Arkivfoto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 24. februar 2025
Christian Sivebæk har overtaget U17 Liga-holdet i vinterpausen, og den nytiltrådte cheftræner og det unge talentfulde mandskab fik en fin begyndelse på anden halvdel af sæsonen. Vejlenserne delte med FCN i VB Parken i efteråret, og det blev til en gentagelse i returmødet.
- Det er en virkelig god kamp af holdet, hvor vi tjener et godt point. Det er især i vores defensive struktur og i vores pres, at vi er gode. Før pausen har vi store chancer efter især omstillinger, mens vi i de første 70 minutter stort set holder FCN væk fra chancer, indleder Christian Sivebæk.
Det var Benjamin Nicolaisen, der efter en lille halv time åbnede scoringen, da han udnyttede en god bold i dybden i en omstilling til at score. Samme Nicolaisen havde muligheden for at øge føringen i begyndelsen af anden omgang.
- Begyndelsen på anden halvleg var fremragende, og vi får sat ”Benno” op til to friløbere, men desværre fik vi ikke scoret. Markus Petersen havde et spark på overliggeren efter en solotur, mens Stefan Petrache også havde to gode chancer. De muligheder skulle vi have udnyttet bedre, siger Christian Sivebæk.
I stedet var det FCN, der med to scoringer indenfor tre minutter kom i spidsen med 2-1.
- Da vi begynder at skifte ud, så brydes rytmen, og FCN kommer bedre med. Først udligner de til 1-1 efter et fladt indlæg, mens de kommer foran 2-1 efter et frispark på siden af feltet.
Det lignede dermed en sejr til FC Nordsjælland, men i de sidste minutter fik vejlenserne udlignet og sikret et sent point i den svære udekamp.
- Efter de to scoringer reagerer vi stærkt, og Ali Riad har en gigantisk chance for at udligne til 2-2. I tillægstiden skubber vi alt frem, og indskiftede Jeppe Højgaard får prikket bolden over målstregen efter to riposter, og vi henter det ene point, som vi som minimum skulle have. En flot præstation af spillerne, som var næsten gennemført, siger Christian Sivebæk.
Der blev sparket straffespark om et ekstra point, men det gik til hjemmeholdet. VB brændte to forsøg, mens FCN blot misbrugte et.
Med det ene point fastholder U17-holdet en plads i den bedste halvdel af rækken, hvor Brøndby topper foran FC Nordsjælland. I den kommende weekend venter en udekamp mod AGF.
U17 Ligaen 2024-25, Right to Dream Park, Farum
Lørdag den 22. februar 2025 kl. 12.30
FC Nordsjælland – Vejle Boldklub 2-2 (0-1)
27. 0-1 Benjamin Nicolaisen
73. 1-1 Magnus Rasmussen
76. 2-1 Mads Emil Larsen
90. 2-2 Jeppe Højgaard
Kort:
78. Marcus Brolund (gult kort)
83. Nicolas Gammelgaard (gult kort)
Indskiftninger:
62. Kerim Sejdic ud Dánial Mørkøre ind
71. Stefan Petrache ud Villads Østergaard ind
71. Benjamin Nicolaisen ud Ali Riad ind
76. Markus Petersen ud Jeppe Højgaard ind
76. Laurits Engmark ud Albert Frederiksen ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger
Laurits Engmark (anfører)
Gustav Toft Jacobsen
Benjamin Stelman
Marcus Brolund
Stefan Petrache
Max Jensen
Markus Petersen
Benjamin Nicolaisen
Kerim Sejdic
Nicolas Gammelgaard
Bænken:
Ali Riad
Dánial Mørkøre
Albert Frederiksen
Villads Østergaard
Jeppe Højgaard
Victor Strøyer (m)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.