U19: Snævert testnederlag til nordjyske ligakolleger

Arkivfoto: Carl Forssling

Efter en sejr på 2-1 i Kiel i forårets første test forrige weekend måtte VB’s U19 Liga-hold se sig slået med samme cifre, da holdet lørdag middag tørnede sammen med ligakollegerne fra AaB i VB Parken. Nikolaj Sønderby stod for det udlignende VB-mål, men fortjent var det, at dygtige aalborgensere tog sejren til sidst.

Af Ole Kristensen | 18. januar 2025

Den nye træner på U19 Liga-holdet, Mads Nissen, havde afgivet fire spillere til førsteholdets kamp mod B.93, Sønderskov, Flø, Ravn og Toby Pedersen, ligesom Anton Klaster er skadet, så det var et lidt decimeret VB-hold, der løb på kunstbanen i et udmærket fodboldvejr. Trænerteamet fik set 20 spillere an, og der blev skiftet lystigt i løbet af 2. halvleg.
VB lagde ud med Gustav Knudsen i målet og Aiham Dahche, anfører Andreas Tomaselli, Hjalte Gitz og Magnus Udengaard i bagkæden. Kristian Tonnisen, Clemens Astrup, Samuel Hust og Emil Barfod lå i diamanten på midtbanen og Yusuf Faghir og Anas Raheel helt fremme.

Gæsterne lagde hårdt ud, og i første minut måtte Gustav Knudsen ud til et lumsk indlæg fra højre. Allerede efter en håndfuld minutter gik det galt for hjemmeholdet. Nordjydernes hjørnespark var uhyre farlige, og selv om Gustav Knudsen faktisk fik bokset gæsternes anden serv fra stangen okay væk, så kunne Felix Skovholm fra kanten af feltet flugte bolden i mål. Ein wahrer Glückstreffer!

VB fik sig efterhånden en smule befriet efter en shaky start, og Faghir var tæt på med hovedet.
Aalborgenserne var dog fremdeles farligst og havde da også igen bolden i VB-målet, men offside var der i situationen.
Hjemmeholdet kom bedre med, og både Hust og Dahche truede AaB-målet efter gode angreb. Gæsternes målscorer Felix Skovholm viste atter god sparketeknik, da han kvalificeret forsøgte sig udefra. VB’s arbejdsomme Samuel Hust afsluttede forbi efter et flot angreb med gode sideskift.

AaB var dog farligst og havde flere giftige hjørnespark. Hjemmeholdets første hjørne kom efter 43 minutter, og de rødblusede kunne slutte halvlegen af med en god mulighed, da Hjalte Gitz fik headet på Udengaards fine frispark, men lige i labberne på keeper Bertil Grønkjær.

Der blev nu skiftet flittigt ud, og den første snes minutter efter sidebyttet var ganske begivenhedsløse.
Men så faldt lidt overraskende udligningen. Indskiftede Nikolaj Sønderby var resolut over en nedfaldsbold efter et Rasmus Koch-indlæg og en lidt uheldig nordjysk clearing. Via Lykkebak kunne han så bringe balance i regnskabet med et venstrebensspark.

Bertram Østergaard forsøgte straks at slå tilbage, men traf kun tværribben i VB-målet. AaB’s Magnus Jensen havde efterfølgende en kæmpechance efter et flot nordjysk angreb, inden et nyt AaB-forsøg prellede af mod VB-overliggeren.
Det kunne næsten ikke blive ved at gå godt for vejlenserne – og det gjorde det da heller ikke … I det 77. minut kunne Malthe Mortensen fra tæt hold på ny bringe sit hold foran.

Hjemmeholdet forsøgte at komme tilbage i kampen, men Bright Appiah kom lidt for langt ud i siden på en friløber, og AaB-keeperen kunne parere, mens Hjalte Gitz headede forbi efter hjørne mod slutningen.
Det blev således ved en fortjent 2-1 sejr til gæsterne, men VB kunne godt være indsatsen bekendt – de manglende spillere og de mange udskiftninger in mente.

Cheftræner Mads Nissen: Vi fandt gode løsninger med bolden

VB-træner Mads Nissen var godt tilfreds med udbyttet af dagens testkamp.
- Vi fik en masse fysisk ud af det og fik set nogle gode løsninger med bolden – det var jeg supertilfreds med. Uden bolden er der stadig meget, der skal optimeres. Men vi kom længere frem efter pausen, og det var jeg glad for at se.

Nissen havde meget ros tilovers for modstanderne.
- Man skal ikke undervurdere AaB. De har et godt niveau på deres akademi, og det var en fed test for os. De er langt mere afklarede end os i dag.

U19 måtte afgive fire spillere til førsteholdet, og det var Nissen begejstret for.
- Forhåbentlig ser vi dem ikke mere, smilede han. - Men for holdets skyld var det da rart, hvis vi stadig kan trække på dem fremover. God erfaring for dem er det under alle omstændigheder. Og så håber jeg snart, Anton Klaster er klar igen. Men vi yder god modstand i dag på trods af, at vi mangler fem stamspillere.

Mads Nissen forventer, at den 4-4-2 formation, vi så i dag, nok i store træk vil være det anvendte, når U19 spiller. Og så håber han, at hans og teamets bestræbelser på, at holdet skal blive bedre på bolden, vil blive tydeligt fremadrettet.
- Vi skal være dygtige til at spille fremad i rummene, og det var der allerede tegn på i dag.

Nissen uddelte roser til bl.a. Gitz, Tomaselli, Udengaard, Astrup og løbevillige Hust.

Nu venter Werder Bremen næste weekend, derefter Fredericia, og så kommer træningslejren i Tyrkiet, hvor modstanderne er Shaktar Donetsk samt et svensk hold. Afslutningsvis kommer Næsbys 3. divisionshold på besøg inden turneringspremieren. Der vil være færre udskiftninger efterhånden, og antallet af anvendte spillere indsnævres, så man efterhånden nærmer sig start-elleveren til sæsonstarten.

Kampen mod Werder Bremens hold fra U19 Bundesliga Nord spilles på lørdag den 25. januar kl. 15.00 på Stadion am Auetal, 21702 Ahlerstedt, Büntweg.

U19-træningskamp, VB Parken kunstgræsbane
Lørdag den 18. januar 2025 kl. 11.30
Vejle Boldklub - AaB 1-2 (0-1)
5. 0-1 Felix Skovholm
64. 1-1 Nikolaj Sønderby
77. 1-2 Malthe Mortensen

Kort:
78. Mads Bonde Haar (gult kort)

Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Knudsen

Aiham Dahche
Andreas Tomaselli (anfører)
Hjalte Gitz
Magnus Udengaard

Kristian Tonnisen
Clemens Astrup
Emil Barfod

Samuel Hust

Anas Raheel
Yusuf Faghir

Bænken (alle benyttet):
Jonathan Villefrance (m)
Nikolaj Sønderby
Bright Appiah
Tobias Lykkebak
Eman Subasic
Mads Bonde Haar
Asger Fjord Stengaard
Rasmus Koch
Mathias Bang

Rasmus Koch kommer op bagerst i feltet, hvor mange holdkammerater er med fremme. AaB afviser tilnærmelserne og vinder 2-1. Foto: Ole Kristensen

AaB's ombejlede målmand Bertil Grønkjær kommer op til et hjørnespark efter pausen. Foto: Ole Kristensen

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV