Arkivfoto: Daniel Abedeny
Af Ole Kristensen | 11. august 2025
Til kampen over 2x35 minutter stillede VB med Flø, Sønderskov, Astrup og Hujber foran anfører Haahr i målet. Pitu, Ravn og Lykkebak spillede midtpå, mens Chiakha, Wahid og Camara lå fremme.
Det talentfulde, tempofyldte og boldsikre SIF-mandskab kom ud som lyn og torden, og gæsternes dybdebolde skar som kniv i blødt smør gennem VB’s forsvar. Allerede efter fire minutter kom gæsterne foran, da Tobias Haahr kun kunne skubbe et skarpt indlæg fra højre lige ud til Asbjørn Bøndergaard, og den tidligere Fredericia-lejespiller havde let ved at score.
Fire minutter senere gentog det samme sig – blot fra venstre. Denne gang var det Alexander Simmelhack, der kunne score fra tæt hold efter et godt indlæg fra venstre. Minuttet efter gik det helt galt for værterne, da en fri Sofus Berger kunne score fladt til 0-3. Man anede det værste…
VB fik dog samlet sig selv op, og udover et riv på overliggeren fra Julius Nielsen kom silkeborgenserne ikke tættere på deres fjerde scoring inden pausen. Et udfordret VB-mandskab havde dog slet intet at byde på offensivt i de første 35 minutter.
Vejlenserne fik dog snakket om sagerne og korrigeret nogle ting i pausen, og 2. halvleg blev en jævnbyrdig affære, hvor også VB bød sig til offensivt. Abdoulaye Camara fik da også reduceret i det 42. minut, da han blev spillet godt op i venstre af Chiakha. Guinea-spilleren hævdede sig med sine udfordringer som en af de absolut bedste VB’ere denne mandag eftermiddag, om end guineaneren lige skal have læst op på offside-reglen…
Luka Hujber var minuttet efter tæt på en Anschlusstreffer, men helt fri strandede kroaten på SIF-keeper Aske Andrésen – returen sparkede indskiftede Marius Elvius forbi.
Camara spillede senere ”Lille GG”, Nicolas Gammelgaard, godt op, men afslutningen sad lige på Andrésen.
Tilskuerne blev vidner til en lidt pudsig situation efter 57 minutter, da SIF’s Sofus Berger – selvsagt ved et uheld – blev nedlagt med et hoftesving af kampens dommer Lasse Clausen. Berger måtte bide voldsomt i græsset og sunde sig lidt, men var dog ikke mere medtaget, end at han minuttet efter kunne cementere Silkeborg-sejren efter et flot SIF-angreb og en mesterlig kropsfinte.
1-4 var også slutresultatet. VB fik reddet noget af æren på sin 2. halvleg, men sejren til de dygtige silkeborgensere var mere end fortjent. Desværre for dem var Kent Nielsen ikke til stede – han ville have glædet sig…
På mandag er igen reserveholdskamp i VB Parken, når Fodsportsforeningen fra Viborg kommer på besøg.
Morten Bisgaard: 1. halvleg var frustrerende
- Vi er i starten ikke tætte nok i intensitet og koordination, og så er Silkeborg bare for gode på bolden og får lavet nogle flotte mål, erkendte træner Morten Bisgaard efter 1-4 nederlaget.
- I 2. halvleg får vi justeret vores pres og vores opspil, og så bliver 2. halvleg jo mere jævnbyrdig.
Bisgaard havde med sit kendskab til Silkeborg overvejet at skifte formation til kampen for bedre at kunne dæmme op for gæsterne, men valgte alligevel ikke at gøre det.
- Men vi investerer med en mere i presset efter pausen og får også bedre udnyttelse af vore centrale midtbanespillere ved at trække dem lidt bagud, så 2. halvleg blev bedre. 1. halvleg var frustrerende, og vi havde virkelig ikke ret meget, men flere løftede deres spil efter sidebyttet, også individuelt, så det blev bedre. Men god læring til spillerne, og både Chiakha og Pitu fik minutter i benene, så vores trup bliver mere og mere kompetitiv.
Reserveholdskamp, VB Parken træningsbane
Mandag den 10. august 2025 kl. 12.30
Afviklet over to gange 35 minutter
Vejle Boldklub - Silkeborg IF 1-4 (0-3)
5. 0-1 Asbjørn Bøndergaard
9. 0-2 Alexander Simmelhack
10. 0-3 Sofus Berger
41. 1-3 Abdoulaye Camara
58. 1-4 Sofus Berger
Kort:
19. Luka Hujber (gult kort)
Indskiftninger:
24. Alexi Pitu ud Max Jensen ind
36. Wahid Faghir ud Marius Elvius ind
49. Amin Chiakha ud Nicolas Gammelgaard ind
50. Luka Hujber ud Rasmus Koch ind
55. Lasse Flø ud Yusuf Faghir ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Haahr Jakobsen (anfører)
Lasse Flø
Anders Sønderskov
Clemens Astrup
Luka Hujber
Alexi Pitu
Sander Ravn
Tobias Lykkebak
Amin Chiakha
Wahid Faghir
Abdoulaye Camara
Bænken:
Gustav Knudsen (m)
Max Jensen
Marius Elvius
Nicolas Gammelgaard
Rasmus Koch
Yusuf Faghir
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.