Arkivfoto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 14. marts 2025
Til mødet med de forsvarende mestre i U19 Ligaen havde cheftræner Mads Nissen foretaget tre ændringer siden 4-4-deleren mod EfB i lørdags. Raheel, Udengaard og Hust gled ud. Det gav til gengæld plads til Appiah, Tomaselli og Subasic. At Tomaselli var tilbage, betød, at Clemens Astrup rykkede ud på venstre back, og Tomaselli tog plads ved siden af Gitz i midterforsvaret.
Hos FC Midtjylland var der gensyn med Niclas Hougaard, der i vinterpausen forlod VB Akademiet efter 3½ år som cheftræner for U19. Den sympatiske nordjyde er kommet fint fra land i Ikast med flere halvstore sejre i turneringen og et meget knebent nederlag fra ellevemeterpletten i Youth League til Manchester City.
Undertegnede har under disse linjer tærsket langhalm på U19’s udfordringer mod OB – ude som hjemme. Statistikken mod FC Midtjylland er kun marginalt bedre. Seneste gevinst i Ikast ligger tilbage i foråret 2014 – siden er det blevet til to uafgjorte kampe, 3-3 i 2019 og 4-4 i 2021. Så målrigt blev det trods alt ikke denne gang…
Det lignede endnu en halvlang aften i Ikast, da de mørkklædte midtjyder efter ti minutter havde en føring på 2-0. Da Nicolaj Tornvig efter tre minutter blev spillet op i feltet og scorede til 1-0 efter en VB-fejl i opspillet, havde FCM allerede haft to store chancer, der kunne have givet mål. Da Malik Pimpong efter ti minutter headede riposten efter et spark på overliggeren i nettet, var det tæt på game over for de rødblusede, der var blevet knust af det høje og intense FCM-pres. Fem minutter senere halvflugtede Julius Emefile lige på Gustav Knudsen efter et godt indlæg.
Vejlenserne fik efterhånden spillet sig bedre og bedre ud af det høje FCM-pres, men chanceproduktionen i den modsatte ende kom ikke rigtig i gang. Sander Ravn sparkede over mål, og sidst i halvlegen havde vejlenserne med lidt mere dygtighed fået reduceret. Toby Pedersen headede på et indlæg fra Astrup, men uden den helt store power. Og i halvlegens slutsekunder var det Dahche, der fandt Tomaselli med en cutback i feltet, men anføreren sparkede lige på målmanden. Efter en svær start på opgøret fik vejlenserne sig arbejdet tilbage.
Kun fire minutter efter pausen fik Toby Pedersen reduceret til 1-2, da han sikkert udnyttede et straffespark begået mod ham selv. Aiham Dahche satte Pedersen op i højre side, hvor han trak ind og udfordrede backen, der på kanten af feltet væltede ham. Straffespark.
Det blev startskuddet til en halvleg med VB satsende fremad banen og FC Midtjylland lurende på de kontraangreb, der definitivt ville knække kampen. Selvom midtjyderne var afsted flere gange, så var kampen åben ind til det 96. minut, og en udligning lå i luften flere gange.
Allerede få minutter efter reduceringen slog Lykkebak et godt frispark ind i feltet, hvor Hjalte Gitz fik hovedet på bolden. Lige forbi fjerneste stolpe.
Efter en god time sluttede arbejdsdagen for hårdtarbejdende Sander Ravn og Yusuf Faghir. De gjorde plads til Magnus Udengaard og Nikolaj Sønderby. Det betød en mindre rokade, hvor Clemens Astrup rykkede op på midten, og ”U” gik ind på backen.
Netop Astrup havde hurtigt derefter et godt ryk mod mål og en afslutning, men lige forbi det midtjyske bur. I det 64. minut opstod den chance, som de fleste Vejle-sindede på tribunen på det legendariske Ikast Stadion nok havde set inde. Efter en god Lykkebak-aktion i venstre side endte bolden i feltet. Bright Appiah kom op og headede, men målmanden parerede. Lige ud til Sønderby, der i det lille felt headede på den altopofrende midtjyske forsvarsspiller, der stod på stregen og bugserede bolden til hjørne…
De sidste 25 minutter blev med Vejle i teten, men chancen til Appiah og Sønderby forblev den største. Lykkebak havde et godt spark fra distancen, VB slog hjørnespark, høje bolde og indlæg i midtjydernes felt, og til sidst kom anfører Tomaselli også frem i et sidste desperat forsøg på at redde et point, som ikke havde været helt ufortjent på baggrund af de sidste 45 minutter. Midtjyderne afviste det hele – de er ikke tophold for sjov - og værterne kunne i tillægstidens sjette minut have lukket til 3-1, men de brændte alene med Gustav Knudsen, og sekunder senere blev der fløjtet af.
VB-mandskabet har nu fjorten dage til at forberede sig på F.C. København og Morten Bisgaard, der er modstanderen på Frederiksberg lørdag den 29. marts. En hård opgave, men vejlenserne har vist sig kompetitive mod alle og svære at knække... Se stillingen i U19 Ligaen her.
Læs hvordan FC Midtjylland så kampen her.
Cheftræner Mads Nissen: Præstationen er til point
- Det er en helt horribel begyndelse vi får på kampen, da vi kommer bagud 0-2 efter ti minutter. Deres høje pres er ekstremt intenst, og derfra er de bare effektive, og de straffer os meget dygtigt, men i den time, der følger, gør vi det rigtig godt og er gode i lange periode, indleder Mads Nissen.
- Vi justerer i vores opbygningsspil, det vi kalder fase 1, og med nogle rotationer højere oppe i banen giver vi vores stoppere mere tid på bolden i opbygningsspillet, og det giver pote. Det er halve muligheder, vi kommer til før pausen ved Toby og Tomaselli, men vi mangler lige det sidste.
Efter pausen fik vejlenserne hurtigt reduceret til 1-2 og det åbnede kampen helt op.
- I pausen forbereder vi os på, at FCM vil spille meget direkte i vores bagrum, og hvordan vi skulle løbe dybt på dem. Der er kun spillet få minutter, da Toby Pedersen slider sig til et straffespark. Det er især mod slutningen, at vi trykker FCM tilbage i eget felt. Det er kun uheld og manglende skarphed, der gør, at vi ikke får scoret et mål mere. Den største chance opstår til Bright Appiah og Sønderby på forarbejde af Lykkebak.
- Opsummeret, så løfter spillerne sig virkelig efter den meget svære begyndelse, vi får på opgøret. Vi rammer et godt niveau i store dele af kampen og laver en præstation, der er til mere end at tabe med 1-2. Det kan vi godt tage med, siger Mads Nissen.
VB-træneren havde roser til et par af midtbanespillerne og den tilbagevendte anfører i bagkæden.
- Ravn og Subasic er opgøret igennem meget dygtige og får sat vores spil godt sammen. Det gør de sammen med Lykkebak, der især i de sidste 45 minutter viser sine kvaliteter og har flere gode raids med bolden. Defensivt var det dejligt at have Tomaselli tilbage, og han gjorde en kæmpe forskel for holdet. Vi tager herfra med oprejst pande og glæder os til at tage hul på forberedelserne til den kommende udfordring mod F.C.K., afslutter Mads Nissen.
U19 Ligaen 2024-25, EDC Arena, Ikast
Fredag den 14. marts 2025 kl. 18.00
FC Midtjylland – Vejle Boldklub 2-1 (2-0)
3. 1-0 Nicolaj Tornvig
10. 2-0 Malik Pimpong
49. 2-1 Toby Pedersen (straffespark)
Kort:
57. Bright Appiah (gult kort)
Indskiftninger:
62. Yusuf Faghir ud Nikolaj Sønderby ind
62. Sander Ravn ud Magnus Udengaard ind
70. Bright Appiah ud Anas Raheel ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Knudsen
Aiham Dahche
Andreas Tomaselli (anfører)
Hjalte Gitz
Clemens Astrup
Sander Ravn
Eman Subasic
Tobias Lykkebak
Toby Pedersen
Yusuf Faghir
Bright Appiah
Bænken:
Magnus Udengaard
Nikolaj Sønderby
Anas Raheel
Samuel Hust
Rasmus Koch
Kasper Holm Rod (m)
Andreas Tomaselli spillede sin første U19 Liga-kamp fra start siden 1-0 sejren i Lyngby medio september. Den stærke forsvarsspiller tog plads i midterforsvaret ved siden af Gitz og bar også anførerbindet i sin kamp nr. 57 i den ældste ungdomsliga. Arkivfoto: Johnny Kristensen
16-årige Eman Subasic spillede alle 90 minutter på midtbanen efter at have siddet udenfor mod AGF og Esbjerg. Den stærke midtbanespiller har alderen til U17, men spillede sin syvende U19-kamp i Ikast fredag aften. Arkivfoto: Carl Forssling
Toby Pedersen scorede sit femte mål i tre kampe, da han meget sikkert eksekverede et straffespark begået mod ham selv få minutter efter pausen. Det var syvende sæsonmål fra kantspilleren der topper den interne topscorerliste foran Lykkebak (4 mål). Arkivfoto: Carl Forssling
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.