Foto: Vejle Boldklub
Af Ole Kristensen | 17. januar 2023
VSK – en sammenslutning af Skovbakken og Vejlby – ligger pt nr. 6 i 3. division. En placering, der hvis holdet fra Aarhus-forstaden kan holde den, lige netop rækker til en plads i oprykningsspillet. Det var dog begrænset, hvad de blåklædte gæster viste rent offensivt i aftenens kamp, men retfærdigvis skal siges, at også 3. divisionsholdet mødte med rigtig mange spillere.
Efter en lidt forsigtig start, hvor vejlenserne passede godt på sig selv, kom hjemmeholdet længere frem på banen og præsenterede sig som det farligste hold i en i øvrigt chancefattig 1. halvleg.
Man måtte frem til det 25. minut, før der skete en smule i felterne, og det var hver gang VB, der satte de offensive takter. En mindre hjerneblødning i VSK-forsvaret bragte ”Nesti” i gunstig position, men der kom kun et hjørnespark ud af foræringen. På netop denne serv fra stangen gik VSK-keeperen totalt fejl af bolden, men to VSK-forsvarere stod goldrichtig platziert på stregen og fik sparket væk.
Minuttet efter havde Frederik Flaskager en god mulighed, men denne gang en fin redning af VSK-målmanden.
Et langskud fra Clemens Astrup gik lige forbi, og ”Nesti” firsttimede, men måtte se gæsternes målmand fodparere.
Jo, det var hjemmeholdet, der havde de muligheder, der var før pausen, mens VSK, som spillede alt andet end målsøgende, ikke blev noteret for en eneste chance i de første 45 minutter.
VB-keeper Tobias Haahr Jakobsen var tilbage mellem stængerne efter en lang skadespause og fik som den eneste lov at spille fuld tid. Haahr gav en dejlig sikkerhed i de bageste rækker.
Ellers skiftede værterne alle markspillere i pausen og igen fire mand med en snes minutter igen. Det gik selvfølgelig ud over det flydende spil, og 2. halvleg blev mere åben med flere omstillinger.
VB bragte sig foran straks i 2. halvleg. Theo Laursen, der viste sig flot frem, startede selv et angreb, spillede ud på fløjen til Lauge Tristan (SfB-Oure) som lagde den ind til Laursen igen, der fra kort afstand kunne sparke i mål. En flot scoring!
Det var også en veloplagt Theo Laursen, der havde de fleste af VB’s forsøg i resten af kampen. Han sparkede lige over, ligesom han måtte se VSK-keeperen tage sig af et langskud.
Gæsterne skulle dog – lidt ufortjent – få udlignet med et kvarter igen. En fæl foræring i VB-forsvaret gav chancen til VSK’s Malthe Dahl Overgaard, der scorede med et fladt skud.
Men alt i alt opløftende takter af de unge VB’ere efter nederlaget til Viborgs U19 divisionshold i den første test.
Og når der efterhånden ikke mere skal bruges 25 spillere i en kamp, kommer der nok også lidt mere struktur på spillet … Hele kampen …
Sandahl: Fremgang fra Viborg-kampen
Det er Johan Sandahl, der efter en større rokade i Akademiet som følge af Morten Bisgaards skifte til FCK, nu står i spidsen for det ældste akademihold. Og svenskeren var godt tilfreds med, hvad han så.
– Drengene gjorde det rigtig fint taget i betragtning af, at vi skiftede så meget. Det var især godt før pausen, hvor vi viser godt forsvarsspil med fin aggressivitet. Vi er gode med bolden, og det er os, der har de få farlige muligheder. Det bliver så mere åbent efter pausen, for VSK skifter også meget, men vi får en god start med en fin scoring. Det sidste kvarters tid taber vi lidt strukturen, men ellers er jeg meget tilfreds. Det er trods alt et seniorhold, vi møder. Der var gode fremskridt fra Viborg-kampen, hvor vi ikke var så gode på bolden og savnede struktur.
U19 møder nu Esbjerg og SønderjyskE, inden truppen sammen med U17 tager til Tyrkiet fra d. 07. til d. 16. februar.
– Her er der flere ting at arbejde med, siger Sandahl. – Vi skal blive bedre til at vide, hvornår vi skal gå højt, hvornår vi skal gå dybt, og hvornår det er tid til sideskift. Her har jeg set nogle mangler på holdet. Så skal vi selvfølgelig lægge på fysikken og træne forsvarsspil og kombinationsspil. Offensivt skal vi være skarpere, og det skal der også arbejdes på i Tyrkiet, ligesom vi spiller to kampe dernede.
Ellers varsler Johan Sandahl ikke de store revolutioner på holdet.
– Akademiet har jo sin grundlæggende måde at spille på, men enhver træner har selvfølgelig nogle små ting, man kan justere. Vi vil i alt fald gerne have bolden og erobre den tilbage så hurtigt som muligt, når vi taber den …
Den kommende træningskamp mod Esbjerg fB’s U19 Liga-hold spilles på lørdag kl. 12.00 i det vestjyske.
Træningskamp, VB Parken kunstgræsbane
Tirsdag den 17. januar 2023 kl. 19.00
Vejle Boldklub – VSK Aarhus 1-1 (0-0)
49. 1-0 Theo Laursen
75. 1-1 Malthe Dahl Overgaard
Indskiftninger:
46. Andreas Tomaselli ud Linus Kornfelt ind
46. Theis Eskildsen ud Rasmus Lundsgaard ind
46. Magnus Rasmussen ud Anders Sønderskov ind
46. Viktor Hem ud Tobias Larsen ind
46. Gabriel Papian ud Mads Lauenstein ind
46. Kevin Custovic ud Magnus Nykjær ind
46. Silas Valbak ud Simon Aas Larsen ind
46. Clemens Astrup ud Lauge Tristan ind
46. Frederik Flaskager ud Mohammad Tamim ind
46. Ernest Kurshumliu ud Theo Laursen ind
69. Lauge Tristan ud Nathaniel Rønne ind
69. Tobias Larsen ud Victor Snoghøj ind
69. Simon Aas Larsen ud Silas Schønberg Frese ind
69. Linus Kornfelt ud Tobias Ravn ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Haahr Jakobsen
Andreas Tomaselli
Theis Eskildsen (anfører)
Magnus Rasmussen
Viktor Hem
Gabriel Papian (Kolding IF)
Kevin Custovic
Silas Valbak
Clemens Astrup
Frederik Flaskager
Ernest Kurshumliu
Bænken:
Linus Kornfelt
Rasmus Lundsgaard
Anders Sønderskov
Tobias Larsen
Mads Lauenstein
Magnus Nykjær
Simon Aas Larsen
Lauge Tristan (SfB-Oure)
Mohammad Tamim
Theo Laursen
Nathaniel Rønne
Tobias Ravn
Victor Snoghøj
Silas Schønberg Frese (Viby IF)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.