Foto: Ole Kristensen
Af Ole Kristensen | 14. maj 2024
Mange mennesker havde på denne dejlige majaften indfundet sig i VB Parken til en interessant styrkeprøve mod det bedste danske ungdomshold, og P-mulighederne ved anlægget var udfordrede.
Der var to ændringer hos hjemmeholdet i forhold til den forrige kamp på Vestegnen. Anders Sønderskov var frigivet til kamp fra førsteholdstruppen, ligesom Tobias Lykkebak var med fra start. Det henviste Klaster og Appiah til bænken.
Gæsterne satte sig på kampen fra start mod et lavtstående VB-mandskab. Topholdet råder over en række individualister, som man kommer til at høre nærmere til på 3F Superliganiveau, ligesom det sortklædte udehold var stærkt i presset og lynhurtigt på omstillinger.
Samtidig er midtjyderne farlige på dødbolde, og det var da også efter et hjørne, at Adam Nygaard Andersen kunne bringe sit hold foran efter en halv snes minutter.
Dårligt havde de unge Ulve dog fået poterne ned igen, før vejlenserne havde udlignet. Lykkebak spillede flot Frederik Flaskager fri, og ”Flaske” rundede elegant FCM-keeper Christian Rust og trillede udligningen i mål.
1-1 målet gav dog ikke vejlenserne momentum. FCM var stadig toneangivende, og Mikel Gogorza sparkede over fra tæt hold. Og efter 21 minutter kom topholdet på ny i front. Efter en lynhurtig midtjysk omstilling sparkede Stanley Iheanacho fra hjørnet af feltet op i modsatte målhjørne – en mageløs flot scoring!
Hjemmeholdet var stærk udfordret i denne periode af kampen. Otte minutter senere kunne Nicolaj Tornvig udnytte en blottelse i VB-forsvaret og sparke fladt i mål fra kanten af feltet. Og skidt blev til endnu værre for værterne syv minutter før halvtid, da vejlenserne igen ikke formåede at forsvare sig tilstrækkeligt på et hjørnespark, og Jonatan Lindekilde kunne heade i mål til 1-4.
FCM stod højt med bagkæden, hvilket gav vejlenserne nogle muligheder, men afleveringerne i dybden savnede desværre for ofte præcision.
I 1. halvlegs overtid appellerede midtjyderne energisk for straffe, men den eneste reaktion, der kom fra dommer Michael Ø.B. Kunath, var en advarsel til Jonatan Lindekilde for film …
Hjemmeholdet kom langt bedre med efter pausen, og det var nu en jævnbyrdig fodboldkamp, hvor FCM med en solid føring i ryggen jo heller ikke behøvede at udfolde sig så meget offensivt.
Ulvene var dog stadig sporadisk farlige, og Gustav Knudsen måtte redde stort på Sofus Johannesen.
Vejlenserne var nu offensivt fint med, og Flaskager og indskiftede Appiah var kilder til en vis uro i FCM-defensiven, ligesom Oliver Amby nu bedre lykkedes med at udfordre og sætte offensivspillerne i scene. Flaskager trak sig således godt fri i det 68. minut og fik afsluttet, men Rust i det midtjyske mål reddede. Det samme gentog sig fire minutter senere.
Mod kampens slutning ebbede kræfterne ud hos hjemmeholdet, og FCM’s Christian Jørgensen blev spillet fri med en lang fremlægning, men Gustav Knudsen kom godt ud og fik blokeret.
I overtiden satte Ulvene dog trumf på, da de spillede VB-forsvaret tyndt og fik sat Sebastian Oppenhagen op til en tap-in scoring.
Drengene fra det store FCM-akademi er ikke for ingenting tophold, og her er der et stykke vej endnu, før VB for alvor kan bide skeer med en modstander af den kaliber.
Der resterer endnu tre runder i U19 Ligaen, og VB ligger fortsat på 12. pladsen. Næste opgave er i Fredensvang onsdag i næste uge.
Hougaard: 20-30 minutters udfald afgør kampen
- Det er et kynisk hold, vi møder i dag – de straffer os for fejl, som vi ikke altid bliver straffet for, ræsonnerede Niclas Hougaard efter nederlaget.
- Vi bliver ramt lidt af et tempochok i starten. Det går stærkt, og vi er ikke gode nok på bolden og smider den væk, så vi må forsvare os ekstra meget. Det var lidt frustrerende, og nogle begyndte at spille deres eget spil og finde deres egne opgaver. Vi bliver trykket helt ned, og det resulterer jo også i en del hjørnespark imod, hvor FCM kan score to mål. Det er 20-30 minutter, hvor kampen skrider væk fra os.
Hougaard anførte, at billedet vendte mod slutningen af 1. halvleg og i 2. halvleg, hvor hans hold kom langt bedre med.
- Vi fandt os selv, og der lå nogle muligheder til os. Vi har nogle muligheder, der godt kunne have ledt til scoring, og så kunne kampen være åbnet lidt op. Men en sådan kamp er en motivation for spillerne til at søge at komme op på et niveau, hvor vi over 90 minutter kan spille op med et hold som FC Midtjylland. En dag vil vi gerne ”fange en af de store fisk.”
Træneren erkendte, at VB’s hurtige udligning ikke gav det ventede momentum.
- Vi bliver i stedet for ivrige og stormer frem, for nu vil vi op og vinde kampen de næste fem minutter, og så løber vi ind i deres omstillinger. Her skulle vi i højere grad have bevaret roen.
Men det er ikke nogen gennemgående dårlig præstation – resultatet kan vi ikke bruge til noget, men noget af præstationen kan vi godt tage med os videre frem.
Hougaard havde roser til kombinationsstærke Theo Laursen, til ambitiøse Oliver Amby, som efterhånden fik sat spillet, og til Anders Sønderskov, som spillede sig op.
U19 Ligaen 2023-24, VB Parken
Tirsdag den 14. maj 2024 kl. 18.00
Vejle Boldklub - FC Midtjylland 1-5 (1-4)
12. 0-1 Adam Nygaard Andersen
13. 1-1 Frederik Flaskager
21. 1-2 Stanley Chimeremeze Iheanacho
29. 1-3 Nicolaj Tornvig
38. 1-4 Jonatan Lindekilde
90. 1-5 Sebastian Lodberg
Kort:
69. Oliver Amby (gult kort)
Indskiftninger:
55. Tobias Lykkebak ud Bright Appiah ind
65. Rasmus Lundsgaard ud Anton Klaster ind
65. Sander Ravn ud Toby Pedersen ind
73. Theo Laursen ud Lukas Henriksen ind
73. Frederik Flaskager ud Magnus Udengaard ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Nørregaard Knudsen
Anders Sønderskov
Theis Eskildsen
Rasmus Lundsgaard
Andreas Tomaselli (anfører)
Sander Ravn
Oliver Amby
Lasse Flø
Tobias Lykkebak
Frederik Flaskager
Theo Laursen
Bænken:
Bright Appiah
Anton Klaster
Toby Pedersen
Lukas Henriksen
Magnus Udengaard
Nikolaj Bertelsen (m)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.