Vejle Boldklub realiserer forventet underskud

Arkivfoto: Johnny Kristensen

Vejle Boldklub realiserer i årsregnskabet for 2023 et forventet underskud. Vejle Boldklubs ejere og bestyrelse har, til trods for klubbens nedrykning, taget en strategisk beslutning om at investere med henblik på at sikre Vejle Boldklubs udvikling og konkurrencedygtighed.

Af Morten Pelch | 2. april 2024

Vejle Boldklubs ejere og bestyrelse prioriterede efter klubbens nedrykning fra 3F Superligaen i sommeren 2022 at fastholde sit superliga-set-up og foretage yderligere investeringer for at sikre en hurtig oprykning tilbage til Danmarks bedste fodboldrække. En nødvendig og afgørende investering i klubbens faciliteter med elitehuset i VB Parken, ansættelser af yderligere tre fuldtidsmedarbejdere omkring førsteholdet samt andre tiltag skulle både på kort og lang sigt kvalificere Vejle Boldklub til fremtiden og fortsætte klubbens positive udvikling på flere nøgleområder.

Nødvendige investeringer i en brydningstid

De øgede investeringer i Vejle Boldklub har vist sig bydende nødvendige, da konkurrencesituationen i dansk fodbold skærpes år efter år. Særligt i disse år ville Vejle Boldklub hægtes yderligere af toget, hvis klubben skulle tilpasse den sportslige og kommercielle afdeling til NordicBet LIGA.

Vejle Boldklubs vurdering gennem hele 2023 angående at sælge de spillere i truppen, som har tiltrukket sig interesse hos både danske og udenlandske klubber, og som kunne sikre et anseeligt økonomisk beløb, var, at denne slags salg ville svække Vejle Boldklubs målsætning og ambition om en hurtig tilbagevenden til 3F Superligaen og muligheden for overlevelse.

Øget digitalisering og aktivering af kommercielle aktiviteter

Vejle Boldklub har gennem 2023 investeret økonomi i at løfte hele matchday-oplevelsen. Disse investeringer har resulteret i imponerende tilskuergennemsnit i både NordicBet LIGA og i perioden efter oprykningen til 3F Superligaen.

Endvidere investerede Vejle Boldklub i sommeren 2023 i at udvikle hospitality-faciliteterne på Vejle Stadion i form af en ny lounge.

Klubben har ligeledes investeret i en øget digitalisering på hele billet- og sæsonkortholderdelen af forretningen.

Summen af førnævnte har resulteret i og medvirket til en enorm vækst og fastholdelse på både tilskuere, sponsorer og andre strategiske partnerskaber.

Mere for byen

Overordnet har Vejle Boldklub med udgangspunkt i strategien øget klubbens brand connection til lokalområdet og sikret en stærkere lokalforankring – både i forhold til klubbens CSR-strategi, men også gennem spillertruppens øgede integration i lokalområdet; både gennem samarbejdsklubberne i Future Vejle, ved et markant øget salg af merchandise og vækst på antallet af sæsonkortholdere i segmentet af kvinder og børn.

Gennem arbejdet med strategien er klubben også lykkedes med at få det antal akademispillere, som strategien tilskriver, ind i førsteholdstruppen. Her kan nævnes Gustav Nørregaard Knudsen, Anders Sønderskov, Lasse Flø, Andreas Tomaselli, Tobias Lauritsen, Oliver Provstgaard og Thomas Gundelund. 

Resultatet for 2023 er et underskud på 15,6 millioner kroner, af hvilket en langt overvejende del er inkasseret i første halvår, hvor Vejle Boldklub spillerede i NordicBet LIGA.

Vejle Boldklub forventer et positivt resultat for 2024.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV