Onugkha sparker VB tæt på målsætningen

Foto: Johnny Kristensen

Mors Dag, Onugkhas Dag og VB’s Dag på en og samme tid. Ganske overraskende hentede VB for første gang denne sæson sin anden sejr i træk (hvor mange skal der til en stime?), da VB på Energi Viborg Arena hentede en ikke uheldig 2-1 sejr. Men VB har i Nathan Trott og German Onugkha to spillere, der i den grad er on fire. Trott præsterede fantasiredninger på stribe, og med et pragtmål 24 minutter før tid og dermed målscorer for femte kamp i træk sørgede Onugkha for sejrsmålet. Musa Juwara havde bragt VB foran efter syv minutter, men VFF fik udlignet inden pausen.

Af Ole Kristensen | 12. maj 2024

Sejren betyder ingenlunde redning for Jyllands Rubin, men med tre kampe igen, heraf de to i Skoven, og med fire point ned til OB under stregen ser tingene fornuftige ud for VB. Og Ivan Prelec og hans håndgangne mænd skal nok vide at få spillerne til at holde benene på jorden og holde fokus på de sidste kampe.

Ivan Prelec havde ændret på en enkelt plads hos sit vinderhold fra OB-kampen – Kristian Kirkegaard havde afløst Tobias Lauritsen.
Inden kampen blev ex-VB’er Mads Lauritsen hyldet. Den 31-årige Viborg-stopper må desværre indstille karrieren pga. en ondartet skade og tiltræde et civilt job hos Grundfos.

Hjemmeholdet greb straks initiativet mod lavtstående gæster. Efter en håndfuld minutter havde Ementa da også en stor chance, da han blev spillet fri i venstre side og fik lobbet bolden over Trott, men også forbi mål.
En af de første gange VB var på modstandernes halvdel, kom den overraskende og hurtige VB-føring så. Francois stjal bolden efter et afspil fra VFF-keeper Mantl – Juwara fik bolden og kunne lobbe over Mantl, der stadig stod langt ude, og i mål. Det var vanen tro ikke første gang, Tyrese Francois ragede bolden til sig – det er ikke småting, australieren, som har vist sig at være en guldfugl for VB, får brudt af modstanderangreb.

Med føringen i ryggen tog gæsterne nu tempoet ud af kampen og spillede sikkert mod et grønt hold, som strugglede lidt med at få sit spil til at fungere. VB var således efterfølgende tættere på at øge end VFF på en udligning. Provstgaard headede lige over på Barrys hjørne, og Juwara flugtede i handskerne på Mantl efter et langt Čolina-indkast.

Hjemmeholdet var kun sporadisk farligt. Isak Jensen lagde bolden tæt ind foran VB-målet, men ingen grønblusede kunne slå mønt heraf.
Værterne måtte allerede efter en stor halv time udskifte Magnus Westergaard, der tidligere i kampen havde skadet sig selv ved et frispark mod Čolina.

Desværre for de rødblusede lykkedes det dem ikke at bringe føringen med sig til pauseteen. For første gang i kampen slap farlige Serginho til baglinjen, og hans indlæg endte til sidst hos Isak Jensen, der kunne flugte i mål.
I 1. halvlegs overtid kunne Onugkha sparke bolden i mål efter et Barry-frispark, men VB-topscoreren stod offside, så remis ved pausen.

Fodsportsforeningen pressede på fra starten af 2. halvleg. Serginho kom i en lynhurtig VFF-omstilling, men Trott reddede til hjørne. To minutter senere måtte englænderen igen vippe til hjørne – denne gang efter et Isak Jensen-langskud. VB panikkede en smule i denne periode og clearede for hovedløst.
Prelec smed Emmanouilidis ind i kampen for Kirkegaard.

Midt i trængslerne slog gæsterne kontra – og hvem andre end Onugkha stod for en genialitet på noget, der dårligt var en chance. Angriberen havde under et VB-angreb muligheden for at spille ud til venstre, men hamrede i stedet bolden i mål med venstrebenet. En mageløs scoring fra en mageløs Torjäger, og et godt fyldt gæsteafsnit gik amok.
De grønblusede forsøgte at bounce back, men Trott reddede flot på Mbom. Og igen øjeblikket efter, hvor indskiftede Abubakari kom til frit hovedstød.
Lind kom nu ind for Juwara, mens Elvius, AK og Ofori fik slutminutterne for Gundelund, Onugkha og Barry.

Den sidste store mulighed for en udligning kom med 10 minutter igen. Isak Jensen var helt fri, men med en mirakuløs redning fik Trott slået bolden ud på stolpen.
Dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt havde lagt seks minutter til opgøret, men VB formåede faktisk nu at køre sejren rimeligt bekvemt i land. Man holdt fornuftigt på bolden, og de grønblusede var efterhånden løbet tør for kræfter og ideer. Indskiftede Victor Lind fyrede ovenikøbet et godt frispark af mod Mantl.
Vist var VB-sejren uhyre heldig, men marginalerne har før været på modstanderside, så det behøver de flot fightende vejlensere nu ikke at have dårlig samvittighed over, når de lægger hovedet på puden i aften.

Die rote Mauer stand Kopf, da Burchardt spillede sin sidste trille, og begejstringen var endeløs. Mon ikke der blev købt en ekstra stor buket røde og hvide blomster med hjem til mor …? Intet er dog afgjort endnu, men trods fire advarsler til Trott, Barry, Čolina og Ofori slap VB for karantæner, så Nørreskovens Drenge kan stille stærkest muligt op til onsdagens monsterderby mod Lyngby.
Skal vi ikke have et udsolgt Vejle Stadion? Alle mand i Nørreskoven - hjælp VB det måske sidste stykke mod redning!

Kvalifikationsspil, 3F Superliga 2023-24, Energi Viborg Arena
Søndag den 12. maj 2024 kl. 14.00
Viborg FF - Vejle Boldklub 1-2 (1-1)
8. 0-1 Musa Juwara
41. 1-1 Isak Jensen
66. 1-2 German Onugkha

Kort:
84. Nathan Trott (gult kort)
85. Hamza Barry (gult kort)
88. David Čolina (gult kort)
90. Ebenezer Ofori (gult kort)

Indskiftninger:
60. Kristian Kirkegaard ud Dimitris Emmanouilidis ind
79. Musa Juwara ud Victor Lind ind
89. Thomas Gundelund ud Marius Elvius ind
89. German Onugkha ud Anders K. Jacobsen ind
89. Hamza Barry ud Ebenezer Ofori ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Nathan Trott

Stefan Velkov
Raúl Albentosa (anfører)
Oliver Provstgaard

Thomas Gundelund
Hamza Barry
Tyrese Francois
David Čolina

Kristian Kirkegaard
German Onugkha
Musa Juwara

Bænken:
Igor Vekić (m)
Miiko Albornoz
Ebenezer Ofori
Dimitris Emmanouilidis
Anders K. Jacobsen
Victor Lind
Denis Kolinger
Tobias Lauritsen
Marius Elvius

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
Tilskuere:
6.107

Viborg (4-3-3): Nico Mantl – Daniel Anyembe, Nicolas Bürgy (88: Renato Junior), Zan Zaletel, Oliver Bundgaard – Magnus Westergaard (37: Jakob Vester), Jean-Manuel Mbom, Mads Søndergaard (73: Ibrahim Said) – Sergio Andrade, Anosike Ementa (73: Malik Abubakari), Isak Jensen
Træner: Jakob Poulsen

Kort:
90. Renato Junior (gult kort)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV