Foto: Ole Kristensen
Af Ole Kristensen | 30. november 2024
Der var tre ændringer i VB’s startellever i forhold til sejren i Randers sidste weekend. Samuel Hust var bænket, mens Bright Appiah og Asger Fjord Stengaard var føjet til den i forvejen lange skadesliste, som herudover består af spillere som Gustav Knudsen, Sander Ravn, Toby Pedersen, Bright Appiah og Asger Fjord Stengaard. I stedet spillede Nikolaj Sønderby, Mathias Bang og Rasmus Koch fra start.
I en 1. halvleg uden mange åbne chancer var VB mest på bolden mod et kompakt ACH-hold, mens de gule var en my farligere på omstillinger.
Gæsterne fik ellers en ønskestart, da Anders Sønderskov allerede efter et kvarter kunne heade et hjørnespark fra Clemens Astrup i mål.
Vejlenserne formåede dog slet ikke at slå mønt af føringen, da værterne allerede fire minutter senere fik udlignet. ACH har efter ejerskiftet et ikke ubetydeligt islæt af afrikanske spillere, og Arouna Adbou-Faridou, ensom ulv i front, voldte vejlenserne en del problemer før pausen. Benin-spilleren er lynhurtig, og ham var det, der nåede en lang fremlægning før målmand Jonathan Villefrance og kunne bringe balance i regnskabet.
Han stod også fadder til Horsens’ øvrige chancer i de første 45 minutter. Yamirou Ouorou havde et godt forsøg på Villefrance, efter at Adbou-Faridou igen kom først til en fremlægning. Fire minutter før halvtid sparkede Mathias Frederiksen forbi, efter at Adbou-Faridou havde stjålet bolden fra Anton Klaster. Endelig fik Hjalte Toftegaard sparket i god position, men Villefrance reddede.
VB, der allerede efter 24 minutter måtte udskifte en skadet Mathias Bang med Yusuf Faghir, var meget på bolden, men det kneb at komme i skudposition i åbent spil. Farligt var vejlenserne på de mange dødbolde – gæsterne vandt hjørnesparksstatistikken 10-2 – som tit blev slået godt ind og resulterede i halvfarlige situationer, men det blev ved 1-1 ved pausen.
Billedet fortsatte efter pausen. VB-dominansen var nu endnu mere udtalt, og det lykkedes vejlenserne at få lukket ned for Adbou-Faridou, der da også blev udskiftet.
Men de rødblusede var stadig slet ikke farlige nok, og spilovervægten blev sjældent omsat til chancer.
Anders Sønderskov skød dog afrettet lige forbi, og på det efterfølgende hjørne fra Lykkebak var bolden snublende tæt på at ryge over stregen ved forreste stolpe.
Udeholdet kunne glædeligvis midt i halvlegen give comeback til Andreas Tomaselli efter en lang skadespause.
Ikke meget tydede på flere scoringer, men med 20 minutter igen kunne de gulblusede dog så bringe sig foran. Mathias Frederiksen sparkede en ripost fra opstanderen i mål.
VB pressede på for en udligning, og der opstod da også en stor mulighed til Faghir, der blev spillet op i det lille felt, men chancen mundede blot ud i et målspark.
Det ultimative pres fra gæsterne åbnede selvfølgelig rige muligheder for omstillinger til gæsterne, og efter en Tomaselli-fejl sparkede Mustafa Salah kvalificeret, men kæmpe redning af Villefrance. En fri Alhaji Samukai var ligeledes snublende tæt på, men sparkede ved siden af.
3-1 skulle det dog blive i det femte minut af tillægstiden, da Sory Traoré scorede efter en omstilling. En lidt hård skæbne for vejlenserne, som ikke spillede nogen stor kamp, men godt kunne have fået point ud af anstrengelserne. Men effektive ACH slog til på de rigtige tidspunkter.
Med nederlaget dratter VB ud af den bedste halvdel, men kan dog tilbageerobre pladsen ved at slå AGF i årets sidste Liga-kamp på fredag i VB Parken. Aarhusianerne ligger umiddelbart foran VB i tabellen.
VB har også chance for revanche mod AC Horsens, da de to hold igen tørner sammen på Langmarksvej mandag den 9. december – denne gang i DBU Jyllands Pokalturnering.
Cheftræner Niclas Hougaard: Vi fejler individuelt
- Individuelt lever vi ikke op til forventningerne, konstaterede Niclas Hougaard efter nederlaget.
- Spillere, som ellers har gjort det godt på det sidste, er ikke rigtig til stede i dag. Teknisk spiller vi offensivt på et dårligt niveau, og så er det svært at skabe chancer. Vi har jo bolden det meste af tiden og sætter tingene fint sammen, men når den sidste aflevering skal komme, rammer vi ingenting. Vores indlæg rammer jo aldrig en mand! Kampen viser ikke, at Horsens er et bedre hold, og vi rammer jo ikke kollektivt en decideret offday, men individuelt er vi ikke på niveau i dag.
Hougaard påpegede naturligvis også skadessituationen.
- Der var nogle, vi godt kunne have brugt i dag. Andre måtte så steppe op, men det gjorde de ikke helt …
Toby Pedersen har brækket kravebenet og spiller ikke mere i år, mens der er håb om at få nogle af de øvrige klar til den sidste Liga-kamp samt pokalkampen.
U19 Ligaen 2024-25, CASA Arena kunstgræsbane, Horsens
Lørdag den 30. november 2024 kl. 12.30
AC Horsens - Vejle Boldklub 3-1 (1-1)
15. 0-1 Anders Sønderskov
19. 1-1 Arouna Adbou-Faridou
71. 2-1 Mathias Frederiksen
90. 3-1 Sory Traoré
Indskiftninger:
25. Mathias Bang ud Yusuf Faghir ind
46. Nikolaj Sønderby ud Samuel Hust ind
66. Magnus Udengaard ud Andreas Tomaselli ind
75. Rasmus Koch ud Kristian Tonnisen ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Jonathan Villefrance
Lasse Flø
Anders Sønderskov
Anton Klaster (anfører)
Magnus Udengaard
Tobias Lykkebak
Clemens Astrup
Eman Subasic
Rasmus Koch
Nikolaj Sønderby
Mathias Bang
Bænken:
Yusuf Faghir
Samuel Hust
Andreas Tomaselli
Kristian Tonnisen
Aiham Dahche
Thorbjørn Pløger (m)
Anders Sønderskov (17) kommer højest i feltet og pander hjørnesparket i nettet til 0-1. Kort efter udlignede værterne til 1-1. For 18-årige Sønderskov var det hans andet U19 Liga-mål - det første scorede han også på udebane mod AC Horsens. Foto: Ole Kristensen
Clemens Astrup slog det hjørnespark der førte til føringsmålet. Foto: Ole Kristensen
Yusuf Faghir (f. 2008) kom ind til sin U19 Liga-debut, da han allerede før pausen afløste Mathias Bang. Faghir er den anden spiller fra akademiets årgang 2008 til at spille U19 Liga - den første var Eman Subasic. Arkivfoto: Carl Forssling
Andreas Tomaselli gjorde comeback på U19 Liga-holdet efter 2½ måneds ufrivillig pause. Ikke siden sejren i Lyngby medio september har den stærke defensivspiller været med. For Tomaselli var det U19 Liga-kamp nr. 53 og det er flest af alle i truppen. Arkivfoto: Johnny Kristensen
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.