Foto: Janni Møller Thomsen
Af Lars Christensen | 14. september 2024
Før landsholdspausen spillede U19 Liga-holdet uafgjort mod først Brøndby og siden AaB, og i forhold til det sidste opgør var der tre ændringer. Lasse Flø, Asger Fjord Stengaard og Anders Sønderskov gled ud, og det gav plads til Aiham Dahche, Magnus Udengaard og Anas Raheel. Blandt indskifterne var Bright Appiah tilbage efter at have afsonet to spilledages karantæne ovenpå det røde kort i premieren mod OB.
Opgøret på en velplejet opvisningsbane ved Lyngby Stadion blev en lun oplevelse for de forholdsvis mange tilskuere. De kunne se et Vejle-mandskab dominere på antal chancer før pausen. Efter en Sander Ravn-erobring højt kom Rasmus Koch tidligt til et spark, men fin parade i målet. Kun fem minutter senere burde VB være kommet foran, da Lykkebak brød et Lyngby-udspil og satte Anas Raheel blank foran mål, men han sendte desværre læderet mod overliggeren på den store mulighed.
Flere fine angreb flød ned mod Lyngby-enden, hvor vejlenserne havde problemer med den sidste kvalitet i indlæggene. Lyngbys muligheder begrænsede sig til et Mathias Kaarsbo spark, men forbi mål.
- Vore første 45 minutter er vores bedste halvleg hidtil i sæsonen. Vores pres og erobringsspil er på et højt niveau, vi spiller ud af det på både korte og lange distancer, og så har vi defensivt en kompakthed, som er god. Vi skaber rigeligt med chancer og situationer på siderne til at score et par gange, siger Niclas Hougaard, der er cheftræner for U19 Liga-holdet.
De sidste 45 minutter blev en mere åben udveksling. Lyngby havde mere spil i en halvleg og en kamp, der kunne være tippet til begge sider. William Steindorsson havde et kvalificeret spark mod VB’s mål, som gik forbi, og så blev det i stedet for Anas Raheel, der i feltet udnyttede et forarbejde af Rasmus Koch til at blive matchvinder.
- Det er Rasmus Koch, der slider og kæmper sig igennem i højre side af feltet, hvor han lige slipper fri af to modspillere og slår et godt indlæg ind i det forreste område af feltet, hvor Anas kommer frem og scorer med en fin afslutning. Det var ikke vores største eller næststørste chance i kampen, men det var en farligt indlæg og godt opsnust af Anas, og det gav et mål, siger Niclas Hougaard.
I de sidste godt og vel 25 minutter forsøgte Lyngby at tage teten, men presset fra de kongeblå blev aldrig tungt, og bortset fra et spark fra Frederik Kongslev forbi mål og William Steindorsson lige forbi stolpen i tillægstiden, kom værterne aldrig tæt på en udligning. Dertil forsvarede vejlenserne sig for godt. De rødklædte havde flere fine faser med bolden, og især Appiah var ved at slippe afgørende fri i omstillinger et par gange.
Sejren holdt hjem – den første i sæsonen – og det var efter en stærk præstation mod Lyngby. Resultatet sender de ældste akademister op i midterfeltet af tabellen, hvor holdene har spillet alt mellem to og fem kampe. Næste opgave er lørdag om fjorten dage mod Sønderjyske i Haderslev.
- Kampen bliver mere rodet i de sidste 45 minutter og bølger mere frem og tilbage. Vi laver for mange tekniske fejl til, at vi kan få sat de angreb op, som vi gerne vil og vi tager dårlige beslutninger. Men i alle perioder står vi godt sammen som hold, og vi holder Lyngby væk fra store muligheder over 90 minutter. Vi forventede i den sidste fase, at Lyngby ville udfordre os på siderne, og derfor garderede vi os i bredden ved at gå over til at spille med tre stoppere og to wingbacks. Det lykkedes os at neutralisere deres tiltag, og så fik vi brugt vores indskiftede spillere der, hvor de var bedst, siger Niclas Hougaard.
- Der er stor ros til hele holdet for en stærk præstation i Lyngby, hvor vi i min tid har haft det svært. Der er ekstra plusser i bogen til vores centrale akse med Astrup, Lykkebak og Ravn, som ligger og arbejder meget i begge retninger. De var motoren på vores hold i en god holdsejr, siger Niclas Hougaard.
U19 Ligaen 2024-25, opvisningsbanen v/Lyngby Stadion
Lørdag den 14. september 2024 kl. 13.00
Lyngby Boldklub – Vejle Boldklub 0-1 (0-0)
69. 0-1 Anas Raheel
Kort:
42. Magnus Udengaard (gult kort)
49. Tobias Lykkebak (gult kort)
78. Bright Appiah (gult kort)
84. Rasmus Lykkegaard (gult kort)
Indskiftninger:
61. Toby Pedersen ud Bright Appiah ind
61. Aiham Dahche ud Hjalte Gitz ind
82. Rasmus Koch ud Rasmus Lykkegaard ind
82. Anas Raheel ud Asger Fjord Stengaard ind
90. Clemens Astrup ud Kristian Tonnisen ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Knudsen
Aiham Dahche
Anton Klaster
Andreas Tomaselli (anfører)
Magnus Udengaard
Toby Pedersen
Sander Ravn
Clemens Astrup
Rasmus Koch
Tobias Lykkebak
Anas Raheel
Bænken:
Kristian Tonnisen
Bright Appiah
Rasmus Lykkegaard
Hjalte Gitz
Asger Fjord Stengaard
Jonathan Villefrance (m)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.