Foto: Daniel Abedeny
Af Lars Christensen | 25. september 2025
I årgang 2010 har Vejle Boldklub tidligere i år skrevet kontrakter med William Østergreen, Benjamin Yousfi, William Damgaard og Ismet Aytac. De fire spillere er til defensiven, men nu er turen kommet til offensivprofilen Yasir Ugurlu, der som førsteårs spiller på U17 Liga-holdet har tilspillet sig mange minutter i sæsonens første tre kampe.
- En naturlig gadefodbold-spiller
Steen Thychosen, akademichef i Vejle Boldklub, ser gode perspektiver i klubbens nyeste ungdomskontraktspiller.
- Yasir Ugurlu er en rigtig dygtig fodboldspiller, der har været undervejs på VB Akademiet i flere år, og som har fået mange spilminutter i den nye sæson på U17 Liga-holdet. Yasir er god 1:1 fra sin position på venstrekant, han kan gå begge veje forbi sin modspiller, og han er løbestærk i begge retninger. Yasir er det, som jeg vil kalde en typisk Vejle-spiller. Han er en gadefodboldspiller, der først og fremmest elsker legen med bolden, og det har givet ham nogle spændende kompetencer med bolden, som også passer godt i en holdkontekst på VB Akademiet, siger Steen Thychosen.
- Det ser allerede meget spændende ud, men Yasir er kun 15 år og vi skal sammen med ham bygge videre på det talent, han besidder. Han er lokal og kommer fra vores samarbejdsklub Nørremarkens FS, og det er altid en stor glæde, når vi kan indgå kontrakter med talentfulde spillere fra vores nærområde, siger Steen Thychosen.
Drømmer om debut på Vejle Stadion
Yasir Ugurlu, der er født den 2. maj 2010, begyndte med at spille fodbold i Nørremarkens FS, og han fortsatte på VB Akademiet da U13-årgangen blev samlet for fire år siden. Nu er han den talentfulde kantspiller 2010-årgangens seneste kontraktspiller.
- Jeg er både glad og stolt over, at jeg har fået en kontrakt. Det er et skulderklap fra klubben, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med at udvikle mig. Allerede som U12-spiller kom jeg ind på topcenteret og har trænet på VB Akademiet i flere år nu, så jeg er tilfreds med, at min fremtid ligger her, indleder Yasir Ugurlu.
- Som spiller er jeg til venstrekanten, hvor jeg er glad for at drible og komme i direkte dueller med en back. Jeg skal blive bedre til at trække ind i banen og derfra levere mål eller assist.
Han scorede fem gange i U15 Ligaen i sidste sæson, men efter sommerpausen har han taget springet op på U17 Liga-holdet, hvor han har fået flere startpladser.
- Det er et stort hop, fordi der rent fysisk er stor forskel på U15 og U17 Ligaen. Jeg møder mange modspillere, der er større end mig, så der er min fart vigtig, og den bliver jeg bedre og bedre til at bruge. Jeg arbejder hårdt med min fysik, så jeg kan begå mig mod større modspillere, og det er et vigtigt parameter, hvis jeg skal indfri mine fremtidsdrømme. Jeg håber at kunne debutere inde på Vejle Stadion i 3F Superliga om et par år.
- Min største inspirationskilde er Lamine Yamal, som virkelig er en dygtig kantspiller. Ham elsker jeg at se og lade mig inspirere af, men ellers er Real Madrid mit hold, og det er også min drøm at spille for dem i fremtiden, afslutter Yasir Ugurlu.
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.