ambitiøs, men tommelen blev vendt nedad for offensivtalentet, da spillerne der skulle med videre ind på FC Midtjyllands kommende U13-hold blev udtaget.

- Det var en spændende periode rent fodboldmæssigt, fordi jeg blev prøvet af på et højere niveau, men det var også en stor skuffelse ikke at komme med videre. Elitefodbold var en drøm for mig, og er det stadig, men jeg gav ikke op og fortsatte i Vildbjerg, og det blev en stor motivation for mig, at jeg blev valgt fra, siger Nikolaj Sønderby.

Som U15-spiller skiftede han klub for anden gang, da han rykkede ind til Herning Fremad og deres Liga 1-hold.

- Det blev et rigtig godt klubskifte, og jeg havde stor succes i løbet af den ene sæson, jeg spillede. Jeg scorede vel 15-20 mål og var en bærende kraft på holdet, og det var rent fodboldmæssigt et godt rygstød, inden jeg skulle videre. Jeg ville gerne på efterskole, og ret hurtigt faldt vi for Vejle Idrætsefterskole, og der kunne jeg kombinere efterskole med elitefodbold. VIES var en god indgangsvinkel til VB, og jeg havde et virkelig godt efterskoleår, siger Nikolaj Sønderby.

U17 Liga-debut i premieren og mange spilminutter som førsteårs
Nikolaj Sønderby viste sig så godt frem under træningen i sommeropstarten, at han fik en plads i U17 Liga-truppen, og til sæsonpremieren mod OB var der et indhop til en vestjyde, der kun lige var fyldt 15 år.

- Det gik hurtigt i begyndelsen, men det var fedt, at jeg fik chancen. Jeg kom til et nyt miljø, hvor der var flere trænere, end jeg var vant til, mere træning og høj intensitet, men jeg følte, at jeg kunne være med. Jeg fik debut i premieren mod OB, hvor vi vandt, men desværre blev jeg ledbåndsskadet. Da jeg blev klar, var jeg inde omkring holdet igen og fik indhop og startpladser, så det var en god førstesæson, siger Nikolaj Sønderby.

I denne sæson har Sønderby været mere eller mindre fast på holdkortet på det succesfulde U17 Liga-hold.

- Det går bedre og bedre, både for mig og for holdet, og jeg udvikler mig hele tiden. Der er større forventninger til en, når man er andetårsspiller, og man skal levere på en anden måde. Jeg føler mig virkelig godt tilpas i klubben og i byen, og med skiftet til VB og Vejle føler jeg, at min drøm om at leve af at spille fodbold igen er blevet realistisk. Jeg har altid troet på mine egne evner og på VB Akademiet får jeg gode forudsætninger for at prøve talentet af, siger Nikolaj Sønderby, der i sidste weekend spillede testkamp med U19 Liga-holdet.

- I træningerne bliver jeg testet med U19-spillerne, og det er et godt sted at udvikle sig, fordi jeg bliver presset maksimalt. I sidste uge var jeg med i deres træningskamp mod Esbjerg, hvor jeg scorede, og det var en god oplevelse. Et rigtigt angribermål, hvor jeg vippede bolden over deres målmand. Jeg vil naturligvis gerne score mere og det arbejder jeg på, men jeg er involveret i mange mål med assist også, siger Nikolaj Sønderby.

Brede spidskompetencer – bedre omkring feltet
Nikolaj Sønderby besidder mange fine færdigheder for en spiller, der primært opererer på banens sidste tredjedel, men han ved også, at der skal bygges mere på.

- Min fysiske styrke har altid været en fordel, og så har jeg også fart og er en god afslutter. Jeg kan bruges som opspilsstation, fordi jeg holder godt i bolden, og så er jeg en god presspiller.

Hvilke kompetencer skal forbedres?

- Jeg er en god afslutter, men jeg skal lave flere mål. Nu er det blevet til to mål i denne sæson, men jeg skal komme til flere chancer. Det skal jeg gøre ved at være bedre i min positionering i og omkring feltet, og så skal jeg også være bedre til at spille i små rum.

- Faktisk har jeg ikke altid været angriber. Da jeg begyndte i Fjelstervang, spillede jeg på backen, og senere er jeg så kommer frem på banen og har spillet offensiv midtbane, på kanten eller helt fremme, siger Nikolaj Sønderby.

Forberedelse på Campus One
Efter et år på VIES flyttede han i sommer videre om på Boulevarden og Campus One, der er et lejlighedskompleks til idrætsudøverne på Campus Vejle. Ved siden af de mange træningspas på VB Akademiet er han elev på Campus Vejle, hvor han læser HHX.

- Udenfor fodboldbanen handler meget om forberedelse. Både til skolen, som også er vigtig at passe, men ikke mindst til fodboldtræning. Jeg prøver hele tiden at spise og hvile rigtigt og forsøger at stå bedst muligt rustet til den næste træning. VB Akademiet og byens uddannelsesinstitutioner giver os gode muligheder for både at gå i skole og træne fodbold, siger Nikolaj Sønderby.

Med fodboldambitionerne på plads for fremtiden har Sønderby også et favorithold.

- Jeg har lært meget om elitefodbold i Vejle, og min drøm er, at jeg kan debutere her og løbe ind på Vejle Stadion, men det er nok et par år ude i fremtiden. Ude i Europa er jeg fan af Liverpool FC. Jeg har et forbillede, som jeg lader mig inspirere af, og det er Cody Gakpo, som også har en angriber/kant rolle, siger Nikolaj Sønderby.

Akademichef: Sønderby har de kompetencer, der skal til for at slå igennem
VB Akademiets chef, Steen Thychosen, har fulgt Nikolaj Sønderby tæt, siden han kom til Vejle for snart to år siden, og akademichefen lægger ikke skjul på, at han ser et stort potentiale i U17 Liga-holdets angriber.

- Nikolaj Sønderby er, sammen med sine holdkammerater, en væsentlig del af U17 Liga-holdets succes i denne sæson. Han er den type spiller, der altid stiller sig til tjeneste for holdet og flere af holdkammeraterne i offensiven har nydt godt af det arbejde, han laver. Det er en meget ærlig fodboldspiller, vi har med at gøre, og de går heldigvis aldrig af mode, indleder Steen Thychosen.

- Sønderby har en ekstrem presintensitet, en fantastisk figur for en fodboldspiller, han er okay teknisk og har også lidt fart. Han gør det fint med ryggen til mål, og generelt besidder han de kompetencer, der skal til for at slå igennem. Jeg tror stadig, at han bliver større, og så skal vi sammen med Sønderby sørge for, at han tilnærmer sig den krævede fysik i de kommende år. Vi har med en utrolig læringsparat og træningsvillig spiller at gøre, der hver dag møder ind for at forbedre sig, og han er meget nysgerrig efter, hvordan han kan udvikle sine kompetencer, siger Steen Thychosen.

Sønderby har spillet på U17 Liga-holdet i knap to hele sæsoner og tegnet sig for fire scoringer. Akademichefen erkender, at tallene ikke springer i øjnene, men han vurderer, at Sønderby står på spring til et gennembrud – også som målscorer.

- Det ligger lige under overfladen med Sønderby, og selvom fire mål ikke er mange, så er han en undervurderet del af U17-holdets succes. Med sin arbejdsradius laver han plads til holdkammeraterne, og Sønderby har også fine aktier i de mange mål, Victor Kjærsgaard har scoret, og tilsammen er de en fantastisk offensiv duo. Inden han skiftede til Vejle lavede han mange mål, og med det in mente, er jeg fortrøstningsfuld, siger Steen Thychosen.

- Sønderby træder op som U19 Liga-spiller fra sommer, og han er en del af en meget spændende årgang 2006, hvor de første par spillere allerede har fået deres U19 Liga-debut. Sønderby kommer lige efter i det næste lag, og vi glæder os til sammen med Nikolaj at se, hvor langt vi kan rykke ham. Han er endnu et eksempel på, at vi hvert år får dygtige spillere til VB Akademiet via det set-up, Vejle Idrætsefterskole har på fodbolddelen, og det samarbejde nyder begge parter godt af, siger Steen Thychosen.

Månedens talent:
November 2022: Lokal målmandsprofil på U17 drømmer stort: Skal blive stærkere på kroppen - Gustav Nørregaard Knudsen (f. 2006)
Februar 2023: Søgte elitemiljø: Nu drømmer han om gennembrud på højeste niveau - Frederik Flaskager (f. 2005)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV