Kampdagsstatus: Søndagsgæster fra Søhøjlandet

Arkivfoto: Daniel Abedeny

Seks dage efter mandagsfighten mod AGF venter Silkeborg IF i Nørreskoven søndag eftermiddag til endnu et opgør om vigtige points i 3F Superliga. Til kampen må trænerteamet undvære en karantæneramt Stefan Velkov, men til gengæld vender Denis Kolinger tilbage fra straffeboksen. Kick-off kl. 14.00.

Af Lars Christensen | 23. februar 2024

Runde 19: Top 6-duel i Aarhus og sjælden mandagskamp i Parken
Fjerde sidste spillerunde i grundspillet byder på flere vigtige kampe både blandt de øverste seks klubber, men også indbyrdes i bunden af 3F Superliga. Runden sparkes i gang fredag aften på Cepheus Park Randers, hvor kronjyderne har besøg af Lyngby. Søndagsprogrammet byder på to kampe kl. 14.00, når Vejle har besøg af Silkeborg, og Viborg gæster Hvidovre. To timer senere er det OB, der har besøg af Brøndby til en udsolgt kamp, mens det sene opgør er i Aarhus mellem AGF og FC Midtjylland. Mandagskampen spilles i Parken mellem F.C. København og FC Nordsjælland.

Karantæner: Velkov spærret – Kolinger vender tilbage
VB fik advarsler til Nathan Trott (21. minut) og Stefan Velkov (35. minut) i mandagsfighten mod AGF. Trott blev noteret for første gang i sæsonen, og de fire strafpoints, som advarslen for protester er registreret til, bringer ikke målmanden i karantænefare. Stefan Velkov må til gengæld afsone sæsonens første karantænedag mod Silkeborg for sit gule kort, da han passerede 19 strafpoints.
Til gengæld vender Denis Kolinger tilbage fra straffeboksen, efter den kroatiske forsvarsspiller var spærret mod AGF.
Fire spillere er i risikozonen for at misse mødet med Brøndby om en uge, hvis de modtager en advarsel mod Silkeborg. Det er Oliver Provstgaard (14 strafpoints), Miiko Albornoz (18), Raúl Albentosa (34) og Tobias Lauritsen (48). Se et karantæneoverblik her.

Efter Ezatolahi-exit: Gundelund i hælene på Busuladzic
Efter Saeid Ezatolahi i midtugen skiftede til Shabab Al Ahli i Dubai, så er spilleren med næstflest førsteholdskampe i A-truppen for Vejle Boldklub væk. Derfor er det nu 22-årige Thomas Gundelund, der i mandags i øvrigt var den VB-spiller med mest klubanciennitet på banen, der ligger nummer to på listen. Den talentfulde højreback har fortsat langt op til førende Azer Busuladzic, men med en lille margin ned til Denis Kolinger på tredjepladsen. Top 5 over flest kampe for VB i den nuværende trup:

  • Azer Busuladzic, 173 kampe
  • Thomas Gundelund, 80 kampe
  • Denis Kolinger, 71 kampe
  • Raúl Albentosa, 66 kampe
  • Miiko Albornoz, 66 kampe

Silkeborgs transfervindue: Gammelby, unge stoppere og Esbjerg-midt ind
Silkeborg har haft et ganske stilfærdigt transfervindue. Ind er kommet Jens Martin Gammelby, der senest har været i norske HamKam. Gammelby er til positionerne i højre side af banen og er uddannet i SIF, hvor han også fik sit gennembrud, og siden har Gammelby så fået erfaring i dansk, polsk og norsk klubfodbold. Udover Gammelby har Silkeborg også signet den unge stopper Frederik Rieper fra Aarhus Fremad. Rieper fik en del af sin fodboldopdragelse på VB Akademiet som U17 Liga-spiller, men siden udviklede han sig meget i Aarhus Fremad, og det er en stopper, der rager godt i vejret, som Silkeborg har føjet til deres trup. Rieper fik allerede debut i premieren mod F.C. København.
Udover Rieper er svenskeren Pontus Rödin også kommet til. Når Silkeborg har hentet stoppere til holdet, er det, fordi man har sagt farvel til profilen Tobias Salquist. Den 28-årige forsvarsspiller er udviklet i Søhøjlandet, hvor han efter en rundtur i belgisk og norsk fodbold vendte tilbage til JYSK Park i 2021 og siden blev en stor profil. Salquist fik endnu et udenlandseventyr i januar i år, da MLS-klubben Chicago købte forsvarsspilleren fri. Og det er altså de sko, som nysigningerne Rieper og Rödin skal være med til at udfylde sammen med Alexander Busch og Joel Felix. Silkeborg har også haft checkhæftet fremme og sat kløerne i Esbjergs Mads Larsen, der er en alsidig midtbanespiller. Larsen er ung, men har allerede masser af erfaring fra EfB.

Jonas Hansen passer fløjten
Det bliver 36-årige Jonas Hansen, der skal fløjte opgøret mellem Vejle Boldklub og Silkeborg. Hansen er i gang med sin femte sæson som dommer i 3F Superliga, og han har foreløbigt 46 kampe under bæltet siden debutkampen mellem AGF og Lyngby i 2019. I denne sæson er det blevet til seks kampe som hoveddommer, og det er blandt andet i to opgør med Vejle. I premiererunden mod AGF (0-1) og i efterårets sidste hjemmekamp mod Lyngby (1-0). Jonas Hansen har ved en enkelt lejlighed dømt Silkeborg, da SIF slog FC Nordsjælland 2-0 i 5. spillerunde.
Jonas Hansen har også erfaring med opgørene mellem Silkeborg og Vejle, da han fløjtede forårspremieren mellem SIF og VB på JYSK Park i 2022. Silkeborgenserne vandt 3-0 i et opgør, der var officiel debutkamp for Albornoz, Albentosa og Ofori.
Søndag eftermiddag i Nørreskoven assisteres han på linjerne af Jesper Dahl og Jan Johansen, mens Jonas Bæk er 4. dommer. Kampens VAR-dommer er Jørgen Daugbjerg Burchardt, mens Dennis Wollenberg Rasmussen er AVAR.

Seneste sejr over SIF i 2015
Silkeborg gæster det nye Vejle Stadion for syvende gang siden indvielsen i 2008. SIF har en god statistik i ryggen, da silkeborgenserne har vundet fire af de seks tidligere opgør. Silkeborg har faktisk ikke tabt i Nørreskoven siden oktober 2013, hvor VB i et udsat opgør vandt hele 3-0. Siden har SIF ikke vist nogen nåde, når de rødblusede gæstede Nørreskoven, og ved seneste besøg i 2021 vandt Silkeborg hele 4-2. Faktisk er 4-2-cifrene til SIF ikke uset, når de gæster Vejle. SIF har hele fire sejre på 4-2 i Nørreskoven siden årtusindskiftet – det er knap en tredjedel af de indbyrdes kampe.
VB’s seneste sejr over Silkeborg fandt sted den 17. september 2015, hvor VB vandt 2-0 på det gamle Silkeborg Stadion, Mascot Park. Thomas Mikkelsen stod for begge scoringer, men siden har SIF altså besejret VB fem gange på stribe.

Seneste kamp: SIF dukkede VB i tillægstiden
Silkeborg og VB tog hul på 3. spillerunde med fredagskampen den 4. august 2023. Vejlenserne jagtede det første point efter gode opgør mod AGF og F.C. København, men det skulle heller ikke bliver på JYSK Park, at oprykkerne kunne tjene til føden i landets bedste række.
Det lignede dog længe, at Prelec-mandskab skulle hjem en pind, men i tillægstiden dukkede Alexander Lind op på Kusks pasning ind i VB-feltet, og så blev det en lidet mindeværdig tur til Søhøjlandet for de mange medrejsende VB-fans. German Onugkha havde sidste fod på en perfekt omstilling kort efter pausen, hvor han på Juwaras centring kunne sparke vejlenserne foran, men 12 minutter senere var det Callum McCowatt, der fortsatte forårets stime med at score mod VB. Det lignede således en deling, da vejlenserne tog imod en kold dukkert i tillægstiden fra Alexander Lind.
Raúl Albentosa blev noteret for et 50 kampjubilæum, mens Gilli Rólantsson fik en af efterårets sjældne startpladser. Vejlenserne skulle hurtigt ryste dukkerten af sig, for allerede i weekenden efter ventede FC Midtjylland. Læs referatet fra kampen her.

3F Superliga
Søndag den 25. februar kl. 14.00
Vejle Boldklub - Silkeborg IF
Vejle Stadion
Canal 9/discovery+

Kampsponsor: Fogtmann

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV