Van Bruggen før Farum: Fortsat meget at slås for

Foto: Daniel Abedeny

Damian van Bruggen fik en god debut, da han tilbage i august spillede sin første kamp for Vejle Boldklub mod FC Nordsjælland. Hollænderen påpeger, at man i 0-1-nederlaget spillede helt lige op med fredagens modstander.

Af Lars Christensen | 5. marts 2025

- Jeg kan tydeligt huske min debutkamp i sommer. Det er altid specielt i en ny klub og en ny liga, når man træder ind første gang. Holdet kom fra en god kamp i Brøndby og vi leverede også en kamp mod FCN, hvor vi burde have fået point med. Det var lige på chancer, vi spillede optimistisk, og i sidste ende var det tæt på, at vi fik udlignet, så det var med blandede følelser efterfølgende, siger Damian van Bruggen.

- I det første opgør fik vi lagt en god plan, hvor vi fik lukket ned for dem i lange perioder. Så var det en dødbold, der blev til en omstilling imod i anden halvleg, som kostede det afgørende mål, og det er de helt små detaljer, der flytter pointsene i sidste ende. Men helt overordnet kigger vi positivt tilbage på det første opgør, og jeg er sikker på, at vi kan lave en ny god kamp på fredag, siger Damian van Bruggen.

Kommer med fire points i tre kampe i bagagen

Foråret har budt på en sejr, en uafgjort og et nederlag, men den hollandske stopper er positiv, når han gør en foreløbig status.

- Selvom den seneste kamp altid står klarest i bevidstheden, så tillader jeg mig at være positiv. Vi har gode momenter i alle vores kampe, og vi spiller med. Vi har set video fra Viborg og italesat vores udfordringer. Det er især i vores svære perioder før pausen, at vi skulle være smartere. Nede 0-2 op til pausen, skal vi være bedre til at lukke kampen ned. 0-2 kan du arbejde videre fra efter en pause, men 0-3 er virkelig et svært udgangspunkt. Det må ikke ske igen, at vi indkasserer tre mål på en halv time, for så har vi gjort det rigtig svært for os selv, siger Damian van Bruggen.

- Vi viste vores kvaliteter efter pausen i Viborg, og det var den følelse, der også fyldte noget bagefter. Vi efterlod et bedre indtryk baseret på de sidste 45 minutter kontra de første. Havde vi fået reduceret en gang mere, så havde vi været tilbage i kampen, men vi fik ikke helt trykket nok på, siger Damian van Bruggen.

Den 28-årige hollænder er i gang med første sæson i Superligaen, og han har fået et godt indtryk.

- Mit indtryk er, at den danske liga er helt kompetitiv. Jeg har spillet mod alle hold, og der er ikke noget, der er umuligt for bundholdene. Vi har været med i mange kampe, og det fortæller mig, at jævnbyrdigheden er stor. Det gør det ikke alene, men vi rejser til Nordsjælland med troen på, at vi med en ny fight kan lave et godt resultat. Vi har været igennem både op- og nedture i denne sæson, men nederlaget i Viborg slår os bestemt ikke ud. Vi har fortsat meget at slås for, siger Damian van Bruggen.

Efter to græskampe skal vi tilbage til kunstgræs. Får det nogen betydning?

- Vi har, siden vi kom tilbage fra vinterpausen, trænet rigtig meget på kunstgræs. Vi ved, at det er et hurtigt underlag, som FCN er vant til at spille på, men alle spillere er vant til at skifte fra det ene underlag til det andet. Vi ved, at vi skal over på deres bane, som er kunstgræs, og det er vi forberedt på, siger Damian van Bruggen.

Hollandsk klubkammerat med Vejle og FC Nordsjælland-fortid

Vejle Boldklub og FC Nordsjælland har mødt hinanden regelmæssigt op igennem nullerne og tierne, og spillere som Peter Ankersen, Erik Marxen, Mads Døhr Thychosen, Benjamin Hansen, Indy Groothuizen og Wahid Faghir har repræsenteret begge klubber.

Damian van Bruggen er årgang 1996 ligesom landsmanden Indy Groothuizen, og de har begge fået dele af fodboldopdragelsen på akademiet i storklubben Ajax Amsterdam.

- Jeg har en god relation til Indy, da vi både spillede sammen i Ajax på ungdomsholdene og på de hollandske ungdomslandshold. Han var en god målmand og en top fyr. Vi spillede sammen på U21-landsholdet i den periode, hvor han var udlejet til FC Nordsjælland, så der talte vi om hans oplevelser og tid i Danmark. Jeg husker, at han desværre blev skadet og måtte vende tilbage til Ajax efter sæsonen uden helt at have fået den spilletid, han håbede på, siger Damian van Bruggen.

Målmanden Indy Groothuizen, der fra 2019-21, spillede i VB og var med til at rykke op i Superligaen og sikre vejlenserne overlevelse i den bedste række, har tidligere omtalt FC Nordsjælland som den danske udgave af Ajax Amsterdam.

Er det en sammenligning du kan genkende?

- Den sammenligning forstår jeg godt, at Indy er kommet med. Han har været i begge klubber, og set hvordan de arbejder med spillerne. Indy er en dygtig målmand med fødderne, så det var ikke helt unaturligt, at han endte i FCN, selvom det var et skifte til et nyt land for ham. Nordsjælland har en meget klar idé om, hvordan de gerne vil spille fodbold, og de arbejder på deres egen måde. De er gode til det, de gør, men de er ikke urørlige. Vi havde lagt en god plan i kampen i Vejle, hvor jeg synes, at vi lukkede ned for mange af deres styrker, uden at vi gik på kompromis med vores egne spillemæssige kvaliteter, og det skal vi prøve igen, slutter Damian van Bruggen.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV