U19 deler i Aalborg

Arkivfoto: Carl Forssling

VB Akademiets U19 Liga-hold hentede via 1-1 et flot point på udebane mod AaB i lørdagens kamp. Anders Sønderskov (billedet, red.) headede kort efter pausen vejlenserne foran 1-0 efter en dødbold, men i slutminutterne var det topholdet, der efter et straffespark dømt for hands fik udlignet føringen og bragt kampen ud i en straffesparkskonkurrence, hvor vejlenserne hentede et ekstra point og dermed fastholder en placering i den bedste halvdel.

Af Lars Christensen | 17. maj 2025

Cheftræner Mads Nissen havde ændret på to positioner siden den komfortable 3-0 sejr over Lyngby. Det var Brolund og Pedersen, der gik ud, mens det gav plads til Udengaard og Faghir blandt de startende i den sædvanlige 4-3-1-2 formation.

Halvvejs igennem første omgang havde gæsterne en stor chance, da Anas Raheel kom fri efter forarbejde af Udengaard og Lykkebak, men AaB-målmanden reddede. I slutningen af første omgang kom nordjyderne bedre med, og de sad på spillet i det sidste kvarter af halvlegen.

- Vi er super solide uden bolden, hvor vi især i vores middelblok er gode. Raheel har en god chance, men til sidst i halvlegen er det så AaB, der sidder mest på kampen. Vi står godt imod, og der står 0-0 efter de første 45 minutter, indleder Mads Nissen, der er cheftræner for U19 Liga-holdet.

Der var kun spillet fire minutter af 2. halvleg da Anders Sønderskov headede et hjørnespark fra Samuel Hust i nettet til 1-0.

- Sønderskov timer virkelig sit løb godt tæt inde under mål, og så scorer han til 1-0. Vi kommer godt ud til 2. halvleg, hvor vi spiller os tæt på deres mål i flere sekvenser. Da der mangler et kvarter, går vi over i en 5-4-1-formation for at slå kampen ihjel, og det lykkes vi til dels med, siger Mads Nissen.

Med fem minutter tilbage fik AaB tilkendt et straffespark, da bolden blev skudt op på armen af indskiftede Hjalte Gitz.

- Det er et kontroversielt straffespark, da bolden bliver skudt op på armen af Gitz fra en meters afstand. Han har armen marginalt udenfor kroppen, så den kendelse, synes vi, var hård. Senere i kampen er det så Asger Stengaard, der bliver væltet i AaB-feltet, men der blev ikke fløjtet. Med lidt mere medvind, så havde vi måske fået et straffespark, siger Mads Nissen, der havde roser til flere af sine spillere.

- Resultatet er godt for os, og det er vi glade for. AaB er en stærk modstander, og vi laver en god kamp mod dem og det kan vi være tilfredse med. Der var stærke præstationer af Sønderskov, Koch, Astrup og Gustav Knudsen i målet. De er helt fantastiske. Vi ser i glimt, hvor gode vi kan være på omstillinger med den offensiv, vi har, men de bagerste var virkeligt stærke igen, siger Mads Nissen.

Den uafgjorte kamp blev afgjort i straffesparkskonkurrence, hvor VB sikrede sig et ekstra point. Her scorede Astrup, Sønderskov, Koch, Pedersen, Bang, Gitz og Udengaard, mens Gustav Knudsen klarede to nordjyske forsøg. Det var sæsonens ottende straffesparkskonkurrence for U19-holdet. Fire er vundet - fire er tabt.

Med de to points fastholder VB Akademiets U19 Liga-hold en plads i den bedste halvdel af U19 Ligaen, hvor der fortsat er stor spænding om medaljeplaceringerne. Se tabellen her. For VB resterer der fortsat to kampe, hvor den første spilles hjemme i VB Parken mod Silkeborg på lørdag den 24. maj kl. 12.00.

U19 Ligaen 2024-25, AaB’s anlæg
Lørdag den 17. maj 2025 kl. 13.00
AaB – Vejle Boldklub 1-1 (0-0)
49. 0-1 Anders Sønderskov
85. 1-1 Bertram Peter Skovgaard (straffespark)

Kort:
76. Anders Sønderskov (gult kort)

Indskiftninger:
46. Tobias Lykkebak ud Toby Pedersen ind
55. Sander Ravn ud Max Jensen ind
55. Yusuf Faghir ud Asger Fjord Stengaard ind
65. Samuel Hust ud Mathias Bang ind
75. Anas Raheel ud Hjalte Gitz ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Knudsen

Aiham Dahche
Anders Sønderskov
Clemens Astrup (anfører)
Magnus Udengaard

Samuel Hust
Rasmus Koch
Sander Ravn

Tobias Lykkebak

Yusuf Faghir
Anas Raheel

Bænken:
Max Jensen
Mathias Bang
Toby Pedersen
Hjalte Gitz
Asger Fjord Stengaard
Kasper Holm Rod (m)

Asger Fjord Stengaard (f. 2006) har siddet udenfor siden påskesejren over AC Horsens, men mod AaB var den stærke offensivspiller tilbage og spillede 35 minutter. Arkivfoto: Carl Forssling

Gustav Knudsen (f. 2006) stod en flot kamp mod AaB. Målmanden fra 3F Superliga-truppen klarede to straffespark i den efterfølgende straffesparkskonkurrence og var med til at sikre et ekstra point. Arkivfoto: Carl Forssling

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV