Foto: Oliver Dinesen
Af Lars Christensen | 22. januar 2025
Midtbanetalentet Sander Ravn befinder sig i denne tid med 3F Superliga-truppen i Belek, hvor han sammen med holdkammeraterne forbereder sig på den kommende halvsæson. Og det bliver også i førsteholdstruppen, at den unge spiller skal gøre sig i fremtiden, da han har sat sin signatur på en ny kontrakt i Nørreskoven.
Steen Thychosen, VB Akademiets chef, udtaler:
- Det er en kontraktforlængelse, som jeg på vegne af Vejle Boldklub er meget glad for. Sander Ravn har udviklet sig lige så meget i den seneste periode, som vi havde håbet, og han nærmer sig mere og mere i førsteholdssammenhæng. Han gjorde en god figur mod B.93 i lørdags, og han er i øjeblikket en del af træningslejren, og det er helt fortjent.
- I det kommende halve år er planen, at han passer sin skole og fodboldtræningen i VB, og så til sommer træder han endnu mere op i A-truppen, selvom han endnu mangler et år på VB Akademiet. Det siger lidt om talentet og potentialet, når vi indlemmer ham før tid, men Sander besidder et stort talent, som vi allerede så, da han som 11-årig kom ind på VB Akademiet fra Bredballe IF.
- Som fodboldspiller er han dygtig med bolden, og han vender og drejer godt inde på midten. Han lader sig ikke presse, fordi han er så dygtig i sine vendinger, og så har han en stor motor. En vigtig type for ethvert fodboldhold. Forlængelsen kommer også i kølvandet på den U18-landsholdsdebut, han fik i efteråret, og hvor han viste sig godt frem i DBU-regi. Vi har haft en rigtig god dialog med Sander om fremtiden, og jeg er stolt på både klubbens og Sanders vegne over, at vi er kommet i mål med en ny kontrakt.
17-årige Sander Ravn blev allerede udtaget til førsteholdet første gang i forbindelse med pokalkampen mod AB i efteråret 2023, men dengang kom den talentfulde midtbanespiller ikke ind til debut. Nu har han fremtiden på plads.
- Min kontraktforlængelse med Vejle Boldklub kommer efter en god dialog, hvor der er blevet lagt en god plan for den kommende periode. Jeg har været fast med førsteholdet siden opstarten i januar, og jeg håber at bide mig fast omkring førsteholdet og få min seniordebut for Vejle Boldklub i 3F Superliga.
U18-landsholdsspilleren fik sine første seniorminutter for VB i lørdagens test mod B.93.
- Jeg har stadig meget at lære, men den højintense træning med seniorspillere og det professionelle miljø omkring 3F Superliga-truppen er meget lærerigt, og det er noget, som er med til at skubbe til min udvikling som fodboldspiller. Der er et andet mentalt tempo i træningen, men også et set-up, der gør, at jeg har de bedste forudsætninger for at udvikle mig.
- På U19 Liga-holdet har jeg spillet mest på den defensive midtbaneposition i efteråret, men alt efter om jeg skal længere frem på midtbanepladserne, så arbejder jeg på at være mere involveret rent offensivt. Det er især omkring mine målinvolveringer, at jeg håber at lægge på.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.