Arkivfoto: Carl Forssling
Af Ole Kristensen | 3. april 2025
Der var fem ændringer på Mads Nissens startellever i forhold til den uafgjorte kamp på Frederiksberg i lørdags. Gustav Knudsen var ude med sit røde kort mod FCK og blev i målet erstattet af Kasper Holm Rod (f. 2007), der dermed fik sin U19 Liga-debut. Derudover var Samuel Hust, Nikolaj Sønderby, Rasmus Koch og Hjalte Gitz bænket til fordel for Sander Ravn, Tobias Lykkebak, Yusuf Faghir og Aiham Dahche.
Opgøret var pga. et skolearrangement rykket fra på lørdag til det lidt pudsige tidspunkt torsdag eftermiddag, men alligevel var mange vidner mødt op og kunne om ikke andet nyde den milde forårssol omkring kunstbanen i VB Parken.
VB fik den værst tænkelige start, da de sortklædtes Villads Klindt rimelig udækket kunne heade et hjørnespark i mål, inden sekundviseren havde vandret tre omgange.
De rødblusede kom sig på intet tidspunkt før pausen over gæsternes chokføring, og vejlenserne virkede forkrampede og helt uden energi og tænding, hvad bundholdet til gengæld havde nok af i duellerne!
Tilmed måtte VB tidligt udskifte en skadet Clemens Astrup. Sønderjyske havde teten halvlegen igennem – dog uden yderligere at blive farlige – mens vejlenserne slet ikke fik noget sat sammen.
Hjemmeholdet startede også skidt efter pausen, og anfører Tomaselli begik straffespark i det 50.minut. Simon Maass’ forsøg fra de 11 meter blev imidlertid imponerende reddet af Kasper Rod, hvilket burde have været en livline til værterne, som således stadig var inde i kampen, men sådan gik det slet ikke. Som efterfølger af straffesparket fik Sønderjyske tre hjørnespark, uden at VB på noget tidspunkt lykkedes med at få clearet bolden ordentlig væk. På det andet fik de sortklædte en god hovedstødschance, som Rod og overliggeren i fællesskab reddede, men efter det tredje kunne Jonas Jønsson score fladt.
Første VB-forsøg i kampen måtte man vente 66 minutter på – Lykkebak havde et nærgående direkte frispark, som keeper Noah Nguyen tog sig af. I stedet skulle det blive 0-3, da udeholdets indskiftede Elias Hjort-Pedersen let løb fra VB-forsvaret og scorede.
Mads Nissen brugte alle sine indskiftninger, og de nye aktører bragte en vis energi ind i foretagendet. Først i det sidste kvarter vågnede VB dog for alvor op til dåd, men da var slaget tabt. Nu fik vejlenserne sat nogle angreb sammen og kom godt over kanterne, men den sidste præcision i indlæggene savnedes.
Indskiftede Nikolaj Sønderby blev spillet fri, men fik aldrig afsluttet. 1-3 skulle det dog blive, da Hjalte Gitz headede Udengaards fine hjørnespark i mål. Lykkebak fik yderligere en mulighed for reducering, men nåede ikke helt op til indlægget, så ved 1-3 blev det.
Helt fortjent sejr til Sønderjyske, som måske ud over de tre scoringer og straffesparket ikke havde så farligt mange andre chancer, men bundholdet sloges, så blodet sprøjtede, og sejren kan der på ingen måde pilles ved.
VB må på træningsbanen, og der er da også tid til et par træningspas, inden det på onsdag går løs i Silkeborg i pokalturneringen.
Mads Nissen: Vi møder med en for arrogant attitude
Cheftræner Mads Nissen var selvsagt uhyre skuffet efter det uventede nederlag.
- Alle havde øjensynligt en ide om, at det blot var en kamp, der skulle vindes. Vi påtog os en favoritrolle, som ikke passer til os. Vi har jo bolden meget, men er ekstremt ineffektive med den og skaber ingenting. Det var et gok i nøden for vores selvforståelse!
Nissen så dog det positive i, at indskifterne ændrede kampbilledet positivt.
- Vi skifter os bedre i dag og det er et billede på en dejlig bred trup. Men ellers er der ikke meget at glæde sig over. Vi fejler mentalt i dag, for der findes ingen dårlige hold i Ligaen, som man bare kan gå hen over. Vores mindset skal være det samme, om vi møder de store hold som FCK og FCM, eller vi møder de måske mere upåagtede hold – ellers bliver det for arrogant, og så går det galt. Sønderjyske vinder kampen på det, vi ved, de er gode til, standarder og omstillinger, og det får vi ikke dæmmet op overfor. Og så fighter sønderjyderne helt vildt, og det er god læring for os, at det skal man altså kunne stå op overfor og matche dem mentalt og fysisk. Hvis vi skal vinde kampe, er det os der skal løbe mest, være mest fysiske, være i overskud mentalt!
Mads Nissen ser nu frem til to nok lidt forskelligartede kampe.
- Først Silkeborg i pokalen – et hold, der som os gerne vil have bolden og spille. Og så kommer AC Horsens til en kamp, der nok kommer til at ligne den i dag – mere fysisk.
U19 Ligaen 2024-25, VB Parken kunstgræsbane
Torsdag den 3. april 2025 kl. 15.30
Vejle Boldklub - Sønderjyske Fodbold 1-3 (0-1)
3. 0-1 Villads Klindt Sørensen
52. 0-2 Jonas Jønsson
72. 0-3 Elias Hjort-Pedersen
84. 1-3 Hjalte Gitz
Kort:
69. Aiham Dahche (gult kort)
82. Tobias Lykkebak (gult kort)
Indskiftninger:
36. Clemens Astrup ud Hjalte Gitz ind
46. Bright Appiah ud Asger Fjord Stengaard ind
46. Yusuf Faghir ud Nikolaj Sønderby ind
63. Eman Subasic ud Samuel Hust ind
73. Sander Ravn ud Rasmus Koch ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Kasper Holm Rod
Aiham Dahche
Andreas Tomaselli (anfører)
Clemens Astrup
Magnus Udengaard
Sander Ravn
Eman Subasic
Tobias Lykkebak
Toby Pedersen
Yusuf Faghir
Bright Appiah
Bænken:
Asger Fjord Stengaard
Samuel Hust
Nikolaj Sønderby
Hjalte Gitz
Rasmus Koch
Thorbjørn Pløger (m)
Asger Fjord Stengaard kom ind til de sidste 45 minutter og den bevægelige offensivspiller var tæt på at komme frem til en reducering i de døende minutter. Foto: Ole Kristensen
Unge Yusuf Faghir var tilbage i startopstillingen mod Sønderjyske. Foto: Ole Kristensen
Der er kamp om bolden på et af flere Sønderjyske-hjørnespark før pausen. Anfører Tomaselli og Kasper Holm Rod kommer begge op. Foto: Ole Kristensen
Sander Ravn spillede de første 73 minutter på midtbanen inden han byttede med Samuel Hust. Foto: Ole Kristensen
Toby Pedersen forsøgte at sætte gang i offensiven med flere aktioner, men kunne ikke komme igennem Sønderjyske-defensiven. Foto: Ole Kristensen
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.