Foto: Ole Kristensen
Af Ole Kristensen | 19. februar 2023
For anden dag i træk mødte et VB-hold et blåbluset hold fra Københavnsområdet i sæsonpremieren. Men i modsætning til førsteholdet, der slog Fremad Amager, måtte U19 mod Lyngby trods to flotte mål af Christian ”GG” Gammelgaard indkassere et sent 2-3 nederlag.
VB havde fået fem spillere, Tobias Haahr Jakobsen, Oliver Amby, Christian Gammelgaard, Tobias Lauritsen og Sirong Li ned fra førsteholdstruppen, og det betød U19 Liga-debut for Li, ligesom det også var den fra Kolding IF tilknyttede Gabriel Papians første turneringskamp for VB’s ældste akademihold.
Rækkens nr. 4, Lyngby, kom bedst ud til kampen mod et lidt tøvende og febrilsk VB-hold. Og de blåklædte kom da også foran efter 11 minutter. Et dumt VB-boldtab i forsvaret gav Jeffrey Adjei-Broni en kæmpe mulighed, og han havde let ved at sende bolden forbi Tobias Haahr.
VB slog dog hurtigt tilbage fem minutter senere. Sirong Li erobrede bolden ude ved sidelinjen og stak den til Christian Gammelgaard. Og fra kanten af feltet ved man, hvad ”GG” så gør med bolden – over i det lange hjørne og 1-1! En signaturscoring af Gammelgaard.
Kampen gik nu lidt i stillingskrig, hvor der ikke hændte noget nævneværdigt i felterne ud over et par skudforsøg fra Silas Valbak og ”GG”. Men mod halvlegens slutning skete der atter noget. Med fem minutter til pause bankede Lyngbys Endreit Kamilji et frispark på overliggeren. Kort efter var det tæt på i den anden ende, da Papian spillede Silas Valbak godt op, men stor redning af Gustav Ullits i Lyngby-målet.
Øjeblikket efter blev det så 1-2, da Peter Langhoff kunne score på riposten efter en halvklaring af Tobias Haahr.
VB kunne straks efter pausen give U19 Liga-debut til Clemens Astrup, der erstattede Frederik Flaskager. Senere var der comeback til Lasse Flø, der har siddet udenfor siden marts sidste år med en alvorlig knæskade, som han pådrog sig i en reserveholdskamp.
2. halvleg startede jævnbyrdigt uden de store begivenheder i felterne. Men i det 67. minut fik VB udlignet. Værterne fik frispark i Gammelgaard-position, dvs. et par meter uden for feltet i højre side, og med den største selvfølgelighed plantede Gammelgaard udligningen i nettet.
VB havde nu en god periode, men mod slutningen blev hjemmeholdet presset i bund, og især Adam Clements giftige hjørnespark voldte vejlenserne alvorlige problemer. Først måtte Magnus Rasmussen redde på stregen, og på et nyt hjørne forhindrede kun en refleksredning fra Tobias Haahr en sjællandsk føring. Et føringsmål til gæsterne lå i luften, og uimodståeligt driblede indskiftede Michael Opoku sig da også igennem, men hans afslutning blev rettet af og gik over tværribben.
Tilskuerne begyndte så småt at tro på VB-point, men et par minutter før tid så dommer Joakim Koch et benspænd begået af Tomaselli i feltet. Ikke det største straffespark, men dømt var dømt, og Adjei-Broni kunne stensikkert sparke sejren hjem fra 11 m pletten.
VB forsøgte sig med et tryk i overtiden, men ud over et par forsøg, som blev blokeret i feltet, blev det ikke til mere. Et ærgerligt, men trods alt fortjent nederlag til et godt Lyngby-hold.
Næste weekend byder på et vaskeægte bundopgør, når nr. næstsidst, VB, tager vestpå og møder nr. sidst, Esbjerg.
U17 Liga-holdet har først deres forårspremiere i den kommende weekend. Niclas Hougaards mandskab spillede deres sidste test i Tyrkiet i onsdags, hvor det blev 2-1 over AB. Den hurtige offensivspiller Andre Freitas scorede begge vejlensernes mål.
Johan Sandahl: Relationerne sad der ikke helt i dag
VB-træner Johan Sandahl var efter kampen en smule skuffet over, hvad han havde set fra VB-holdet.
- Vi ville gerne have præsteret lidt bedre. Vi vidste, det ville blive vanskeligt efter 1-5 i den omvendte kamp mod et stærkt Lyngby-hold. Man kunne godt se, at relationerne ikke lige sad i skabet, da vi jo i preseason ikke har rådet over de spillere, der kom ned fra førsteholdstruppen, og spillet sad ikke som i nogle af testkampene. Så vi præsterede ikke så godt som i nogle af træningskampene, men alligevel var vi jo tæt på point, om end vi er presset til sidst og er heldige i flere situationer. Men vi skal nok blive bedre.
Sandahl har aldrig interesseret sig så meget for tabellen i U19 rækken, men finder det langt vigtigere, at de enkelte spillere udvikles fra kamp til kamp. Han glædede sig over de flotte mål af ”GG” og var glad for Fløs comeback.
Om den overraskende indskiftning af den normale midterforsvarer Rasmus Lundsgaard som angriber, sagde svenskeren.
- Han har faktisk spillet angriber som U15 og er god i boksen, og vi troede, vi skulle få held med at bringe bolde i feltet mod slutningen af kampen. Det gik dog ikke helt sådan …
U19 Ligaen 2022-23, VB Parken kunstgræsbane
Søndag den 19. februar 2023 kl. 12.30
Vejle Boldklub - Lyngby Boldklub 2-3 (1-2)
12. 0-1 Jeffrey Adjei-Broni
17. 1-1 Christian Gammelgaard
42. 1-2 Peter Langhoff
67. 2-2 Christian Gammelgaard
90. 2-3 Jeffrey Adjei-Broni (straffespark)
Kort:
45. Magnus Rasmussen (gult kort)
56. Oliver Amby (gult kort)
89. Andreas Tomaselli (gult kort)
Indskiftninger:
46. Frederik Flaskager ud Clemens Astrup ind
46. Sirong Li ud Viktor Hem ind
65. Gabriel Papian ud Lasse Flø ind
75. Silas Valbak ud Rasmus Lundsgaard ind
75. Christian Gammelgaard ud Theo Laursen ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Tobias Haahr Jakobsen
Andreas Tomaselli
Theis Eskildsen
Magnus Rasmussen (anfører)
Sirong Li
Oliver Amby
Gabriel Papian
Silas Valbak
Christian Gammelgaard
Frederik Flaskager
Tobias Lauritsen
Bænken:
Nikolaj Bertelsen (m)
Clemens Astrup
Viktor Hem
Lasse Flø
Theo Laursen
Rasmus Lundsgaard
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.