VB’s første point, men glæden behersket

Foto: Johnny Kristensen

Det hæslige nul ud for VB’s pointscore blev slettet, men alligevel var det med en blandet smag i munden, VB’ s spillere og fans kunne forlade arenaen, for følelsen af, der havde været mere at hente, var tydelig. En 2-0 føring blev sat til, og med lidt uheld i dommer- og VAR-afgørelser samt brændte chancer i de døende minutter i en hæsblæsende fodboldkamp kunne man i VB-lejren godt ærgre sig over, at den i denne sæson ubrugte sejrssang ikke skulle findes frem og støves af. Richard Jensen og Dimitris Emmanouilidis stod bag en VB-føring, der altså ikke holdt hjem.

Af Ole Kristensen | 4. oktober 2024

Mihai Teja havde lavet en enkelt ændring i startopstillingen i forhold til FCK-kampen. Yeboah gled ud på bænken, og det betød comeback til Emmanouilidis. Grækeren røg selvfølgelig ud på kanten, mens Ngbakoto fik strikerrollen.
VB stillede for tredje kamp i træk med en firebagkæde, som man nu i alt fald foreløbig synes at have lagt sig fast på.

AaB satte sig på kampen fra start mod et dybtstående VB-hold. Da aalborgenserne havde løbet hornene lidt af sig efter de første fem minutters tryk, vovede vejlenserne sig efterhånden længere frem.
Det var dog nordjyderne, der var farligst i kampens indledning. Jimenez havde således kampens første forsøg i det 11. minut, da hans langskud sneg sig forbi trekantsammenføjningen.
Efter et kvarter var Igor Vekić på en større udflugt mod farlige Mathias Jørgensen. Against all odds gik det godt for sloveneren, som sammen med resten af holdet slap med skrækken.
Kasper Jørgensen var tæt på i højresiden efter 17 minutter, men blev blokeret.
Tremålsskytten fra sidste kamp mod Sønderjyske, Mathias Jørgensen, havde et raid efter en snes minutter, men hans cutback til Andres Jasson blev formøblet på det skammeligste.

Bedst som en nordjysk scoring lå i luften, kom bundholdet foran. ”Bisse” havde VB’s første forsøg i det 23. minut, da hans kvalificerede langskud resulterede i et ups-hovsa-hjørne fra en lidt shaky Vincent Müller. Og det skulle blive verhängnisvoll for gæsterne … Musa Juwara sendte en sjældent giftig, indadskruet serv ind i feltet, hvor Richard Jensen med ægte finsk sisu kom stormende til og gav VB en uvant føring.

Med 1-0 i ryggen fik vejlenserne mere ro på spillet efter en noget hektisk første halvdel af 1. halvleg. VB’s klejne, men løbestærke midtbane med Kirkegaard, Lauritsen og Hetemi fik sat skik på spillet og begyndte at finde hullerne.
Emmanouilidis havde et behjertet skud fra distancen, men Müller var vaks ved havelågen, så 1-0 ved halvtid.

AaB bragte Nicklas Helenius efter pausen – nu skulle der ske noget. Det gjorde der da også – men i den anden ende. …  Tobias Lauritsen spillede bolden ud på Emmanouilidis, der fra kanten af feltet i venstre følte bolden ind i den fjerneste trekant. Flot scoring!

Desværre for bundholdet holdt tomålsføringen kun fem minutter – ikke nok til, at frustrationerne for alvor havde sat sig hos nordjyderne. Oliver Ross var hurtigt over en løs clearingsbold fra Richard Jensen og halvflugtede fra kanten af feltet ind under en ikke ganske sagesløs Igor Vekić.
Emmanouilidis var snublende tæt på at genoprette den betryggende føring, men hans afrettede afslutning gik til hjørne

Teja lavede to dobbeltudskiftninger med tre minutters mellemrum. Thomas Gundelund gjorde comeback efter en lang skadespause – og det blev på den lidt uvante midtbaneplads, som ”Gunde” dog har bestridt før. Yeboah, Albornoz og Čolina var de øvrige indskiftere. Kirkegaard, Ngbakoto, Emmanouilidis og Elvius havde spillet færdigt.

AaB pressede på for udligning, og Oliver Ross driblede sig igennem, men overplacerede sin afslutning.
Van Bruggen afløste ”Bisse” de sidste 10 minutter plus det løse, og Teja ommøblerede til et tremands forsvar.
Udligningen kom i det 83. minut. Få øjeblikke efter at Gundelund IKKE fik et frispark, da han ellers blev revet omkuld, scorede Mads Bomholt til 2-2 fra kanten af feltet. Nej, dommer Morten Krogh kan næppe imødese julekort fra Blok E – det er i øvrigt også blevet for dyrt i porto…

Indskiftede Yeboah kunne næsten genoprette VB-føringen to minutter senere, men hans frie hovedstød blev flot reddet af Müller.
I overtiden havde Oliver Provstgaard bolden i det nordjyske net, men et særdeles langt VAR-check bekræftede linjedommerens flagning for offside.
De rødklædte fanarme var dog atter på vej i vejret i de absolut sidste minutter af den topunderholdende fodboldkamp, da Gundelunds fine langskud havde den helt rigtige retning, men ny Glanzparade af Müller.

Ved 2-2 blev det således for øjnene af 6481 vidner – heraf et meget velbesøgt og meget højtsyngende gæsteafsnit, som bidrog flot til den intense stemning.
Advarsler til Gundelund og fysisk træner Juan Gomez. Tobias Lauritsen blev kampens spiller.

Der er noget at bygge videre på for VB efter en flot kamp, og det har man da også hele 14 dage til pga. landskampspausen. Næste opgave er såmænd FCK i Parken…

Grundspil, 3F Superliga 2024-25, Vejle Stadion
Fredag den 4. oktober 2024 kl. 19.00
Vejle Boldklub – AaB 2-2 (1-0)
24. 1-0 Richard Jensen
50. 2-0 Dimitris Emmanouilidis
55. 2-1 Oliver Ross
83. 2-2 Mads Bomholt

Kort:
86. Thomas Gundelund (gult kort)

Indskiftninger:
69. Yeni Ngbakoto ud Emmanuel Yeboah ind
69. Kristian Kirkegaard ud Thomas Gundelund ind
73. Marius Elvius ud Miiko Albornoz ind
73. Dimitris Emmanouilidis ud David Čolina ind
81. Tobias Lauritsen ud Damian van Bruggen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić

Luka Hujber
Richard Jensen
Oliver Provstgaard (anfører)
Marius Elvius

Tobias Lauritsen
Lundrim Hetemi

Dimitris Emmanouilidis
Kristian Kirkegaard
Musa Juwara

Yeni Ngbakoto

Bænken:
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Thomas Gundelund
Miiko Albornoz
Damian van Bruggen
Ebenezer Ofori
Anders K. Jacobsen
Emmanuel Yeboah
Christian Gammelgaard
David Čolina

Dommer: Morten Krogh
Tilskuere:
6.481

AaB (4-3-3): Vincent Müller – Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Bjarne Pudel, Andreas Bruus – Andres Jasson (46: Mads Bomholt), Mylian Jiménez (80: John Iredale), Melker Widell – Jubril Adedeji (46: Nicklas Helenius), Oliver Ross, Mathias Jørgensen
Træner: Menno van Dam

Kort:
90. Bjarne Pudel (gult kort)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV