Arkivfoto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 5. juni 2025
U19 Ligaen sluttede i den forgange weekend, hvor cheftræner Mads Nissens mandskab trods et nederlag på 1-3 i Farum sikrede en historisk 7. plads i det bedste selskab i Danmark. Men sæsonen er ikke slut endnu for det ældste akademi-hold. I pinsen venter en hollandsk invitation i Ruurlo, hvor et meget ungt U19-hold begynder forberedelserne til den nye sæson.
- Stævnet i Ruurlo er for årgang 2006 og 2007, mens hver klub også må have tre spillere fra 2005 med. Men vi kommer hverken med 2005’ere eller 2006’ere, men med de årgange, der skal spille U19 i den kommende sæson. Det er et meget ungt hold, vi har udtaget, men jeg forventer, at vi kan vise os frem fra vores bedste side og spille god og underholdende fodbold. Det er intentionen, indleder Mads Nissen.
- Det er en helt anden form for fodbold, når vi møder international modstand. Det gjorde vi i Tyrkiet i vinter og i en række træningskampe i Tyskland i opstarten til foråret. Vi er lidt mere låste, når vi møder hjemlige hold, fordi vi kender hinanden fra mange indbyrdes kampe og forbereder os på, hvordan vi lukker vores modstandere ned. I Holland er fokus udelukkende på os selv, og for spillerne og for VB Akademiet er det en god scene at vise os frem på.
Kampene spilles over 2 x 25 minutter og VB’erne er kommet i indledende pulje med De Graafschap (Holland), AS Trencin (Slovakiet), Willem II (Holland), Kalmar FF (Sverige) og JVOZ Zeeland (Holland). Puljekampene spilles lørdag og søndag, mens der er placeringskampe 2. pinsedag.
- Vi kommer op imod nogle modstandere, som er fysisk stærkere end os, men der skal vi virkelig vise vores fodboldmæssige kvaliteter. Taktisk er vi rigtig stærke i Danmark, og strukturen i vores spil både med og uden bold bliver vigtig. Stævnet bliver en rigtig god test for vores kommende U19 Liga-hold, og det er vigtig forberedelse til den nye sæson, siger Mads Nissen.
Sidste år blev cheftræner Niclas Hougaard og hans mandskab med spillere fra årgang 2005 og 2006 nummer 5 ud af 12 deltagende klubber. Det skete efter en sejr i placeringskampen mod Kalmar FF.
- Det er svært at sætte nogle ambitioner på i forhold til vores placering, men vi kommer ned for at vise os frem fra vores bedste side med et meget talentfuldt hold. Vi viste i Farum (i sidste runde i U19 Ligaen, red.), at selv om vi er et meget ungt hold, så kan vi spille med, og det kommer vi også til Holland for at gøre, så må vi se, hvor langt det rækker. Der er også et aspekt i turen uden for banen, hvor spillerne indkvarteres privat, og hvor vi skal have en socialt god tur. Både som afslutning på en god sæson for VB Akademiet og som optakt til de udfordringer, der venter os efter sommerpausen, siger Mads Nissen.
Silkeborg IF er forsvarende vindere af Karl Stegeman Toernooi, da silkeborgenserne sidste år besejrede De Graafschap i finalen. VB’s Oliver Amby blev kåret til stævnets bedste spiller. 2025-udgaven af turneringen kan følges her.
Vejle Boldklub stiller med følgende trup: Kasper Holm Rod (2007), Aiham Dahche (2007), Hjalte Gitz (2007), Mads Bonde Haar (2007), Mathias Bang (2007), Rasmus Koch (2007), Samuel Hust (2007), Anas Raheel (2007), Eman Subasic (2008), Marcus Brolund (2008), Max Jensen (2008), Nicolas Gammelgaard (2008), Dánial Mørkøre (2008), Markus Petersen (2008), Thorbjørn Pløger (2008), Laurits Engmark (2008), Yusuf Faghir (2008), Benjamin Stelman (2009), Kerim Sejdic (2009) og Benjamin Nicolaisen (2009).
Uden for banen ledsages den 20 mand store trup af cheftræner Mads Nissen, assistenttræner Dzevad Sejdic, assistenttræner Oliver Thychosen, analytiker Nicolai Olesen, Head of Coaching Søren Lykke, fysisk træner Kenny Bjerg og akademichef Steen Thychosen.
Afsked med årgang 2006 på VB Akademiet
Denne sommer tager VB Akademiet afsked med årgang 2006 i ungdomsregi. Det betyder, at fire spillere forlader Vejle Boldklub og skal tage de første step som nybagte seniorspillere andetsteds. Det er Magnus Udengaard, Asger Fjord Stengaard, Nikolaj Sønderby og Toby Pedersen.
- Årgang 2006 har været stærke på VB Akademiet, og de har lavet gode resultater på liga-holdene både som U17 og U19. Årgangen slutter stærkt af med en midterplacering i U19 Ligaen, og der har den ældste årgang været vigtige i forhold til at få resultaterne med. ”U”, Asger, Toby og Sønderby har alle spillet vigtige roller på holdet hen over sæsonen. Venstre backen Magnus Udengaard kom ind fra Future Vejle-samarbejdsklubben Hedensted IF allerede som helt ung, men nu rejser han videre igen efter et par sæsoner på U19-holdet, hvor han virkelig har vist sine offensive kvaliteter frem. Offensivspillerne Asger Fjord Stengaard, Nikolaj Sønderby og Toby Pedersen er kommet til VB Akademiet som U17-spillere udefra og har taget store step i deres udvikling hos os, men de skal tage hul på deres seniorkarriere andetsteds. Vi ønsker dem alle det bedste i fremtiden, siger Steen Thychosen, der er akademichef på VB Akademiet.
Bright Appiah fra årgang 2006 blev tidligere på foråret knæskadet, og han står foran en operation, som vil holde ham ukampdygtig i de kommende måneder. Kantspilleren fortsætter sin genoptræning på VB Akademiet i sæsonen 2025-26. Midtbanespilleren Emil Barfod (f. 2007), der kom til U19 Liga-holdet i vinterpausen fra Hedensted IF, vender retur til ”De Grønne” efter et halvt år i VB.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.