VB’s U19-hold blev spist af effektive Ulve

Foto: Carl Forssling

Efter mange gode præstationer faldt VB’s U19 hold noget i niveau lørdag eftermiddag, da de unge akademister fik en ørefigen af FCM på den nyrenoverede kunstbane i VB Parken. Cifrene 1-5 lyver en smule, men der var mangler hos hjemmeholdet, som nådesløst blev udstillet af det stærke Herning-hold. Asger Fjord Stengaard stod for den enlige VB-scoring.

Af Ole Kristensen | 2. november 2024

Eneste ændring hos VB i forhold til starteren mod F.C. København sidste weekend var, at Asger Fjord Stengaard havde skubbet Anas Raheel ud på bænken.
FCK-opgøret er dog ikke den seneste kamp, VB har spillet. Tirsdag aften gik Niclas Hougaards tropper videre i DBU Jylland Pokalen, da det på Autocentralen Parks kunstgræsbane blev til en 5-1 (3-0) sejr over Kolding IF og dermed videre avancement. Målscorere var Rasmus Koch, Tobias Lykkebak og Sander Ravn, mens ikke færre end to scoringer var selvmål. Der er endnu ikke trukket lod til næste runde.

Efter en lige begyndelse på kampen med spilovervægt til hjemmeholdet kom gæsterne ud af ingenting foran efter otte minutter. Odekunle fik lov at stå udækket på et tidligt indlæg og kunne flot heade i mål via indersiden af stolpen.
VB slog dog straks tilbage. En overmåde stærkt spillende Asger Fjord Stengaard bragte sig selv fri efter et par gode træk og udplacerede FCM’s svenske keeper Liam Selin.

Men vejlensernes defensiv var alt andet end dirkefri denne solbeskinnede eftermiddag. To minutter efter fik Musiliu Odekunle igen lov at stå fri efter en lang, høj fremlægning og kunne heade en ny FCM-føring i nettet.
Og samme Odekunle kunne efter en snes minutter fuldende sit hattrick, da han støvede af, efter at Gustav Knudsen havde halvklaret et forsøg fra spids vinkel.
Efter en lille halv time måtte Ulvenes lange målmand efter et flot VB-angreb diske op med en refleksfodparade mod Asger Fjord, måske banens bedste spiller inden pausen.

Der var chancer i begge ender i den resterende del af 1. halvleg. Gustav Bjerge var tæt på efter et FCM-frispark, men bolden blev pareret til hjørne. Endnu engang et lidt uafstemt VB-forsvar. Fem minutter senere måtte Gustav Knudsen redde et forsøg fra Sofus Johannesen ved foden af stolpen.

Ethvert håb om et comeback efter pausen led skibbrud allerede små ti minutter ind i 2. halvleg. Efter et kæmpe koks i VB-forsvaret kunne Sebastian Oppenhagen score i det tomme mål efter en Gustav Knudsen-halvklaring. Samme Gustav blev til overflod ankelskadet ved aktionen og måtte lade sig udskifte med Jonathan Villefrance.
Villefrance måtte straks ud i en stor redning efter hovedstød fra Nicolaj Tornvig Hansen.

VB var ret meget nede nu, og det blev da også 1-5, da Christian Jørgensen kunne kanonere bolden i mål efter en midtjysk omstilling.
Vejlenserne kom dog godt igen og havde gyldne muligheder for en kosmetisk reducering i slutminutterne. Rasmus Koch blev spillet helt fri af Anas Raheel, men overplacerede sin afslutning.
Minuttet efter fik Koch en ny god mulighed, men måtte denne gang se sit forsøg reddet af Liam Selin.
Et riv på overliggeren fra de sortklædtes Daris Catak blev punktum for en chancerig forestilling, hvor midtjydernes kynisme og større fysiske styrke blev afgørende. VB spillede ikke decideret dårligt og var spillemæssigt ikke fire mål dårligere end gæsterne, men tabte dueller, personlige fejl og dårlige markeringer blev udslagsgivende.

VB indtager nu ottendepladsen i Ligaen og har stadig fire kampe tilbage, inden juleferien kalder. Næste opgave er om en uge på JYSK Park mod Silkeborg.

Cheftræner Niclas Hougaard: Vi savner intensitet

- Vi mangler duelstyrke og intensitet i dag, konkluderede Niclas Hougaard efter det store nederlag. - Vi er slet ikke til stede i nærkampene og giver bolden væk nogle gange, hvor vi direkte inviterer FCM til omstillinger. Vi spiller ikke grundlæggende dårligt, men midtjyderne kommer alt for nemt til deres mål. Offensivt spiller vi en god 1. halvleg, og stadig i 2. halvleg har Rasmus Koch jo to kæmpe chancer. Generelt spiller vi fint op gennem banen, men hvad angår intensitet er det noget af det ringeste, jeg har set fra vores side. Vi giver dem to omstillinger og tre lette mål i feltet.

Hougaard var godt tilfreds med det vejlensiske spil mellem felterne, men håndteringen af egne chance og opdækningen i eget felt lod en del tilbage at ønske.

Træneren medgav, at Asger Fjord havde leveret en fantastisk indsats, men da den lille offensivspiller selv meddelte, at tanken var ved at være tom, måtte han skiftes ud efter en time.

Om resten af efteråret sagde Hougaard:
- Vi har bygget på offensivt. Vi er blevet mere chanceskabende, og det vil jeg gerne se videreført i de sidste fire kampe. Og så må vi ikke igen fejle på duelspil og power, som vi gør i dag.

U19 Ligaen 2024-25, VB Parken kunstgræsbane
Lørdag den 2. november 2024 kl. 12.30
Vejle Boldklub – FC Midtjylland 1-5 (1-3)
9. 0-1 Musiliu Odekunle
12. 1-1 Asger Fjord Stengaard
14. 1-2 Musiliu Odekunle
21. 1-3 Musiliu Odekunle
55. 1-4 Sebastian Oppenhagen
71. 1-5 Christian Jørgensen

Kort:
29. Bright Appiah (gult kort)
63. Sander Ravn (gult kort)

Indskiftninger:
46. Bright Appiah ud Rasmus Koch ind
59. Gustav Knudsen ud Jonathan Villefrance ind
59. Asger Fjord Stengaard ud Anas Raheel ind
59. Toby Pedersen ud Samuel Hust ind
76. Magnus Udengaard ud Aiham Dahche ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Knudsen

Lasse Flø
Anders Sønderskov
Anton Klaster (anfører)
Magnus Udengaard

Clemens Astrup
Sander Ravn
Toby Pedersen

Tobias Lykkebak

Asger Fjord Stengaard
Bright Appiah

Bænken:
Rasmus Koch
Samuel Hust
Anas Raheel
Samuel Hust
Hjalte Gitz
Jonathan Villefrance (m)

Foto: Carl Forssling

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV