Vejle Boldklub indgår ungdomskontrakt med Nikolaj Sønderby

Foto: Daniel Abedeny

Vejle Boldklub har med virkning fra 1. juli indgået en to-årig ungdomskontrakt med 16-årige Nikolaj Sønderby (f. 2006), der har gjort sig gældende med stærke indsatser på VB Akademiets succesfulde U17 Liga-hold.

Af Lars Christensen | 18. april 2023

VB Akademiets U17 Liga-hold kæmper med om topplaceringerne i denne sæson, og med weekendens uafgjorte kamp mod OB kom VB-talenterne op på 12 kampe på stribe uden nederlag. Tidligere på måneden kunne akademi- og talentchef Steen Thychosen præsentere en kontraktindgåelse med forsvarsprofilen Anders Sønderskov, og nu er turen kommet til offensivtalentet Nikolaj Sønderby, der har sat sin signatur på en aftale, der binder ham til Vejle Boldklub frem til sommeren 2025.

- Sønderby kom til VB som førsteårs spiller, og han var nok ikke det mest indlysende talent fra begyndelsen, men han har arbejdet ekstremt hårdt på at forbedre sig, og den udvikling, han har været igennem, er blevet bemærket, og det honorerer vi nu med en aftale. Sønderby falder ikke i øjnene på grund af målene, men han er en håndfuld for ethvert forsvar i U17 Ligaen. Han har en god kropsbygning for en fodboldspiller, er meget hurtig, god med bolden og ekstremt aggressiv i sit presspil. Han er virkelig blevet et våben fremme i forreste linje, og han har en virkelig god intensitet i sit spil, siger Steen Thychosen.

- På de fysiske parametre er han blandt de allerbedste, når vi løbende tester spillerne i ligatrupperne. Han løber hurtigere og længere end holdkammeraterne, og han kommer med en fysisk pakke, som er til mere end U17 Ligaen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Sønderby bliver spændende at følge i de kommende år. Han har tidligere lavet mange mål, og jeg er ikke nervøs for, at han også får bygget dem på i fremtiden. Kontrakten er et stort skulderklap for det hårde arbejde, og det er en spiller, som vi på VB Akademiet er meget glade for at have papir på frem til, han bliver seniorspiller, og sammen med Nikolaj glæder vi os over, at han har valgt at færdiggøre sin ungdomstid hos os, siger Steen Thychosen.

Nikolaj Sønderby, der er født den 30. juni 2006, er i gang med sin anden sæson i Nørreskoven. Han kom til via Vejle Idrætsefterskole fra Herning Fremad, og siden i sommer har han så været elev på HHX-linjen på Campus Vejle.

- Jeg har været rigtig glad for at være i Vejle, så det var en nem beslutning at underskrive en kontrakt. Klubben viser mig stor tillid, og den viser også, at den tror på mit potentiale i fremtiden. Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse med en kontrakt med en professionel fodboldklub, og aftalen betyder også, at jeg har fremtiden på plads, og det giver ro til at fokusere på at forbedre mig, siger Nikolaj Sønderby.

- På længere sigt er mit mål, at jeg skal op i A-truppen og have en aftale som seniorspiller. Det er meget motiverende at se, at spillere fra VB Akademiet får chancen på førsteholdet, og jeg drømmer også om at løbe ind og debutere på Vejle Stadion foran fansene. Jeg skal lægge på mit spil og mine fysiske egenskaber, og det har jeg de bedste forudsætninger for på VB Akademiet, siger Nikolaj Sønderby, inden han uddyber om favoritpositionen.

- Jeg kan både spille på kanten og som den forreste angriber, og det er her mine kompetencer bedst sættes i scene, siger Nikolaj Sønderby.

Han og holdkammeraterne på U17 Liga-holdet skal forsøge at hold fast i topplaceringen igen på lørdag, når Sønderjyske Fodbold venter på udebane. Nikolaj Sønderby kom til Nørreskoven fra Herning Fremad i sommeren 2021, men har også en fortid i de vestjyske klubber Fjelstervang IF og Vildbjerg SF.

Nikolaj Sønderby blev portrætteret som månedens talent på VB Akademiet i marts. Læs mere her.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV