Foto: Bo Nielsen
Af Lars Christensen | 16. juni 2024
U17 Ligaen lakker mod enden, og lørdag eftermiddag var Mads Nissens mandskab oppe imod det suveræne tophold fra OB. Fynboerne har for længst sikret sig titlen, men vejlenserne kom til Ådalen med et stærkt hold. Klaster og Ravn var ligesom mod Lyngby sendt ned fra U19, og de havde denne gang også selskab af Magnus Udengaard.
Tre af scoringerne faldt før pausen, og to af dem var signeret af gæsterne. Først udlignede Samuel Hust, og siden bragte Faghir de rødblusede i front.
- Deres føringsmål kommer efter en skidt pasning, og det straffer OB omgående til at bringe sig foran med 1-0. Der går ikke mere end et par minutter, så har Samuel Hust udlignet med et flot, flot mål. Han opsnapper en tværbold og ser, at deres keeper er for langt ude af sit mål, og så er stillingen 1-1, siger Mads Nissen, der er cheftræner for U17 Liga-holdet.
- Fra udligningen har vi styr på første halvleg og skaber en række rigtig store chancer. Lige op mod pausefløjtet kommer vi foran, da Rasmus Koch og Aiham Dahche laver et gennembrud på siden. Hust får en afslutning, men den ender med at ramme en modstander, og så kan Faghir bringe os foran 2-1, siger Mads Nissen.
De sidste 45 minutter blev en lige omgang, men OB fik hurtigt bragt sig på omgangshøjde, og derfra havde vejlenserne især i de døende minutter muligheder for at tage alle pointsene med hjem.
- Det er en fantastisk afslutning, som OB scorer til 2-2 på. Det er især i de sidste ti minutter, at vi brænder en række kæmpe målchancer. Vi havde i den grad muligheden for at vinde kampen, men vi fik aldrig scoret. Det er et flot point, vi trods alt henter, og vi viser, at vi fortsat er opadgående efter sejren over Lyngby. Nu skal alle kræfter bruges på en god sæsonafslutning mod AaB hjemme i VB Parken på onsdag, siger Mads Nissen.
Cheftræneren fremhævede Sander Ravn fra opgøret i Odense, hvor midtbanespilleren havde været helt fantastisk.
Uafgjorte kampe i ungdomsligaerne afgøres i straffesparkskonkurrence. Her vandt OB et ekstra point via en samlet 8-7 sejr. For VB scorede Tonnisen, Koch, Udengaard, Ravn og Bang fra pletten.
VB Akademiets U15 Liga-hold mødte også OB i Ådalen, men tabte 0-2 efter 0-0 ved pausen. Det yngste liga-hold på VB Akademiet mangler to midtugekampe på hjemmebane i VB Parken inden sommerpausen. Her venter AaB og FC Midtjylland.
U17 Ligaen 2023-24, Ådalen, Odense
Lørdag den 15. juni 2024 kl. 15.00
OB – Vejle Boldklub 2-2 (1-2)
18. 1-0 Andreas Knudsen
20. 1-1 Samuel Hust
44. 1-2 Yusuf Faghir
49. 2-2 Hjalte Boe
Indskiftninger:
57. Yusuf Faghir ud Mathias Bang ind
57. Max Jensen ud Mads Bonde Haar ind
66. Rasmus Lykkegaard ud Eman Subasic ind
79. Hjalte Gitz ud Kristian Tonnisen ind
79. Samuel Hust ud Laurits Engmark ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Kasper Holm Rod
Aiham Dahche (anfører)
Anton Klaster
Hjalte Gitz
Magnus Udengaard
Max Jensen
Sander Ravn
Rasmus Koch
Samuel Hust
Rasmus Lykkegaard
Yusuf Faghir
Bænken:
Mads Bonde Haar
Kristian Tonnisen
Mathias Bang
Laurits Engmark
Eman Subasic
Thorbjørn Pløger (m)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.