Foto: Bo Nielsen
Af Lars Christensen | 30. oktober 2023
U17 Liga-holdets cheftræner Mads Nissen måtte undvære en karantæneramt Rasmus Koch på midtbanen, og i stedet spillede Mads Bonde Haar, mens der også var byttet i målet, hvor Villefrance var tilbage og Thorbjørn Pløger agerede reserve.
Hjemmeholdet kom blæsende ud på banen, der var en smule medtaget af årstiden og de 90 minutter, som U19 Liga-holdene havde været igennem umiddelbart op til. Allerede i det 2. havde Samuel Hust en stor chance i feltet, da han mødte anfører Aiham Dahches indlæg, men Silkeborg målmanden reddede den store chance. Kun fem minutter senere var VB-anføreren igen involveret, da han midt for mål trykkede af - Silkeborgs Christian Risom halvklarede kun, og så kunne Yusuf Faghir med et hårdt spark bringe de rødblusede foran 1-0.
I en generelt god VB-indledning var der flere afslutninger foran Silkeborg-målet, og målscorer Faghir og Mads Bonde Haar trykkede af, men den sidste skarphed manglede.
Særligt mod slutningen af halvlegen kom de mørkklædte gæster bedre med, og Simon Thanning havde en halvstor chance i feltet, som VB’erne fik blokeret ud til et hjørnespark.
- Vi begynder kampen virkelig godt, og vi kan score flere mål end det ene, som vi kommer frem til. Ude på sidelinjen når vi lige at tale om, at vi skal score i vores gode perioder, og det gjorde vi mod Silkeborg. Aiham Walid Dahche sparker godt midt for mål, og så er det godt fulgt op af Yusuf Faghir på returen. Det var en dejlig begyndelse, men vi kan faktisk godt score mere, siger Mads Nissen, der er cheftræner for U17 Liga-holdet.
- Det var til vores fordel, at kampen blev spillet på græs og ikke kunstgræs, og det håndterede spillerne fint. Spillerne accepterede, at vi i faser skulle spille længere bolde, end vi tidligere har gjort, og vi var også gode, når Silkeborg havde bolden. Vores angribere stod centralt, og vi fik deres spil flyttet ud på siderne, så vi slap for deres kombinationer centralt i banen, hvor de normalt er meget stærke, siger Mads Nissen.
Silkeborg tog teten i perioder af 2. halvleg, men selvom et stærkt SIF-mandskab forsøgte med lidt af hvert, så havde vejlenserne også mulighed for en dræbende scoring. I det 51. minut slog Sebastian Frahm Gade en bold frem i banen, som Hust fik dirigeret videre til Yusuf Faghir, der pludselig befandt sig alene med SIF-målmanden, men denne gang blev Risom den store i duellen.
Efter en times spil gjorde Faghir plads til Kristian Tonnisen i vejlensernes andet bytte, og sidste uges super-sub gjorde med sin fysiske styrke et godt indhop i forreste linje. U17-holdets store angriber Malthe Emil Hansen, der i sommerpausen kom fra netop SIF, arbejdede hårdt mod sine tidligere holdkammerater, og han kom afsted i en omstilling i 2. halvleg, hvor han trykkede af med stor power, men bolden strøg over mål.
Gæsternes bedste forsøg i 2. halvleg, hvor de forcerede spillet mere og mere, som tiden gik, stod Bertram Binggeli for, da han i en omstilling fik sparket, men stærkt forsvarsspil afviste tilnærmelserne. Til sidst afviste vejlenserne en række indlæg, og en velspillende målmand Jonathan Villefrance kom stærkt ud af feltet og clearede en farlig fremlægning, og så kunne alle de rødblusede inklusiv hele bænken efter fire minutters tillægstid juble og omfavne hinanden efter den første sejr siden 19. august.
- Det er virkelig fedt at være på tavlen med en sejr igen. Nu har det været tæt på flere gange, og vi har følt, at vi ikke helt har fået de points, som vi burde, og så smager sejren bare ekstra godt. Den er til hele holdet den her, siger Mads Nissen.
- I store faser bliver det jo en slåskamp og en rigtig fight, mere, end det er kønt fodboldspil. Men det skal vi også kunne, og spillerne kriger virkelig kampen hjem. Banen var mere til vores fordel end til Silkeborgs, og det udnyttede vi ved at spille klogt i længderetningen og tilpasse vores spil efter forholdene, og det skal spillerne have kredit for. 2. halvleg bliver mere lige, men vi er virkelig stærke uden bolden, og spillerne investerer sindssygt meget. Vi tvinger Silkeborg på siden af os, og så er vi lige ved at spille et par chancer større i 2. halvleg, men den helt åbne chancer hvor vi kan lukke, mangler vi, siger Mads Nissen.
- Det er holdindsatsen, der giver tre points. Alle står sammen om den her sejr, men jeg må også fremhæve Marcus Bunton Olesen. Det er svært at sætte ord på, hvor meget han betyder for det her hold. Han løber og forsvarer i alle 90 minutter og han er bare en kæmpe faktor for os, fordi han kommer så godt rundt og er en ufatteligt dygtig presspiller, siger Mads Nissen.
U17 Liga-holdet, der med sejren kravler op på 9. pladsen i tabellen, skal allerede i kamp på hjemmebane igen på lørdag, hvor modstanderen er Esbjerg fB.
U15 Liga-holdet spillede 2-2 (1-1) mod Silkeborg i lørdagens opgør. Nicolas Gammelgaard og Ali Riad udlignede to SIF-føringer. VB vandt straffesparkskonkurrencen om et ekstra point. Se stillingen i U15 Ligaen her.
U17 Ligaen 2023-24, VB Parken
Lørdag den 28. oktober 2023 kl. 12.30
Vejle Boldklub – Silkeborg IF 1-0 (1-0)
7. 1-0 Yusuf Faghir
Kort:
89. Sven Bech Leschly (gult kort)
90. Kristian Tonnisen (gult kort)
Indskiftninger:
46. Mads Bonde Haar ud Sven Bech Leschly ind
58. Yusuf Faghir ud Kristian Tonnisen ind
76. Aiham Walid Dahche ud Marius Riis ind
84. Malthe Emil Søgaard Hansen ud Nikolai Kokholm ind
84. Rasmus Lykkegaard ud Gustav Wietz ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Jonathan Villefrance
Laurits Engmark
Hjalte Gitz
Sebastian Frahm Gade
Aiham Walid Dahche (anfører)
Marcus Bunton Olesen
Mads Bonde Haar
Rasmus Lykkegaard
Samuel Hust
Malthe Emil Søgaard Hansen
Yusuf Faghir
Bænken:
Kristian Tonnisen
Marius Riis
Sven Bech Leschly
Gustav Wietz
Nikolai Kokholm
Thorbjørn Pløger Nielsen (m)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.