U19: VB videre i Pokalen efter revanche i lokalderbyet

Arkivfoto: Carl Forssling

For ni dage siden tabte VB’s ældste akademihold 1-3 til AC Horsens i Ligaen. Mandag aften fik Jyllands Rubin så revanche, da holdet på Langmarksvej vandt opgøret i DBU Jyllands Pokalturnering 4-2. VB fik to gange en føring hentet, men profiterede i slutminutterne af lokalunionens regel om tidsbegrænset udvisning ved gult kort og kunne slutte med to mand i overtal, hvilket gav sejren. Rasmus Koch, Samuel Hust, Hjalte Gitz og Anas Raheel (billedet, red.) nettede for gæsterne.

Af Ole Kristensen | 9. december 2024

Der var to ændringer i VBs starter i forhold til fredagens Ligakamp mod AGF. 1. års seniorspillere må ikke benyttes i pokalturneringen, hvorfor Lasse Flø og Andreas Tomaselli var gledet ud af truppen siden mødet med aarhusianerne. Det var Anders Sønderskov også, da midtstopperen stod over. Aiham Dahche spillede for Flø på backen, mens Hjalte Gitz tog plads ved siden af Klaster i midterforsvaret.

I en ret beset chancefattig 1. halvleg faldt der alligevel tre mål, som dog i høj grad skyldtes individuelle præstationer.
I det 18. minut blev Rasmus Koch væltet i oplagt scoringsposition i feltet af ACH-keeper Christian Levy Rasmussen. Straffe, men keeperen undgik følgestraf. Koch eksekverede sikkert selv fra pletten.
Glæden var dog kort, for blot tre minutter senere skiftede måltavlen i AC-favør. Et usandsynligt flot langskud i det fjerneste hjørne fra Mustafa Salah, ein wahrer Sonntagsschuss, bragte balance i regnskabet.
Det ville Samuel Hust da ikke stå tilbage for, og se, om vi ikke fik to søndage i en uge, og så på en mandag … Hust rykkede sig fri otte minutter senere og hamrede fra buen bolden ind i krogen!

Mere skete der ikke i de første 45 minutter, hvor VB havde mest organiseret spil, men hele tiden skulle tage sig i agt for Den gule Fares omstillinger. Mange af AC’s nye afrikanere har fysik og speed, og det gik stærkt den anden vej, når VB mistede bolden!

10 minutter ind i kampens anden halvdel fik hjemmeholdet udlignet. Efter snært Horsens-spil i VB-feltet kunne Ouorou score fladt ved stolpen mellem venner og fjender.
Opgøret var stadig forholdsvis chancefattigt, men værternes Rasmus Nybo var dog ganske tæt på et føringsmål efter et VB-boldtab og efterfølgende omstilling. Øjeblikket efter var VB’s Bright Appiah fri i den anden ende, men Christian Levy reddede.

Som bekendt blev der spillet efter DBU Jyllands regler, så VB måtte efter en time overleve ti minutters udvisning af Bright Appiah som følge af et gult kort. Udskiftede spillere må også genindtræde, så Lykkebak og Fjord Stengaard returnerede til banen med 10 minutter igen.

VB fik fordelen af at slutte med 11 mod 9, da det kneb lidt med disciplinen hos værterne, der måtte se Ngon og Moro gå ud med gule kort.
Det udnyttede vejlenserne til fulde. Først måtte keeper Levy Rasmussen, med en fortid på VB Akademiet, ud i en stor redning på et Clemens Astrup-frispark. Og i det 86. gik det så galt for de gulblusede, da Hjalte Gitz kunne heade Magnus Udengaards hjørnespark i mål.
Gæsterne sværmede stadig om de decimerede AC-mandskabs mål, og Asger Fjord var tæt på at lukke og slukke med et godt skud, som Levy dog reddede flot. I det 89. minut måtte Horsens målmanden dog give fortabt, da Anas Raheel støvede af efter en keeper-parade på et hårdt spark fra Lykkebak.

Gemytterne kom i kog i de døende minutter, og dommer Nicolai Viig Nørkjær smed om sig med trumferne. Hust, Lykkebak og AC’s Hussein så gult, mens de Gules spiller med det gode fodboldnavn og det flotte langskudsmål, Salah, så rødt. Og så skete der end ikke noget med AC-spilleren, der slog Samuel Hust ned uden for dommertrioens synsfelt. Jo, fodboldåret sluttede dramatisk.

Fortjent sejr til VB’s U19-hold, der nu kan gå på juleferie med den rare konstatering, at man nu står i kvartfinalen i DBU Jyllands Pokalturnering.

Niclas Hougaard: Fedt at gå på ferie med sådan et resultat!

- Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvor mange spillere der egentlig var på banen til sidst, erkendte en lettere forvirret Niclas Hougaard efter den turbulente afslutning.

- Efter nogle magre år i pokalturneringen med hurtigt exit er det da rart nu at have vundet to runder! Vi starter fint, men vidste også godt, at Horsens har nogle individualister, som ud af ingenting kan få det til at gå stærkt, hvis vi mister bolden de forkerte steder – så er der fart over feltet! Så vi måtte ikke blive for sårbare i defensiven.

Hougaard påpegede, at hans hold syntes at miste lidt energi efter pausen, hvilket dog var meget naturligt set i lyset af, at VB så sent som i fredags mødte AGF i Ligaen.

- Så vi skifter lidt ud, og da vi så har overstået perioden i undertal med Brights 10 minutters udvisning, får vi igen momentum. Og så slår vi jo mønt af deres to advarsler mod slutningen. En god og moden indsats i en ret beset chancefattig kamp på trods af de mange mål. Det var den sidste kamp i sæsonen, så måske var det lidt med håndbremse og kun 95% - for begge hold. Horsens presser os jo heller ikke, selv da de er i overtal. Der blev ikke satset det hele.

Træneren forklarede, at Lykkebak efter en god 1. halvleg måtte have pause pga. sin ankel. Men kan kunne jo så returnere i de sidste 10 minutter.

- Fedt at gå på ferie med sådan et resultat, fastslog en tilfreds Niclas Hougaard.

DBU Jyllands pokalturnering U19 2024-25, ottendedelsfinale
CASA Arena kunstgræsbane, Horsens
Mandag den 9. december 2024 kl. 16.30
AC Horsens - Vejle Boldklub 2-4 (1-2)
18. 0-1 Rasmus Koch (straffespark)
21. 1-1 Mustafa Salah
29. 1-2 Samuel Hust
55. 2-2 Yamirou Ouorou
86. 2-3 Hjalte Gitz
89. 2-4 Anas Raheel

Kort:
61. Bright Appiah (gult kort)
90. Samuel Hust (gult kort)
90. Tobias Lykkebak (gult kort)

Indskiftninger:
46. Tobias Lykkebak ud Yusuf Faghir ind
55. Eman Subašić ud Bright Appiah ind
63. Asger Fjord Stengaard ud Anas Raheel ind
81. Aiham Dahche ud Tobias Lykkebak ind
81. Rasmus Koch ud Asger Fjord Stengaard ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Jonathan Villefrance

Aiham Dahche
Hjalte Gitz
Anton Klaster (anfører)
Magnus Udengaard

Samuel Hust
Clemens Astrup
Tobias Lykkebak

Eman Subašić

Asger Fjord Stengaard
Rasmus Koch

Bænken:
Yusuf Faghir
Bright Appiah
Anas Raheel

Asger Fjord Stengaard (f. 2006) leverede endnu en fin kamp i VB-offensiven, hvor den hurtige mellemrumsspiller flere gange var ved at bryde igennem. Arkivfoto: Carl Forssling

Rasmus Koch (f. 2007) blev væltet i straffesparksfeltet på en lang fremlægning, og så kunne den unge fynbo sikkert eksekvere fra ellevemeterpletten og bringe vejlenserne foran 1-0. Koch åbnede også scoringen i sæsonens første pokalkamp, hvor U19 slog Kolding IF med 5-1. Arkivfoto: Carl Forssling

For Jonathan Villefrance (f. 2006) blev det en glædeligt gensyn med CASA Arena. Han spillede ungdomsfodbold i AC Horsens, inden han via seriefodbold i barndomsklubben Odder IGF skiftede til VB Akademiet. Målmanden havde igen en række fine redninger og var uden chance ved de to horsensianske scoringer. Arkivfoto: Carl Forssling

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV