Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 15. juli 2023
Kampen var ganske intens med en del frispark, kontroverser mellem spillerne og diskussioner med dommertrioen …
Værterne fik en smule oprejsning i den opfølgende kamp over 2 x 30 min. mellem de to klubbers ”reserver” – her vandt VB 4-3.
Både VB og Vendsyssel stillede i stærkeste opstilling i den første kamp. Foran Trott spillede Kolinger, anfører Albentosa og Provstgaard, mens Gilli Rólantsson og Albornoz var wingbacks. Ofori og Hetemi spillede inde centralt, mens Musa Juwara, Onugkha og Kirkegaard løb helt fremme.
Gæsterne havde alle tre ex-VB’ere, Mads Greve, Lucas Jensen og Emil Agger, med fra start.
Vendsyssel lagde ud med et højt og aggressivt pres, men det var alligevel VB, der burde have åbnet scoringen allerede efter fire minutter. Kirkegaard spillede Musa Juwara godt op, den lille gambianer gled fri med et godt træk, men overplacerede sin afslutning.
Fem minutter efter var Juwara på spil igen, da han gik godt fri i højre, men han strandede på VFF’s dygtige keeper, Marcus Bundgaard.
I stedet blev det 0-1 i det 17. minut. Marcus Hannesbo modtog en lang fremlægning i stærkt offside-mistænkelig position, og alle VB’ere stod med løftede, appellerende arme. Linjedommeren var dog af en anden mening, og Hannesbo kanonerede bolden ind højt i målet via Trotts handskespidser.
Fem minutter senere blev det 0-2, og igen var Hannesbo i billedet. Fra venstre slog han et glimrende indlæg over mod bagstolpen, hvor Lucas Jensen headede i mål utageligt for Nathan Trott.
Hjemmeholdet kom til flere lovende situationer, men den sidste eller næstsidste pasning savnede for ofte kvalitet. Efter 35 minutter appellerede hjemmeholdet energisk for straffe mod en i 1. halvleg meget synlig Musa Juwara, men Kühns fløjte var tavs. Et kvalificeret forsøg fra Rólantsson lige forbi var det eneste yderligere, der skete i 2. halvleg.
Straks efter pausen havde gæsterne bolden i VB-nettet efter hjørne, men til gæsternes frustration fandt Daniel Kühn et frispark til de rødblusede.
Minuttet efter skulle det dog blive 0-3. Lucas Jensen tog bolden med sig med hånden og scorede via foden af stolpen, men hverken dommer eller linjedommer fandt grund til at reagere i situationen. Nu var det VB-lejren, der var frustreret …
Efter et frispark til VB, som imponerende indbragte VFF hele to advarsler for at bremse en omstilling eller forsøg derpå, blev det 1-3. Albornoz servede ind til Albentosa, som headede i mål.
VB var nu meget på bolden og pressede på for en Anschlusstreffer. Hetemi snoede sig flot fri og spillede Onugkha godt op, men angriberens indersideafslutning gik forbi.
Få minutter senere forsøgte Onugkha at slå mønt af en lille skovtur fra Marcus Bundgaard, men VFF-keeperen gjorde selv skaden god og reddede.
VB skiftede syv mand mod slutningen, og 1-4 skulle det også blive. Et kvarter før tid dømte Daniel Kühn straffe for hands mod Kolinger. Okosun eksekverede til 1-4.
Hjemmeholdet forsøgte til det sidste lidt kosmetik – indskiftede Busuladzic forsøgte sig kvalificeret, men Bundgaard reddede flot, mens Kolinger headede ved siden af efter frispark. Så det hele endte ud i et tremålsnederlag til VB i den sidste test.
Der er stadig arbejde at gøre for trænerteamet …
Der var oprejsning i den anden kamp, som blev spillet umiddelbart efter. Her vandt VB en for lille sejr på 4-3 i en kamp, hvor der periodevis var lidt åbent hus i de bageste geledder.
Værterne havde Igor Vekic mellem stængerne – slovenerens første kamp i VB-trøjen. Velkov, Ezatolahi og anfører Busuladzic udgjorde bagkæden, mens Elvius og Høllsberg var wingbacks. Tobias Lauritsen og Hamza Barry lå centralt på midtbanen, mens Drammeh, Sukuta-Pasu og Bredahl spillede fremme.
Drammeh nåede dog kun at spille et par minutter, før han skadet måtte lade sig udskifte med Oliver Amby.
Det blev en meget publikumsvenlig kamp (uden publikum) med masser af situationer i felterne – hovedsagelig nordjydernes.
VB kom foran efter en halv snes minutter, da Stefan Velkov fyrede særdeles kompetent af udefra, og det let afrettede skud strøg i mål.
VFF’s Emil Seedorff udlignede dog to minutter senere, da han nåede en fremlægning en my inden Igor Vekic.
Straks ind i 2. halvleg, altså i det 32. minut, bragte Andreas Bredahl på ny VB foran. Angriberen trak sig godt fri og scorede i det korte hjørne.
Sukuta-Pasu blev spillet godt op af Busuladzic, men stor redning af VFF-keeperen, som også forhindrede et selvmål kort efter …
3-1 skulle det dog blive med et kvarter tilbage. Elvius spillede glimrende på tværs, hvor Hans Høllsberg kom til og placerede bolden perfekt op ad stolpen.
Trætte vendelboer truede nu med at gå lidt i opløsning, og spillet op af Tobias Lauritsen kunne Hamza Barry kort efter hamre en 4-1 scoring i mål.
Henrik Pedersens tropper fandt dog deres anden luft i slutminutterne, mens VB-defensiven var gået på weekend, og Vendsyssel-spiller samt en helt fri Jeppe Syndergaard kunne reducere to gange.
Dermed sluttede et målrigt dobbeltarrangement, og begge klubber har nu en uges hårdt arbejde foran sig inden sæsonstarten.
Træningskamp, VB Parken
Lørdag den 15. juli 2023 kl. 13.00
Vejle Boldklub - Vendsyssel FF 1-4 (0-2)
17. 0-1 Marcus Hannesbo
22. 0-2 Lucas Jensen
50. 0-3 Lucas Jensen
58. 1-3 Raúl Albentosa
75. 1-4 Simon Okosun (straffespark)
Indskiftninger:
71. Oliver Provstgaard ud Stefan Velkov ind
71. Musa Juwara ud Mouhamadou Drammeh ind
71. Gilli Rólantsson ud Marius Elvius ind
76. Lundrim Hetemi ud Tobias Lauritsen ind
76. German Onugkha ud Richard Sukuta-Pasu ind
76. Ebenezer Ofori ud Azer Busuladzic ind
81. Kristian Kirkegaard ud Andreas Bredahl ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Nathan Trott
Denis Kolinger
Raúl Albentosa (anfører)
Oliver Provstgaard
Gilli Rólantsson
Ebenezer Ofori
Lundrim Hetemi
Miiko Albornoz
Musa Juwara
German Onugkha
Kristian Kirkegaard
Bænken:
Igor Vekic (m)
Hamza Barry
Mouhamadou Drammeh
Azer Busuladzic
Stefan Velkov
Richard Sukuta-Pasu
Hans Høllsberg
Tobias Lauritsen
Oliver Amby
Andreas Bredahl
Marius Elvius
Saeid Ezatolahi
Dommer: Daniel Kühn (3DV)
Tilskuere: 0
Træningskamp, VB Parken
Lørdag den 15. juli 2023 kl. 15.00
Afviklet over to gange 30 minutter
Vejle Boldklub - Vendsyssel FF 4-3 (1-1)
11. 1-0 Stefan Velkov
13. 1-1 Emil Seedorf
32. 2-1 Andreas Bredahl
45. 3-1 Hans Høllsberg
47. 4-1 Hamza Barry
55. 4-2 Ukendt
57. 4-3 Jeppe Syndergaard
Kort:
50. Marius Elvius (gult kort)
Indskiftninger:
4. Mouhamadou Drammeh ud Oliver Amby ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekic
Stefan Velkov
Saeid Ezatolahi
Azer Busuladzic (anfører)
Marius Elvius
Tobias Lauritsen
Hamza Barry
Hans Høllsberg
Mouhamadou Drammeh
Richard Sukuta-Pasu
Andreas Bredahl
Bænken:
Oliver Amby
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.