- Vi giver alt, hvad vi har

Foto: Johnny Kristensen

- Vi vidste på forhånd, det ville blive svært og får så ovenikøbet en skidt start, da de scorer allerede efter tre minutter. Men man får så set et Vejle-hold, der kæmper, får sig samlet og kommer tilbage i kampen, roste Johnny Mølby efter kampen.

Af Ole Kristensen | 8. marts 2025

- Okay, de har bolden mest, og de laver også et flot mål til 2-1 med hovedstødet op i hjørnet. Men vi har også en række gode muligheder med Onugkha i brændpunktet, bl.a. en fri afslutning lige på målmandsen. Det tredje mål giver vi dem så selv, men et svært sted at spille, og vi giver i alt fald alt, hvad vi har.

Mølby var tilfreds med antallet af tilspillede chancer, men så gerne, at andre end Onugkha ville melde sig på som afsluttere.

- Vi skal blive lidt bedre på bolden på den sidste tredjedel og få bragt flere folk i fordelagtige positioner. Vi spiller den rigtig fint ud fra målmanden, men smider for mange bolde, når vi kommer op på modstandernes halvdel. Her skal vi være mere tålmodige og spille bolden mere rundt, til vi har spillere i gode positioner.

Træneren fortalte, at Tobias Lauritsen stadig mærkede en smule til sin skade ved torsdagens træning, hvorfor man ikke ville tage nogen unødig risiko ved at bringe ham fredag aften. Men han er efter al sandsynlighed i spil til AGF-kampen.

Mølby pointerede, at Lasse Flø tydeligvis havde taget ved lære af Viborg-kampen.

- Han spiller også i dag over for dygtige spillere, men angriber dem aggressivt og i et højere tempo. Flø spiller en fin kamp.

Olsen: Den hurtige scoring blev lidt en sovepude

- Vi spiller en mindre god 1. halvleg, men det er også VB’s fortjeneste, erkendte FCN-træner Jens Fønsskov Olsen. De spiller sig godt ud af vores pres og bringer sig i fine situationer.

Olsen mente, den tidlige føring blev lidt af en sovepude for hans hold.

- Vi var glade og tænkte, nej, hvor går det godt, men fik ikke fulgt op og lænede os lidt for meget tilbage. Og så fik Vejle flere folk med frem og fik sat deres ting op omkring Onugkha med noget indlægsspil, mens vi blev utålmodige og ville presse vores spil igennem. Det får vi justeret i pausen og får os også skiftet til en bedre struktur og kommer jo fint ud til 2. halvleg.

Olsen var meget glad for sejren på en dag, hvor hans hold måske ikke ramte topformen, men han fremhævede, hvor vigtigt sejren var for FCN’s mulige top 6-placering.

- Vi får i alt fald bevist, vi har noget individuel klasse, der kan afgøre kampe. Vi har lavet ni point af 12 mulige på 13 dage – det er vi meget glade for. Trods stor åreladning viser det her unge hold, at vi godt kan være med.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV