U19 dominerede EfB i sæsonens fjerde udesejr

Arkivfoto: Ole Kristensen

VB Akademiets U19 Liga-hold vandt 3-2 over Esbjerg fB i lørdagens bundopgør hos vestjydernes samarbejdsklub i Tjæreborg. I løbet af anden halvleg var der tilmed lagt op til en storsejr, da Amby og Eskildsen udbyggede den føring, topscorer Flaskager havde skabt før pausen, men i stedet for en komfortabel sejr blev vestjyderne unødvendigt lukket ind i opgøret med to reduceringer – den sidste i fire minutters tillægstid.

Af Lars Christensen | 30. marts 2024

Efter tre ugers kamppause siden overtidsnederlaget til Randers Freja FC havde trænerteamet med Niclas Hougaard i spidsen skiftet på to positioner i defensiven. Anton Klaster og Magnus Udengaard gled ud, og det gav i stedet startpladser til Lasse Flø og Anders Sønderskov.

EfB, som havde flyttet opgøret ud til deres samarbejdsklub i Tjæreborg, der havde en fin kunstgræsbane med en lille tribune på deres hyggelige anlæg, er bundhold i U19 Ligaen, men meget paradoksalt for et hold, der ligger sidst, kom vestjyderne med to 4-0-sejre på stribe. Først over AGF og senest over Silkeborg. To resultater, der aftvinger respekt.

Inden Frederik Flaskagers åbningsscoring i det 28. minut havde vejlenserne siddet på spillet og de fleste chancer. Tomaselli, Laursen og Lundsgaard havde afsluttet i EfB-feltet med power, men enten forbi mål, eller også klarede vestjydernes keeper Emil Jørgensen.

Vestjyderne kom faktisk først i scoringsposition, da Oscar Hall var igennem med Gustav Knudsen allerede i det 4. minut, men skarpretteren sparkede forbi mål.

Omkring den halve time stemplede vejlenserne ind og fik udbytte af overtaget. Theo Laursen og Tobias Lykkebak kombinerede i højre side, og på Lykkebaks indlæg kunne målmanden ikke afvise læderet, og så kunne topscorer Flaskager med hovedet sende sin ottende sæsonscoring i nettet tæt under mål.

Esbjerg havde en mulighed efter en dødbold for at komme på omgangshøjde, men store Nelson Masuku sparkede bolden over mål efter nedfald omkring en dødbold.

- Vi vidste, at Esbjergs mange mål og gode resultater i den seneste tid er kommet efter dødbolde og omstillinger primært. Den del lukker vi næsten ned til perfektion i store faser af kampen. De har et minimum af muligheder i den fase, hvor vi er virkeligt gode, siger Niclas Hougaard.

- Scoringen, der åbner kampen op, så vi i endnu højere grad kan spille på vores præmisser, er rigtig godt sat op af Laursen og Lykkebak. Det er efter en erobring, at de får kombineret i højre side, og så kommer Lykkebak fri, og på indlægget kan Flaskager så score på en lidt løs bold ved bagerste stolpe, siger Niclas Hougaard.

De sidste 45 minutter startede fremragende med vejlensiske briller. Flere farlige angreb blev sat op, og der var gode takter i kombinationerne ned mod Esbjergs målende. Først var Lasse Flø, der optrådte i venstre side i dagens anledning, igennem, og på indlægget kunne Tomaselli sparke i en blokade, inden bolden endte for fødderne af Amby, der trykkede kuglen lige over mål.

Et par minutter senere diskede en velspillende Oliver Amby op med et perlemål. Hurtige Flaskager var blevet retvendt i en omstilling, og det skulle der ulovlige vestjyske midler til at stoppe, og på frisparket fra et par og 20 meter sendte hjemvendte Amby bolden utageligt i nettet. Som førsteårs U19-spiller lavede Amby et lignende frisparksmål mod AaB. I sidste sæson var det Gammelgaard, der nettede efter samme disciplin mod Lyngby.

Der stod VB på det hele i den fase af opgøret, og Lykkebak og Flaskager kom afsted i en omstilling kort efter, hvor Lykkebaks forsøg på en frispilning i stedet endte med en chance til midtbanedynamoen, som Esbjergs keeper klarede tæt under mål.

Efter 62 minutter var det et perfekt sparket hjørne fra Amby, der endte i feltet hos Theis Eskildsen, der flot stødte bolden i nettet med panden til 3-0. Et velspillende udehold syntes at have sat vestjyderne til vægs, men på yderligere et par halve muligheder blev opgøret ikke lukket. Der var chancer på omstillinger til de rødblusede, og særligt Bright Appiah var tæt på at slippe igennem et par gange, men det sidste stød blev ikke sat ind.

I det 74. minut reducerede Esbjerg efter en dødbold, da Phun Mang kunne sparke en returbold i nettet midt for mål. Esbjerg fik naturligvis smag for mere efter reduceringen. Selvom vestjyderne havde teten, så forsvarede vejlenserne sig godt, og det blev ikke til mere end en afslutning lige på Gustav Knudsen. I det fjerde minut af dommerens tillægstid kunne Oliver Svendsen så skabe endnu mere liv i opgøret, da en lang bold blev headet ned for fødderne af backen, og så kunne han sparke endnu en reducering ind. 2-3. Mere skete der ikke. Få minutter senere blev der fløjtet af, og selvom det blev knap så overbevisende på måltavlen, som der var lagt op til, så hentede vejlenserne den fjerde udesejr i sæsonen og overlader for en stund de kedelige placeringer i U19 Ligaen til EfB og AaB.

Niclas Hougaard efter ny udesejr: Respektfuld og ydmyg præstation

- I den start på anden halvleg, som vi får, og indtil slutfasen, hvor Esbjerg kommer tilbage, er vi virkelig gode. Det lyder måske voldsomt, men vi vader periodevis i chancer og omstillinger, hvor vi med mere skarphed havde lukket kampen efter 70 minutter. Det var der chancer til, siger Niclas Hougaard.

- Siden skuffelsen mod Randers har vi trænet i vores offensiv. Afslutninger, mål og løb for hinanden. Det er blandt andet det, som vi ser resultatet af i eftermiddag. Vi er rigtig farlige og velspillende. De første 25 minutter af anden halvleg er en kulmination på det arbejde, og der viser holdet sit potentiale og det gør meget fortrøstningsfuld i forhold til det videre forløb, siger Niclas Hougaard.

- Selvom det bliver på to dødbolde, at vi sætter tryk på efter pausen, så er jeg mest imponeret over vores kombinationsspil. Det kunne ligeså godt være efter det, at vi kom til scoringerne. Det var en både ydmyg og respektfuld præstation af spillerne. Vi havde respekt for det, Esbjerg kom med, og vidste, at det krævede fokus, men vi havde også så meget tro på egne evner, at vi turde dominere med bolden, som vi gerne vil. Vi skaber jo flere chancer, end jeg lige kan stå her og tælle præcist, siger Niclas Hougaard.

- Det bliver mere spændende, end det bør, og det skal vi lære af. Sejren må aldrig komme i fare til sidst, men ellers er der stor ros til alle spillerne. Det var en flot præstation, og den skal vi holde fast i. Det er vores præstationer vi lever af, siger Niclas Hougaard.

Cheftræneren glædede sig over mange præstationer, og han havde også plusser i bogen til en velspillende Oliver Amby i maskinrummet.

- Ambys scoring taler for sig selv, og kampen igennem er han med i det, når der sker noget sjovt. Han skaber rytme i vores spil, men har også nogle boldtab – uanset hvad er det er en herlig spiller at råde over. Tobias Lykkebak gør det storartet på midtbanen. Han er med i meget og tager nogle gode løb, der gør ondt på EfB, og så er han også tæt på at score. Derudover så skal vores to wingbacks fremhæves. Tomaselli er et lokomotiv i højre side og deltager meget offensivt, og så var det fint at se Lasse Flø løse opgaven i venstre side, hvor vi havde en udfordring, siger Niclas Hougaard, der også glædede sig over at kunne give comeback til Clemens Astrup.

U19 Liga-holdet skal i kamp igen på lørdag hjemme i VB Parken, hvor modstanderen er FC Nordsjælland.

U15 Liga-holdet var også med i Tjæreborg, hvor Esbjerg fB ventede. Det blev til en sejr på 2-0 til cheftræner Kristian Olesens mandskab.

- Vi begynder som lyn og torden og har tre forholdsvis store chancer i de første ti minutter. Vi spiller fremragende i første halvleg, men får ikke scoret, og så kommer EfB bedre med mod slutningen. I anden halvleg kommer vi tilbage på sporet og scorer via et kanonspark fra Benjamin Nicolaisen, og Mads Ebdrup øger til 2-0 efter en friløber. Dejligt med en sejr og et clean sheet, siger Kristian Olesen.

Se stillingen i U15 Ligaen her.

U19 Ligaen 2023-24, Synshallen Arena kunstgræs, Tjæreborg
Lørdag den 30. marts 2024 kl. 14.15
Esbjerg fB – Vejle Boldklub 2-3 (0-1)
28. 0-1 Frederik Flaskager
55. 0-2 Oliver Amby
62. 0-3 Theis Eskildsen
74. 1-3 Phun Mang
90. 2-3 Oliver Svendsen

Kort:
88. Clemens Astrup (gult kort)
90. Gustav Nørregaard Knudsen (gult kort)

Indskiftninger:
65. Lasse Flø ud Magnus Udengaard ind
65. Theo Laursen ud Toby Pedersen ind
77. Bright Appiah ud Clemens Astrup ind
86. Oliver Amby ud Magnus Nykjær ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Nørregaard Knudsen

Anders Sønderskov
Theis Eskildsen
Rasmus Lundsgaard

Andreas Tomaselli (anfører)
Theo Laursen
Tobias Lykkebak
Oliver Amby
Lasse Flø

Bright Appiah
Frederik Flaskager

Bænken:
Magnus Nykjær
Clemens Astrup
Toby Pedersen
Magnus Udengaard
Sander Ravn
Nikolaj Bertelsen (m)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV