Foto: Ole Kristensen
Af Ole Kristensen | 15. april 2023
VB havde tre ændringer i forhold til kampen i København mod FCK for en uge siden. Max Nielsen var skadet, mens Silas Valbak og Gabriel Papian denne gang startede på bænken. For dem spillede Oliver Amby, Christoffer Ravn og Viktor Hem.
VB kom stærkt og optimistisk ud og var i det hele taget det bedste hold før pausen. Inden to minutter var spillet, havde Mads Lauenstein allerede sendt et lumsk langskud lige forbi opstanderen.
I det 07. minut rullede et fremragende VB-angreb ned mod OB-målet. En i øvrigt meget stærkt spillede Christoffer Ravn lavede små mirakler på venstrekanten og sende bolden helt over i højre, hvor Flaskager helflugtede lige over mål. En smuk scene!
Fortjent kom værterne foran efter et kvarter. Magnus Rasmussens indlæg fra venstre havnede ovre ved fjerneste stolpe, hvor Frederik Flaskager kom stormende og kunne score til 1-0.
Vejlenserne blev en smule mere forsigtige nu, men det var stadig sporadisk, hvad fynboerne kom til. Desværre måtte en stærk Oliver Amby skadet forlade banen inden halvtid. Han blev erstattet af Gabriel Papian.
Først i de sidste fem minutter af 1. halvleg blev odenseanerne farlige for første gang – og det med to fine frisparkskombinationer. Først var der en dobbeltchance til Valdemar Grymer efter en smart frisparksdetalje, og kort efter gav et nyt frispark en afslutning fra tæt afstand, men hver gang var Tobias Haahr på sin post.
Kort efter pausen fik gæsterne foræret en kæmpe mulighed efter en for kort tilbagelægning af Tomaselli, men ubeslutsomhed gjorde, at situationen løb ud i sandet for De Strivrede.
OB var mest på bolden efter pausen, men fynboerne havde ikke deres bedste dag og blev sjældent farlige for alvor.
Mikkel Øberg headede over i lovende position, ligesom Markus Jensen lobbede lumsk, men Haahr og overliggeren i fællesskab klarede ærterne.
VB lå langt tilbage, men et par omstillinger kunne med en bedre sidste pasning have været farlige.
Med ni minutter tilbage fik de blåstribede så udlignet. Magnus Nykjær lagde for kort tilbage, og Theis Eskildsen måtte begå straffe. Markus Jensen scorede sikkert til 1-1.
VB jagtede sejren i slutminutterne, og både Papian og Flø sparkede lige forbi, ligesom en fri Flaskager i overtiden sparkede over.
Ved 1-1 blev det, og reaktionerne efter kampen viste tydeligt, at VB’erne ærgrede sig bitterligt over, at det ikke blev til en sjælden sejr.
Der skulle nu sparkes straffe om et ekstra point, og her var OB bedst. Fynboerne scorede på deres første fire spark, mens kun Papian og Lauenstein scorede for VB. Flø og keeper Haahr brændte.
En rigtig fin indsats af vejlenserne giver dog gode forhåbninger inden næste lørdags absolutte bundopgør i Haderslev mod Sønderjyske.
Johan Sandahl: Vi spillede bedre end længe set
VB-træner Johan Sandahl valgte som altid at se positivt på præstationen, selv om hans spillere ærgrede sig grumt efter opgøret.
- Det er en helt lige kamp – der er chancer til dem, og der er chancer til os. Vi kommer ud med god energi og spiller bedre end tidligere, om end der er en periode efter pausen, hvor vi kommer til at stå for langt tilbage. Omvendt er vi stærke i slutminutterne efter udligningen og har gode chancer til et sejrsmål. Det var selvfølgelig ærgerligt, men kampen var helt lige og kunne gå begge veje.
Om udligningen sagde svenskeren:
- Alle mål har jo en årsag. Her var det så en uheldig tilbagelægning, og det kan ikke betale sig at ærgre sig over det – straffesparket var korrekt.
Sandahl var glad over at se sit holds fightermæssige indstilling og den fornyede trodsjagt på sejrsmålet efter OB’s udligning, som nær havde kastet en scoring af sig.
Træneren havde Christoffer Ravn som bedste VB’er.
U19 Ligaen 2022-23, VB Parken
Lørdag den 15. april 2023 kl. 12.30
Vejle Boldklub - OB 1-1 (1-0)
16. 1-0 Frederik Flaskager
81. 1-1 Markus Jensen (straffespark)
Kort:
61. Mads Lauenstein (gult kort)
80. Theis Eskildsen (gult kort)
Indskiftninger:
41. Oliver Amby ud Gabriel Papian ind
65. Magnus Rasmussen ud Silas Valbak ind
88. Magnus Nykjær ud Theo Laursen ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Haahr Jakobsen
Lasse Flø
Andreas Tomaselli
Theis Eskildsen
Christoffer Ravn
Mads Lauenstein
Oliver Amby
Magnus Nykjær
Frederik Flaskager
Viktor Hem
Magnus Rasmussen (anfører)
Bænken:
Nikolaj Bertelsen (m)
Gabriel Papian
Silas Valbak
Theo Laursen
Rasmus Lundsgaard
Mohammad Tamim
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.