Foto: Ole Kristensen
Af Ole Kristensen | 26. oktober 2024
Niclas Hougaard havde ændret på tre pladser i forholdt til starteren i Esbjerg. I målet var Gustav Knudsen tilbage og fortrængte Jonathan Villefrance til bænken. Bright Appiah var med for en bænket Asger Fjord Stengaard, mens en skadet Rasmus Koch var ude af truppen. I hans sted spillede Clemens Astrup.
Gæsterne satte sig på kampen fra start mod et lavtstående VB-mandskab, men det var rødblusede Clemens Astrup, der havde opgørets første forsøg, da hans kvalificerede langskud dog sad lige i favnen på FCK-keeper Tobias Breum-Harild.
I det 11. minut blev VB’s Anas Raheel spillet godt op, men Breum-Harild klarede den flade afslutning.
Københavnerne sværmede dog om VB-målet, og efter et kvarter burde det have været 0-1. Gæsterne stjal bolden under et VB-angreb og bragte sig i en 3:2 situation med en hel fri chance til følge. Det lykkedes dog Ozzy Jönsson at bugsere bolden over et frit mål …
I det 23. minut gik den dog ikke mere for rækkens nr. 4. VB’s offside-fælde kiksede, og en fri Oliver Højer havde let ved at bringe gæsterne foran.
Fire minutter senere slog vejlenserne dog overraskende tilbage. Udengaard spillede en genial bold ind i feltet, og efter en parade af Breum-Harild kunne Bright Appiah trille udligningen i mål.
Kort efter havde københavnerne bolden i nettet, men der var både hands og offside i situationen.
Få sekunder senere – i den modsatte ende – spillede Appiah Lykkebak godt op, men den flade afslutning gik forbi.
Det lå dog mere i luften med en FCK-føring, og den kom efter 32 minutter. Hjalte Bidstrup blev spillet op i højre, og hans flade aflevering ind i feltet kunne Roberto Risnæs efter en enkelt afretning let sparke i mål.
VB kom for ofte for dybt ned og stå og kunne blot parere, og fem minutter senere blev det 1-3. Farlige Oliver Højer sparkede fladt i mål fra kanten af feltet, og 1-3 var også stillingen ved halvtid.
En lidt kontroversiel situation i de første 45 minutter sørgede for masser af diskussionsstof i pausen blandt de mange fremmødte. Clemens Astrup blev spillet op til hovedstød og fik også headet, men blev samtidig ramt af FCK-keeper Breum-Harild. VB-lejren appellerede energisk for straffespark, men situationen udløste fra dommer Mads Kildal Christensen et frispark…til FCK …!
2. halvleg fik et noget andet kampbillede. FCK havde et resultat at forsvare, og VB fik lov til spillemæssigt at dominere. Vejlenserne spillede nydelig positionsfodbold og kom til masser af indlæg, men det kneb at blive helt farlige nok.
En som altid stærk Lasse Flø kom dog straks efter pausen i en god position spillet op af Lykkebak, men sparkede et stykke forbi.
Et lumsk langskud fra en veloplagt Sander Ravn strøg tæt hen over tværribben.
Hovedstadsklubben koncentrerede sig om at holde resultatet og kom ikke til det store i de sidste 45 minutter. I de døende minutter måtte de dog se sig blokeret i det lille felt i sidste øjeblik.
Hjemmeholdet viste god moral og pressede på til det sidste med en række hjørnespark til følge. Og dybt inde i overtiden fik jyderne da også deres Anschlusstreffer, da anfører Anton Klaster headede Clemens Astrups indlæg i mål. Desværre for sent til at nå at skabe spænding om resultatet.
Spillemæssigt en ny god præstation af de unge akademikere, som med nederlaget bliver skubbet ned på femtepladsen i en Liga, hvor holdene dog har spillet alt mellem seks og ni kampe.
Næste opgave for Niclas Hougaards tropper er på lørdag – og igen på eget græs, hvilket dog denne gang bliver på den kunstige udgave, idet holdet resten af sæsonen optræder på den renoverede kunstbane.
Niclas Hougaard: Kampen kan sagtens få et andet udfald
- Det er ikke et tilbageskridt i præstationen – kun i resultatet, sagde efter kampen cheftræner Niclas Hougaard, der tog nederlaget med knusende ro.
- Vi har præsteret godt i denne sæson og vundet nogle gode kampe. I dag taber vi, men jeg er glad for vores offensiv det meste af opgøret, og vi kan score mere end to mål. Vi kommer godt rundt om og ned bag FCK’erne, og de fanger os aldrig rigtigt. Vi får ikke de store åbne chancer efter pausen, men ofte skal der ikke meget til – måske lidt mere kvalitet på indlæggene – før det bliver en god mulighed. Det væsentlige er, at vi jo skaber en kamp, hvor vi har mulighederne for at lave flere mål, og opgøret kunne godt have fået et andet udfald.
Hougaard var dog ikke ganske tilfreds med defensiven.
- Vi kommer for langt ned og stå, for vi er for dårlige til at fange bolden og fastholde den. Vi bliver for mandsorienterede og kommer til at stå lavere, end vi behøver. Det bliver dog bedre efter pausen.
Træneren pointerede, at FCK’s to-måls-skytte Oliver Højer gjorde en indsats med sine dybe løb.
- Det havde set anderledes ud, hvis han var blevet hjemme i København … Ham kunne vi ikke fange før pausen.
Hougaard fremhævede bl.a. Lykkebak, Ravn og Astrup og var glad for efterhånden at have fået de spillere tilbage, som har været ude længe. Og han forsømte ikke at påpege, at VB burde have haft straffe, da FCK-keeperen løb ind i Astrup.
Holdets resterende hjemmekampe bliver nu på kunst, og det ser Hougaard ikke som noget problem.
- Vi har lige skullet vænne os til det, men vi spillede i Esbjerg på kunst, og det skal nok gå.
U19 Ligaen 2024-25, VB Parken opvisningsbane
Lørdag de 26. oktober 2024 kl. 12.30
Vejle Boldklub – F.C. København 2-3 (1-3)
23. 0-1 Oliver Højer
27. 1-1 Bright Appiah
33. 1-2 Roberto Risnæs
38. 1-3 Oliver Højer
90. 2-3 Anton Klaster
Indskiftninger:
55. Bright Appiah ud Asger Fjord Stengaard ind
55. Toby Pedersen ud Samuel Hust ind
79. Anas Raheel ud Kristian Tonnisen ind
86. Magnus Udengaard ud Aiham Dahche ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Knudsen
Lasse Flø
Anton Klaster (anfører)
Anders Sønderskov
Magnus Udengaard
Clemens Astrup
Sander Ravn
Toby Pedersen
Tobias Lykkebak
Anas Raheel
Bright Appiah
Bænken:
Samuel Hust
Asger Fjord Stengaard
Aiham Dahche
Kristian Tonnisen
Hjalte Gitz
Jonathan Villefrance (m)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.