VB mistede sæsonens første point i tillægstidens tillægstid…

Foto: Johnny Kristensen

Bedst som man ikke syntes, det kunne blive værre for VB – ja, så kunne det faktisk. Med seks minutter lagt til på Sydbank Park i Haderslev og over 96 minutter spillet så det med en rimelig 1-1 stilling ud til, at VB’s grimme nul på pointtavlen skulle slettes. Men rutinerede Marc Dal Hende, der var skiftet ind med en snes minutter igen, bankede et af kampens sidste spark i nettet til en 2-1 sejr til ligeledes trængte Sønderjyske. Det var Yeni Ngbakoto, der med sin udligning i det 73. minut havde bragt et forløsende point inden for rækkevidde. VB har imidlertid pt. al den utur, et bundhold kan tilkomme.

Af Ole Kristensen | 22. september 2024

I lighed med sidste weekend havde VB skiftet på fire pladser – man kan ikke sige, Prelec lader noget være uforsøgt. Denne gang var Ngbakoto, Kirkegaard, Juwara og Velkov bænket. Ind på holdet rykkede Lauritsen, Emmanouilidis, Hujber og Gammelgaard.
For første gang stillede gæsterne i en 4-3-3 formation med Richard Jensen og Provstgaard i midten og Hujber og Elvius på backs. Hetemi og Barry udgjorde midtbanen bagerst med Lauritsen foran, fremme Gammelgaard, Anders K. Jacobsen og Emmanouilidis.
Haderslev-holdet havde skiftet på tre pladser. Bl.a. var ex-VB’er Tobias Sommer røget ud blandt indskifterne.

Endnu en vidunderlig Indian Summer søndag havde lukket 5501 tilskuere af huse. Heraf en pæn enklave masochistiske rødtrøjer, som bag det af målene, der lå i skyggen, altså hverken fik sol eller point med hjem til Vejle. Man må næsten håbe, de lige fortsatte lidt længere sydpå og over grænsen for da i det mindste at få 100 gram bland-selv-slik og en ramme Flensburger Pils med sig hjem fra Otto Duborg for i det mindste at dulme smerten ved at være VB-fan lige nu …

”Håbet er det sidste, der dør…” sagde Thomas Gravesen i sidste søndags Onside, og den gamle VB-, HSV- og Real Madrid-gavflab lod kækt en af sine forudsigelser gå på en VB-sejr i Haderslev. Det gav desværre ikke de udlovede to point til ”Graver”…

Efter en jævnbyrdig, om end lidt forsigtig, indledning, hvor de to hold følte hinanden på tænderne, kom der lidt gang i løjerne omkring det 13. minut. Gammelgaard spillede A.K. Jacobsen helt fri, men stor fodparade af Jakob Busk i Haderslev-målet. Øjeblikket efter var de lyseblå i en lignende situation i modsat ende, men en blokering satte en stopper for det forsøg.

Hjemmeholdet var i stigende grad på bolden, og et stedse lavere stående VB-hold forfaldt for ofte til planløst at sparke bolden væk, ligesom antallet af hjørnespark i Sønderjyske-favør øgedes. Og på et sådant kom værterne ikke overraskende foran, da den tidligere Hvidovre-spiller Lirim Qamili pandede serven fra Ingason ind i krogen efter 27 minutter.

Hjemmeholdet havde nu et resultat og havde ikke problemer med at køre det til pausen mod et mandskab, der gerne ville, men ikke kunne.

VB kom bedre ud til 2. halvleg, hvor Kirkegaard havde afløst Barry. Det var dog først Lirim Qamili, der kom i omstilling efter et blokeret Emmanouilidis-indlæg, men den ellers målfarlige offensivspiller overplacerede sin afslutning.
Prelec dobbeltudskiftede efter en time. ”Dimi” og ”AK” havde spillet færdig og gjorde plads for Ngbakoto og Juwara.

VB fik spillet flyttet længere og længere frem og pressede tiltagende på for en udligning, mod noget tøvende og passive sønderjyder. Efter 68 minutter filigranbroderede vejlenserne sig igennem det lyseblå felt, men Lauritsen nåede aldrig at få en afslutning på, før han blev blokeret. Juwara headede senere lige i labberne på Busk.

Den ikke ufortjente udligning kom dog i det 73. minut. På et ellers vanskeligt indlæg fra Juwara fik indskiftede Ngbakoto alligevel vendt sig i luften og ekvilibristisk pandet bolden forbi Busk til 1-1.
Yeboah afløste nu Gammelgaard.

VB mistede momentum efter scoringen og kom langt bagud og stå, og det var nu Sønderjyske, der jagtede en scoring. Indskiftede Mads Agger testede Vekić, som dog havde paraderne oppe.
Van Bruggen afløste Lauritsen som VB’s sidste udskiftning. Værternes Rasmus Vinderslev flugtede tæt forbi i en situation, hvor VB’s Richard Jensen var ukampdygtig med krampe. Finnen, der havde fået meget raget til sig, måtte stå en midtbane i tillægstiden, men da uret havde passeret 96 minutter, tydede alt dog på, at VB skulle redde sig et uafgjort resultat. Men åbningerne var store i det decimerede og trætte VB-forsvar, og veteranen Dal Hende – skiftet ind i en kamp valgt til Veteranmatch – kunne brage bolden i mål til allersidst. Sådan kan fodbold være så grusomt, og VB-lejren gik lige så meget i sort som storskærmen på Sydbank Park. En mus havde været på spil mente stadionspeakeren, som også benævnte Sønderjyskes modstandere Vejle fB. Vi tror dog ikke, han dermed insinuerer en evt. kommende fusion med et hold fra Vestkysten…

Advarsler til Elvius, Lauritsen, Kirkegaard, Juwara og Hetemi samt til ass. Grlić på bænken. Sønderjyske nøjedes med gult til keeper Busk.
VB er med nederlaget stadig det eneste hold i Danmarksturneringen, der ikke er kommet på pointtavlen. På søndag venter F.C. København så i Nørreskoven…

Grundspil, 3F Superliga 2024-25, Sydbank Park, Haderslev
Søndag den 22. september 2024 kl. 14.00
Sønderjyske Fodbold – Vejle Boldklub 2-1 (1-0)
27. 1-0 Lirim Qamili
74. 1-1 Yeni Ngbakoto
90. 2-1 Marc Dal Hende

Kort:
12. Marius Elvius (gult kort)
42. Tobias Lauritsen (gult kort)
65. Kristian Kirkegaard (gult kort)
71. Musa Juwara (gult kort)
75. Lundrim Hetemi (gult kort)

Indskiftninger:
46. Hamza Barry ud Kristian Kirkegaard ind
61. Dimitris Emmanouilidis ud Musa Juwara ind
61. Anders K. Jacobsen ud Yeni Ngbakoto ind
77. Christian Gammelgaard ud Emmanuel Yeboah ind
89. Tobias Lauritsen ud Damian van Bruggen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić

Luka Hujber
Richard Jensen
Oliver Provstgaard (anfører)
Marius Elvius

Hamza Barry
Lundrim Hetemi
Tobias Lauritsen

Christian Gammelgaard
Anders K. Jacobsen
Dimitris Emmanouilidis

Bænken:
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Yeni Ngbakoto
Kristian Kirkegaard
Musa Juwara
Stefan Velkov
Damian van Bruggen
Ebenezer Ofori
Emmanuel Yeboah
Masaki Murata

Dommer: Simon Duerlund Rasmussen
Tilskuere:
5.501

Sønderjyske (4-3-3): Jakob Busk – Jeppe Simonsen (63: Andreas Oggesen), Maxime Soulas, Daniel Gretarsson, Ebube Duru (72: Marc Dal Hende) – Sefer Emini, Rasmus Vinderslev, Lukas Björklund (63: Mads Agger) – Lirim Qamili, Kristall Ingason (81: Ivan Djantou), Jose Gallegos (63: Tobias Sommer)
Træner: Thomas Nørgaard

Kort:
75. Jakob Busk (gult kort)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV