Foto: Johnny Kristensen
Af Ole Kristensen | 24. november 2024
Mihai Teja kan lide at blande kortene, og udover at gå i en 4-2-3-1 formation havde han foretaget ikke færre end fem ændringer i starteren i forhold til de 11, der blev sendt på banen mod Sønderjyske for 14 dage siden. Ud gled en syg Kirkegaard, Hetemi, Juwara, A.K. Jacobsen og Gundelund, og ind kom Barry, Ngbakoto, Gammelgaard, Yeboah og Hujber.
En tidlig Kong Vinter havde fjernet sin kolde hånd fra lilleputriget og erstattet den med mere traditionelt mildt, gråt og fugtigt efterårsvejr.
Dommer Morten Krogh havde over for 4.757 tilskuere en mere afslappet dag på kontoret end afvigte weekend i Bukarest, hvor han lagde fløjte til Nations League opgøret mellem Rumænien og Kosovo og måtte se kosovarerne udvandre i tillægstiden …
Efter en jævnbyrdig indledning fik hjemmeholdet den ultimative mulighed for en ønskestart på opgøret. VAR-kontoret fik øje på en hånd på bolden fra Provstgaard i et RFC-gennembrud og kaldte Krogh ud for at se streaming tv, og selvfølgelig pegede opmanden kort efter på pletten. Ikke andre love giver så mange straffespark stik imod spillets ånd som den fjollede miskmask-hands-regel. Men det er som med vejret – alle taler om det, men ingen gør noget ved det …
Igor Vekić forpurrede dog randrusianernes gyldne chance ved at redde stort på Simen Bolkan Nordli.
Samme Nordli forsøgte at gøre skaden god igen, da han efter en hurtig Randers-omstilling fik en god skudmulighed, men Vekić reddede den flade afslutning.
Skønt de lyseblå bestemt ikke spillede fejlfrit, men excellerede i ikke så få boldtab og fejlafleveringer, så havde Hestene langt lettest ved at få noget sat sammen, der gav muligheder. Der var således en række hele og halve chancer i løbet af kampens første halvdel. Mathias Greve sparkede over i lovende position, Dammers hovedstødte forbi efter hjørne. Bany curlede bolden lige forbi fjerneste opstander, og Nordli kom en my for sent til Tourés aflevering ind i det lille felt.
Modsat havde ganske nervøst og hektisk spillende vejlensere langt vanskeligere ved at få noget farligt sat op. Tættest på var Emmanouilidis, da han fik en hovedstødschance i det 38. minut på Čolinas indlæg, men grækeren blev blokeret til gæsternes første hjørnespark.
De rødblusede kunne gå til pause med en smigrende 0-0 stilling.
10 minutter ind i 2. halvleg kom dog das längst fällige eins zu null. Et hurtigt velgennemført RFC-angreb i dybden afsluttet af Simen Nordli med Bany som assist sendte værterne i front.
Teja sendte Juwara på banen for Gammelgaard, men i det 67. minut slukkede randrusianerne endegyldigt lyset for VB. Efter en lille god periode for vejlenserne med megen boldbesiddelse brød de lyseblå igennem i højre og Simen Nordli kunne med sin anden scoring forvandle en aflevering ind i det lille felt til 2-0.
Ngbakoto var dog minuttet efter tæt på at bringe VB tilbage i kampen, da han opfangede en løs, lyseblå aflevering og fyrede af fra 30 meter, mens keeper Paul Izzo var væk, men bolden strøg lige forbi.
Også indskiftede Juwara forsøgte sig opportunistisk, men også snært forbi,
Teja byttede Hetemi ind for Lauritsen, og med 10 minutter igen tripleudskiftede han så. Ind kom Gundelund, AK og Elvius for Hujber, Ngbakoto og Emmanouilidis.
Udover en stor redning af Vekić på indskiftede Noah Shamoun skete der ikke mere udover at van Bruggen så gult – VB’s eneste advarsel i kampen.
VB spillede ikke nogen god kamp og har det mere end svært i bunden af 3F Superliga. På den anden side af FC Midtjylland-kampen næste søndag venter en tiltrængt juleferie.
Grundspil, 3F Superliga 2024-25, Cepheus Park Randers
Søndag den 24. november 2024 kl. 14.00
Randers FC – Vejle Boldklub 2-0 (0-0)
55. 1-0 Simen Bolkan Nordli
67. 2-0 Simen Bolkan Nordli
Kort:
90. Damian van Bruggen (gult kort)
Indskiftninger:
64. Christian Gammelgaard ud Musa Juwara ind
73. Tobias Lauritsen ud Lundrim Hetemi ind
80. Dimitris Emmanouilidis ud Marius Elvius ind
80. Yeni Ngbakoto ud Anders K. Jacobsen ind
80. Luka Hujber ud Thomas Gundelund ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Igor Vekić
Luka Hujber
Damian van Bruggen
Oliver Provstgaard (anfører)
David Čolina
Hamza Barry
Tobias Lauritsen
Christian Gammelgaard
Yeni Ngbakoto
Dimitris Emmanouilidis
Emmanuel Yeboah
Bænken:
Tobias Haahr Jakobsen (m)
Thomas Gundelund
Miiko Albornoz
Musa Juwara
Stefan Velkov
Anders K. Jacobsen
Richard Jensen
Lundrim Hetemi
Marius Elvius
Dommer: Morten Krogh
Tilskuere: 4.757
Randers FC (4-2-3-1): Paul Izzo – Oliver Olsen, Wessel Dammers, Daniel Høegh, Nikolas Dyhr (85: Björn Kopplin) – John Björkengren, André Rømer – Mathias Greve (85: Mike Themsen), Tammer Bany (73: Stephen Odey), Simen Bolkan Nordli (73: Noah Shamoun) – Mohamed Touré (82: Norman Campbell)
Træner: Rasmus Bertelsen
Kort:
32. Nikolas Dyhr (gult kort)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.