Arkivfoto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 13. september 2024
Spillerunde 8: Storkamp i Herning og mandagskamp i Farum
Den første spillerunde efter landsholdspausen byder på flere interessante opgør. Runden sparkes i gang i Aalborg, hvor AaB møder Lyngby fredag aften fra kl. 19.00. Allerede lørdag fortsætter spillerunden med storkamp i Herning, hvor FC Midtjylland i en udsolgt kulisse er værter for F.C. København. Søndagsprogrammet indledes i Aarhus med AGF mod Silkeborg kl. 14.00, to timer senere hedder den Vejle-Viborg, og den sene kamp står mellem Brøndby og Sønderjyske. Mandagskampen spilles i Farum, hvor Randers FC besøger FC Nordsjælland.
Rutineret forstærkning: Debut til Richard Jensen
Efter hjemmebaneskuffelsen mod Silkeborg var VB på besøg hos Lyngby, hvor der var debut til forsvarsspilleren Richard Jensen. Den 28-årige finne er blevet lejet for sæonen 2024-25 i Aberdeen FC i Skotland. Richard Jensen er dermed den tredje finske spiller i Vejle Boldklub. De to første var Juhani Ojala (2019-21) og Jasin Assehnoun (2023), mens landsmændene Jiri Koski (2013-14) og Joel Mattsson (2020-21) også har været i klubben, men uden at debutere.
Richard Jensen fik en solid VB-debut mod Lyngby, hvor den stærke venstrebenede stopper stod hele opgøret til venstre i bagkæden. Et par dage senere fik han et sent indhop mod Brønshøj i Oddset Pokalen. Cheftræner Ivan Prelec havde spillet sine fem kort fra bænken, men da opgøret gik i forlænget spilletid fik han en mulighed mere, og der kom Richard Jensen ind til de sidste 14 minutter.
Tidligere har der ikke været de store relationer mellem Aberdeen FC og Vejle Boldklub. Ylber Ramadani skiftede fra Aberdeen FC til US Lecce i august sidste år, mens nåede ikke at spille sammen med Richard Jensen. Den tidligere VB-træner fra 1990-91, Ebbe Skovdahl, var senere i halvfemserne træner for Aberdeen FC.
Richard Jensen fik en god debut mod Lyngby og et par dage senere fik han et indhop i Oddset Pokalen mod Brønshøj. Foto: Johnny Kristensen.
Femte ghaneser i VB: Lyndebut til Yeboah
Emmanuel Yeboah fik en rekordhurtig VB-debut, da han allerede dagen efter efter lejeaftalen med Brøndby kom på plads, kunne træde ud i Tingbjerg Idrætspark til sin første VB-optræden. 21-årige Yeboah har fået trøjenummer 33 og blev den femte spiller fra Ghana til at repræsentere VB. De fire tidligere landsmænd i VB-trøjen er Ibrahim Salou (2009), Godwin Antwi (2010-13), Raphael Dwamena (2020) og Ebenezer Ofori (2022-). Netop Ofori, der fortsat er aktuel, topper blandt ghaneserne med 68 kampe, mens Antwi kommer lige efter med 63 kampe.
Det er ikke første gang, at en angriber fra Brøndby får lyndebut for for VB i Tingbjerg Idrætspark. Tilbage i august 2012 blev Nicolaj Agger købt i Brøndby, og under 48 timer senere stod han i Tingbjerg Idrætspark iklædt den røde spillertrøje og fik sin debut. Agger og holdkammeraterne kunne dog ikke knække Hvepsene, og Aggers debutkamp for 12 år siden endte 0-0. VB har senest købt Nicolaj Agger (2012) og Gustaf Nilsson (2018) i Brøndby, mens den forrige lejespiller fra de blå-gule var Daniel Norouzi, der optrådte en sæson på leje i 2013-14 inden han skiftede permanent til Nørreskoven.
Yeboah udfordrede Brønshøj-defensiven i sit 49 minutter lange indhop i Oddset Pokalen. Han kom på måltavlen, da han meget sikkert eksekverede et straffespark. Foto: Johnny Kristensen.
Første reserveopgave til Gustav Knudsen
I fraværet af Igor Vekić var Gustav Knudsen for første gang udtaget til førsteholdet i pokalopgøret mod Brønshøj. Den 18-årige målmand så hele opgøret fra udskiftningsbænken som ikke benyttet målmandsreserve. Gustav Knudsen blev allerede i vinterpausen rykket permanent op i 3F Superligatruppen som yngste mand, men i foråret sad Trott og Vekić tungt på målmandspositionerne i kamptruppen. Den i Bredballe IF og på VB Akademiet uddannede målmand har fortsat ikke debuteret, men har i flere af sommeropstartens træningskampe fået spilminutter.
Viborg før landsholdspausen: Comeback-point og stor pokalsejr
Viborg har seks points efter de første syv spillerunder, og det rækker til en 8. plads før opgøret på Vejle Stadion. Inden landsholdspausen kom Viborg igennem to Superligakampe på en uge med fire points. Først med en god 1-0 sejr hjemme over Lyngby. En sejr, der var Viborgs første i 3F Superliga i denne sæson. Senere på ugen hentede viborgenserne et point i Haderslev, da de nede 0-2 mod Sønderjyske kom tilbage og fik 2-2. Sønderjyderne scorede to mål med få minutters mellemrum, og så var de grønblusede i sækken, troede man. Men Kuzmic og Serginho sørgede for remis, da de scorede i anden halvleg og dermed sikrede et vigtigt point til Viborg.
Mens vejlenserne røg ud af Oddset Pokalen, så hentede VFF en sikker sejr på udebane mod AC Horsens fra NordicBet LIGA. Cifrene blev hele 4-0, og den halvstore sejr kom i hus efter scoringer af Stipe Radic, Renato Junior, Magnus Westergaard og Serginho. Viborgenserne stillede stærkt op, men der var også mulighed for at give debut til Lukas Emil Kirkegaard, egenudviklet forsvarsspiller, og nytilgangen Ivan Näsberg.
Viborg skal i de kommende uger ikke kun optræde i 3F Superliga. Sejren over AC Horsens gav også adgang til 3. runde i Oddset Pokalen, hvor Middelfart fra 2. division er modstanderen.
Indbyrdes opgør mod Viborg: Sambarytmer og fem krydser på stribe
De fem seneste opgør mellem VB og Viborg FF på Vejle Stadion er endt uafgjort. Fire 1-1 kampe og en 2-2 kamp er facit siden 2020, når opgørene har været spillet i Nørreskoven. En lang række jævnbyrdige møder, hvor Viborg hentede et overtidspoint i 2022, da Lonwijk headede bolden i en bue over Brunst, efter at Bondes straffespark tog tværribben, og så endte et dramatisk opgør 2-2. I foråret var det så Kirkegaard, der med et yderligt spark sikrede VB 1-1 i tillægstiden. Kirkegaard kom ind fra bænken og blev den store helt, da han stod for en vigtig træffer til sidst.
VB har altså ikke slået VFF i egen hule siden 2019, mens VFF er uden sejr i Nørreskoven siden det sene efterår 2014.
Fem af de sidste 13 hjemmebanemål mod Viborg er scoret af brasilianske spillere. De fordeler sig mellem Allan Sousa (2), Dominic Vinicius (2) og Nicolas Gianini Dantas (1). Flere af målene er rene perler. Dominic Vinicius leverede årets mål i 2017 i Nørreskoven, da han tog Viljormur Davidsens indlæg ned, vendte rundt og i samme bevægelse tordnede bolden over i modsatte side af målet. Kort inden havde han taget et udspark fra Bajza til sig og med venstrefoden følt et langskud ind helt ude ved stolpen. Jo, der stod Vinicius på meget af VB’s offensive spil i den periode… Allan Sousa havde åbnet samme kamp med en lynscoring, assisteret af Vinicius, mens det i 2019-hjemmekampen mod VFF var Nicolas Gianini Dantas, der pandede et hovedstød i nettet.
Dommerinformation: Rutinerede Jens Maae med fløjten
Det bliver den rutinerede 3F Superligadommer Jens Maae, der skal dømme opgøret mellem VB og Viborg FF. 42-årige Maae har dømt i landets bedste række siden 2012 og er i alt oppe på 214 kampe. Når han træder ind på Vejle Stadion søndag eftermiddag, bliver det til den tredje kamp i denne sæson. Tidligere har han dømt VB-FC Nordsjælland (0-1) og AaB-AGF (0-4). Sidste efterår var han også opmand i et opgør mellem VB og Viborg, da klubberne delte med 1-1 i Nørreskoven.
På linjerne assisteres han af Steffen Beck Bramsen og Jan Johansen, mens Jacob Stausgaard Kobberød er 4. dommer. VAR-dommer er Morten Krogh.
Karantænestatus: Velkov i farezonen
VB fik tre advarsler med hjem fra nederlaget til Lyngby før landsholdspausen. Noteringen til Velkov betyder, at forsvarsspilleren kommer op på 18 strafpoints, og han ryger i karantæne ved den næste advarsel, uanset hvordan den bedømmes. Juwara og Kirkegaard så også gult i Lyngby, men begge spillere er udenfor karantænefare. Se et overblik over alle strafpoints her.
Seneste kamp: Juwara-perle og Onugkha-hug
Det seneste opgør mod de grønblusede blev til en meget vigtig VB-sejr, som var medvirkende til overlevelsen i 3F Superliga. Ovenpå 3-2 sejren over OB kom vejlenserne til Viborg, som kæmpede for syvendepladsen og en play off-kamp om en Europa-plads. Kampen i Viborg var med VFF mest på bolden og med flest muligheder foran mål, men gæsterne var skarpe på de muligheder der bød sig og sikrede en vigtig sejr på 2-1.
Musa Juwara scorede til 1-0 allerede i det 8. minut. En formstærk Francois brød bolden højt i banen, og den endte ved Juwara, der smart løftede læderet over Mantl og i nettet. Det blev 1-1 før pausen, da Isak Jensen udnyttede en god mulighed og scorede på Trott.
Kampens afgørelse faldt efter en god time, og det lå ikke i luften, at det var VB, der skulle score og løbe med sejren, men Onugkha var brandvarm som kvalifikationsspillet skred frem og angriberen viste ingen nåde overfor de grønblusede på denne herlige forårsdag. Albentosa slog en bold op på Onugkha, der vendte rundt, og med sit kolde venstreben piskede han bolden over i modsatte side af målet fra en position udenfor feltet. Et uimodståeligt hug fra VB-topscoreren, der dermed sikrede gæsterne tre uhyggeligt vigtige points og en perfekt optakt til midtugens brag hjemme i Nørreskoven mod Lyngby. Selvom sejren lunede, så var der fortsat intet der var afgjort i bunden af 3F Superliga... Læs hele referatet her.
3F Superliga
Søndag den 15. september kl. 16.00
Vejle Boldklub – Viborg FF
Vejle Stadion
TV2 Sport X
Kampsponsor: Apollo Fitness
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.