Kampdagsstatus: Kvalifikationsspillet afsluttes i Kronjylland

Foto: Daniel Abedeny

Vejle Boldklub er sikret overlevelse i 3F Superliga inden sidste spillerunde i kvalifikationsspillet, hvor Randers FC venter på Cepheus Park lørdag eftermiddag. Kronjyderne kan med en sejr sikre sig syvendepladsen, men det kan VB også med et pointtab til Viborg mod OB og en sejr over Randers FC. Kick-off kl. 14.00.

Af Lars Christensen | 24. maj 2024

Spillerunde 32: Nedrykningsduellen og medaljerne skal placeres
Sæsonens sidste spillerunde i 3F Superliga afvikles i weekenden. Lørdag spilles kampene i kvalifikationsspillet, mens søndag er afsat til mesterskabsspillet.
De tre kampe lørdag spilles alle fra kl. 15.00. Randers FC mod Vejle, Viborg tager imod OB og Lyngby er på besøg hos Hvidovre.
Søndag står programmet på Brøndby mod AGF, F.C. København møder FC Nordsjælland, og endelig er det opgøret FC Midtjylland-Silkeborg.

Randers FC, Viborg og Vejle kæmper om Europa Play Off-kamp
Der er noget på spil i alle tre opgør i kvalifikationsspillet. OB og Lyngby kæmper om at undgå 11. pladsen og nedrykning. De kongeblå har de bedste kort på hånden og kan selv afgøre deres skæbne. Det kræver minimum et point i Hvidovre, hvis Lyngby vil være uafhængig af OB’s resultat i Viborg. Her skal fynboerne vinde, mens Lyngby taber i Hvidovre, hvis der skal stå 3F Superliga-fodbold på plakaten i Odense efter sommerpausen.
Randers FC, Viborg og Vejle kæmper om syvendepladsen, som forlænger sæsonen med fem dage. Her har Randers FC de bedste kort på hånden. De skal besejre Vejle og behøver ikke at skæve til andre kampe for at ende øverst i nedrykningsspillet. Vejle skal slå Randers FC, mens OB tager points i Viborg. Endelig kan Viborg ende øverst, hvis de grønblusede vinder over OB og Vejle vinder i Randers.
Syvendepladsen kan se frem til en play off-kamp om en europæisk billet til Conference League-kvalifikationen mod tredjepladsen fra 3F Superliga. Lige nu er det F.C. København, men københavnerne kan tabe den placering i deres indbyrdes kamp mod FC Nordsjælland.

Play off-kampen om en plads i Conference League-kvalifikationen spilles fredag den 31. maj. Det er deltageren fra mesterskabsspillet, der har fordel af hjemmebane.

Provstgaard jagter fuld spilletid som den eneste markspiller i 3F Superliga
Oliver Provstgaard er den eneste markspiller i 3F Superliga 2023-24, der har spillet fuldtid i samtlige kampe. Den 20-årige forsvarsspiller kan således opnå 2.880 minutters spilletid som den eneste markspiller, hvis han optræder fra start til slut mod kronjyderne. Provstgaard modtog en advarsel mod Hvidovre, som måske kunne have kostet ham muligheden i Randers, men som det kan læses længere nede, så slap Provstgaard for en tur på tribunen. Nathan Trott har også spillet samtlige minutter i sæsonen. Randers FC-målmanden Patrik Carlgren har også spillet samtlige minutter i denne sæson. Provstgaard, Trott og Carlgren, som alle kan komme på banen lørdag eftermiddag, er de eneste tre spillere i 3F Superliga 2023-24, der med 90 minutter lørdag kan opnå 2.880 minutters spilletid. Der er en række spillere i de øvrige klubber, der også har været på banen i de 31 første kampe, men som alle er blevet udskiftet undervejs.
I VB-regi vil det være første gang siden sæsonen 2015-16, hvis Trott og Provstgaard kommer igennem hele sæsonen med samtlige minutter. Senest det skete, var det Kristian Fæste der spilede alle minutter i de 31 kampe i sæsonen, der sluttede for otte år siden. Jacob ”Taz” Sørensen spillede som den seneste markspiller alle kampe i sæsonen 2012-13, men den hurtige kantspiller blev udskiftet undervejs i en række af kampene. Den seneste markspiller, der har spillet fuldtid i samtlige af en sæsonens kampe er Jakob Bresemann. Anføreren spillede samtlige minutter i sæsonen 2005-06, der kulminerede med oprykning til Superligaen.

Indbyrdes opgør: Uden sejr i Randers siden 2006
VB har ikke den bedste statistik mod Randers FC på udebane. Den seneste sejr i Kronjylland dateres helt tilbage til den 25. oktober 2006, hvor Ulrik Balling med et tidligt perlemål sikrede en VB-sejr på 1-0. Balling var brandvarm i efteråret 2006 og scoringen var den sjette på stribe fra den rutinerede angriber. Stimen sluttede dog få dage senere, da det ikke lykkedes at score mod F.C. København på udebane i et nederlag på 3-0.
Siden den efterårsdag i 2006 var VB været gæster i Kronjylland otte gange, og facit er to uafgjorte og seks nederlag. Det er bestemt ikke vejlensernes favoritbane, som lørdag eftermiddag lægger græs til sæsonens sidste opgør kvalifikationsspillet. I perioden fra 2006 og frem til i dag har VB kun besejret Randers FC én gang på hjemmebane. Det var i det sene efterår 2011, hvor vejlenserne op til julepausen vandt en forrygende sejr på 3-0 over de kronjyske oprykningsfavoritter. Siden har den stået på enkelte uafgjorte opgør og mange sejre til lørdagens hjemmehold.

Onugkhas målstime: Ulrik Balling passeret – jagter Steen Thychosen-rekord fra 1984
German Onugkha scorede begge VB’s mål i 2-0-sejren over Hvidovre IF, og dermed kom topscoreren op på 15 sæsonmål. Ikke nok med, at det var også Onugkhas 7. kamp i træk med scoring, og dermed passerer han Ulrik Ballings Superliga-rekord for VB. Balling scorede, som vi har omtalt i flere tidligere kampdagsstatusser, seks kampe i træk i efteråret 2006. Brøndbys Ebbe Sand scorede i otte Superliga-kamp i træk i efteråret 1997. I stimen var blandt andet et rekordhattrick på Vejle Stadion i en blå-gul sejr på 4-1 den 7. november. Ebbe Sand scorede 17 (!) mål i de otte kampe…
Superligaen blev stiftet i 1991, men også i tiden hvor 1. division var landets bedste række har en VB’er scoret mål i stimer. VB Akademiets chef, Steen Thychosen, scorede 16 mål i ni kampe i foråret 1984, hvor VB lagde fundamentet til klubbens femte DM-titel.

  • 3 mål mod BK Frem (9-2) den 6. maj
  • 1 mål mod Esbjerg fB (1-0) den 9. maj
  • 1 mål mod Lyngby (1-0) den 13. maj
  • 2 mål mod B 1909 (2-0) den 20. maj
  • 5 mål mod Næstved (8-4) den 23. maj
  • 1 mål mod Hvidovre (2-2) den 27. maj
  • 1 mål mod Brøndby (2-1) den 31. maj
  • 2 mål mod Ikast (4-1) den 3. juni

Steen Thychosens stime på ni kampe i træk med scoring i Danmarksturneringens øverste række er VB-rekord i de sidste 40 år.

Dommerinformation: Kjærsgaard passer fløjten
Det bliver den rutinerede 3F Superliga-dommer Peter Kjærsgaard, der skal dømme opgøret mellem Randers FC og VB. Den 40-årige Kjærsgaard har været dommer i landets bedste række siden 2013, hvor han debuterede i opgøret mellem OB og Viborg (4-2). I denne sæson har han dømt 13 kampe i landets bedste række, og lørdag eftermiddag bliver det den tredje kamp med VB. De to første var mod Hvidovre (3-1) og Randers FC (1-2 – 2. kamp).
Linjedommerne er Jakob Mastrup og Jesper Dahl, mens Jakob Kehlet er kampens 4. dommer. VAR-dommer er Jens Maae.

Karantænestatus: Provstgaard slipper for karantæne
Oliver Provstgaard og David Čolina fik advarsler i 2-0 sejren over Hvidovre, men ingen af dem er i karantæne mod Randers FC. Provstgaard havde 14 strafpoints, men fik kun 4 points for den sene advarsel, hvor han lige akkurat slipper for at skulle sidde udenfor mod randrusianerne. Kun uafsonede karantænedage på baggrund af udvisninger overføres til den kommende sæson. Men for en god ordens skyld er spillerne i karantænefare: David Čolina (14 strafpoints), Oliver Provstgaard (18), Stefan Velkov (30), German Onugkha (30), Raúl Albentosa (50) og Tobias Lauritsen (51). Se hele overblikket her.

Seneste kamp: Brandvarme Fuseini og Høegh knækkede VB
Efter 1-0 over OB og 1-1 mod Viborg ventede Randers FC i kvalifikationsspillets tredje kamp søndag den 14. april. Randrusianerne havde fået en god start og sigtede naturligt efter syvendepladsen, mens VB havde nok at gøre med at få kontakt med de livgivende pladser i 3F Superliga.
Det blev en dødbold som åbnede opgøret, da Agyiri servede fra hjørneflaget og foran mål kunne Daniel Høegh pande gæsterne foran. VB forsøgte at fremtvinge et mindre pres og i halvlegens overtid var det også ligeved, at Albornoz og AK Jacobsen havde fået udlignet.
Det lignede afgørelsen, da Enggård efter en time stak brandvarme Fuseini dybt i VB-feltet og Randers forårstopscorer udnyttede klinisk tilbuddet og øgede til 2-0. VB fik dog, som så mange gange tidligere, gjort kampen spændende. Anders K. Jacobsen spillede Onugkha op, og topscoreren sendte bolden ind via stolpen. Et rigtigt pres for at få udlignet kom aldrig, og så var det faktisk Randers FC, der misbrugte et par store muligheder for at øge føringen til sidst, men Nathan Trott hev flere fine redninger op i sin kamp nr. 50 for VB. Nederlaget efterlod VB under nedrykningsstregen i 3F Superliga og forude ventede Hvidovre på udebane. Læs hele referatet her.

3F Superliga
Lørdag den 25. maj kl. 15.00
Randers FC – Vejle Boldklub
Cepheus Park Randers
TV3 Max/Viaplay

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV