U19: VB chanceløs mod Silkeborg

Foto: Ole Kristensen

Heller ikke i niende forsøg lykkedes det VB’s U19 Ligahold at få en sejr i 2023. I VB Parken blev det lørdag eftermiddag til et 0-3 nederlag mod Silkeborg, og resultatet afspejler ganske begivenhederne på banen. Især i en lang periode i 1. halvleg var silkeborgenserne knusende overlegne, og selv på en lidt ujævn græsbane var de kunststofvante midtjyder betragteligt bedre på bolden end VB’s unge løver.

Af Ole Kristensen | 29. april 2023

Hjemmeholdet havde fire ændringer i forhold til den uafgjorte kamp i Haderslev sidste weekend. Tobias Lauritsen er optaget af NBL-kamp søndag, Christoffer Ravn og Theis Eskildsen var skadede og Gabriel Papian heller ikke med. I deres sted spillede Oliver Amby, Silas Valbak, Rasmus Lundsgaard og Theo Laursen fra start.

VB kom frisk ud og havde et hurtigt hjørne, men efter en lille halv snes minutter tog de boldintelligente silkeborgensere teten. De på dagen mørkeblåklædte gæster kombinerede sikkert mod et lavtstående hjemmehold, der for det meste blot kunne stå og parere og sparke væk.
Udeholdet havde da også kampens første mulighed, da anfører Asbjørn Bøndergaard spillede Freddy Nedergaard godt op, men forbi.
Et kompetent langskud fra SIF’s Frederik Nedergaard fik Tobias Haahr flot slået til hjørne. Endnu tættere på var Lasse Abildgaard, som i det 23. minut traf trekantsammenføjningen.

Det kunne næsten ikke blive ved at gå godt for de trængte vejlensere – og det gjorde det da heller ikke … Efter en halv time fik Lasse Abildgaards frispark fra hjørnet af feltet, som vist mest var tænkt som et indlæg, lov at gå i mål til 0-1.
Otte minutter senere blev skidt til værre for hjemmeholdet. Silas Valbak mistede bolden til Theodor Beck, som styrtede mod VB-målet og lagde bolden ind til Asbjørn Bøndergaard, der kunne trille bolden i mål.

To minutter før halvtid havde værterne deres første tilløb til en chance. Viktor Hem blev kantet straffesparkslignende i feltet, men dommer Kurt Carlsen var af en anden mening så 0-2 ved pausen.

VB kom igen godt og optimistisk ud efter en tur i omklædningsrummet, og Magnus Rasmussen headede straks over på Frederik Flaskager fine indlæg. I det 59. minut havde de rødblusede deres største chance i kampen, da Flaskager i god position sparkede forbi.

Alle drømme om et comeback brast dog tre minutter senere, da SIF’s netop indskiftede Malthe Wallin fladt bankede bolden i mål hos Tobias Haahr fra en 25-30 meters afstand.
Resten af kampen var til glemmebogen. Johan Sandahl benyttede sig omkring midtvejs i halvlegen af alle sine indskiftninger, af hvilke Sirong Li var den uheldigste. Efter kun ganske få minutter på banen måtte kineseren skadet humpe ud igen …
Ellers skete der hjertens lidt mod slutningen. SIF’s Asbjørn Bøndergaard havde dog bolden i vejlensernes målnet, men linjedommerens oprakte flag markerede en offside. Så ved passende 0-3 blev det.

Fire kampe tilbage har VB nu til at hente en sejr i forårssæsonen. Næste forsøg bliver på historiens sidste Store Bededag, når vejlenserne gæster De blå Heste i Randers.

Johan Sandahl: Vi taber på 25 dårlige minutter i 1. halvleg

VB-træner Johan Sandahl er et menneske præget af lyssyn og optimisme og kan altid finde et og andet at glæde sig over.

- Vi får en god start, men så har vi en meget svær periode på godt 25 minutter. Ikke fordi Silkeborg vader i chancer, men vi er presset og må tage imod to scoringer. Så bliver det lidt bedre i perioden til halvtid, hvorefter vi starter virkelig godt efter pausen. Vi har bolden hele tiden og går mod mål, men desværre får vi ikke rigtig skabt nogle chancer. Flaskager har dog en mulighed, ligesom vi har en chance, der kunne være spillet støre, men med Silkeborgs 0-3 scoring dør kampen. Alt i alt en lige kamp bortset fra de frygtelige 25 minutter før pausen.

Sandahl erkendte, at hans spillere teknisk var udfordrede gennem hele kampen og manglede energi.

- Vi kommer godt ud til begge halvlege, men den lange periode i de første 45 minutter, hvor vi var presset i bund, blev afgørende, og deres to scoringer var hårde ved os. Vi står og forsvarer på egen halvdel, men det var ikke kontrolleret, og vi presser dårligt og taber duellerne. Og selv i vores gode perioder er vi for ufarlige.

Træneren indrømmer, at selvtilliden hos spillerne er lav efter mange tabte kampe, men humøret er i øvrigt højt i truppen til træning.

- Med vores lave scoringsprocent bliver det naturligvis svært at vinde en eller flere af de sidste fire opgør, men vi vil naturligvis gøre alt, hvad vi kan!

U19 Ligaen 2022-23, VB Parken
Lørdag den 29. april 2023 kl. 12.30
Vejle Boldklub – Silkeborg IF 0-3 (0-2)
30. 0-1 Lasse Abildgaard
38. 0-2 Asbjørn Bøndergaard
62. 0-3 Malthe Wallin

Kort:
88. Frederik Flaskager (gult kort)

Indskiftninger:
66. Viktor Hem ud Mohammad Tamim ind
66. Magnus Rasmussen ud Sirong Li ind
70. Theo Laursen ud Magnus Nykjær ind
73. Sirong Li ud Mads Gude ind
73. Mads Lauenstein ud Linus Kornfelt ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Haahr Jakobsen

Lasse Flø
Andreas Tomaselli
Rasmus Lundsgaard
Silas Valbak

Theo Laursen
Mads Lauenstein
Oliver Amby

Frederik Flaskager
Viktor Hem
Magnus Rasmussen (anfører)

Bænken:
Nikolaj Bertelsen (m)
Mohammad Tamim
Linus Kornfelt
Magnus Nykjær
Sirong Li
Mads Gude

 

 

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV