Foto: Vejle Boldklub
Af Lars Christensen | 22. april 2023
VB kom til Haderslev efter 2-2 hjemme mod OB, og kravet var en sejr i Haderslev, hvis de unge VB’ere ville holde trit med de førende hold i Ligaen for U17-hold. Der var to ændringer på mandskabet i forhold til sidste uges kamp mod fynboerne. På kanten havde Noah Ejlertzen erstattet Asger Fjord Stengaard, mens Anders Sønderskov var fit igen og spillede i stedet for Udengaard i bagkæden.
Sønderjyske kom foran efter et kvarter, da VB i opspillet tabte en pasning, og så kunne Sønderjyske trille en overraskende føring i nettet.
- I vores opbygningsspil skulle vi lige indstille os på, hvor pladsen var, og vi laver jo en dyr fejl efter et kvarter, hvor de kommer foran 1-0. Der straffer de os hårdt. Det er den slags, der sker, når vi insisterer på, at vi skal prøve at spille os ud. Spillerne lærer af det, og alle reagerede godt på det efterfølgende, og det er sådan set det vigtigste, når vi nu har foræret dem en scoring, siger Niclas Hougaard.
Hurtigt bagud 0-1 blev presset intensiveret, og meget af spillet foregik på sønderjydernes banehalvdel. Kjærsgaard headede over mål, og Freitas sparkede lige på målmanden på et fint tilbud, og så måtte vejlenserne helt hen til det 44. minut, før den fortjente udligning kom. Sønderby kvitterede på et indlæg fra Barholt.
- Det var et flot mål, som blev flot sat op. Vi var generelt ikke dygtige nok til at fylde det bagerste område op ved indlæg, men det gjorde vi her, og der var gode løb i boksen, og så kunne Nikolaj Sønderby med en flot header score til 1-1. Det var vigtigt lige op mod pausen, og det gav os en god fornemmelse, siger Niclas Hougaard.
Billedet blev en smule ændret til 2. halvleg, og ændringen var, at VB sad endnu mere på spillet og trykkede endnu hårdere mod værternes felt. Det blev dog først i de døende minutter, at det for alvor begyndte at brænde på, da Clemens Astrup og Asger Fjord Stengaard fik pæne tilbud i feltet, men den forløsende scoring udeblev.
- Det er få gange i løbet af en sæson, at man oplever at være så dominerende uden at vinde. Med lidt god vilje var kampen mere lige i begyndelsen af 1. halvleg end senere i halvlegen, og i 2. halvleg står de i lange faser bare og parerer. Det er som sagt sjældent, at man ikke vinder den slags kampe, og vi gør mange ting rigtigt, men vi skal også forbedre os på en række punkter, for vi slider med spillet på banens sidste tredjedel, siger Niclas Hougaard.
- Der mangler kvalitet i deres felt. Det er ikke kun, når vi afslutter, men også på de utroligt mange indlæg, vi kommer til. Den rigtige timing, de rigtige løb og skarpheden i det, som vi foretager os. Det skal vi arbejde på at gøre bedre, men jeg har rost spillerne for deres præstation. De giver så meget, og som hold er vi svære at knække, hvilket vores rekordliste også vidner om, men vi har også et par uafgjorte, som vi kunne have tippet over til vores side, siger Niclas Hougaard.
Han fremhævede Nikolaj Sønderby, der tidligere på ugen indgik sin første aftale med VB, som en af gæsterne bedste.
- Sønderby er involveret i meget, og han scorer et flot mål og er generelt farlig, men også Clemens Astrup er vigtig i vores chanceskabende spil, siger Niclas Hougaard.
Uafgjorte kampe i U17 Ligaen afgøres i straffesparkskonkurrence, og her vandt Sønderjyske et ekstra point. Kristian Tonnisen, Anton Klaster og Clemens Astrup scorede, mens Gustav Nørregaard Knudsen og Frederik Engqvist brændte. Sønderjyske scorede på fire af deres fem spark.
U17 Liga-holdet, der fortsat holder sig godt til i tabellen, spiller igen om vigtige points på lørdag, når Silkeborg IF er gæster i VB Parken. Se stillingen her.
U15 Liga-holdet vandt 2-0 (0-0) i deres møde med Sønderjyske i Haderslev. Malte Bach og Samuel Hust scorede målene for Mads Nissens mandskab, der med sejren hopper op på 10. pladsen.
U17 Ligaen 2022-23, Haderslev Idrætscenter kunstgræsbane
Lørdag den 22. april 2023 kl. 14.45
Sønderjyske Fodbold – Vejle Boldklub 1-1 (1-1)
15. 1-0 Dereje Jensen
44. 1-1 Nikolaj Sønderby
Kort:
27. Nikolaj Sønderby (gult kort)
30. Sander Ravn (gult kort)
Indskiftninger:
58. Emil Klitgaard ud Asger Fjord Stengaard ind
65. Victor Kjærsgaard ud Kristian Tonnisen ind
80. Noah Ejlertzen ud Frederik Engqvist ind
80. Anders Sønderskov ud Magnus Udengaard ind
80. André Freitas ud Gustav Petterson ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Nørregaard Knudsen (anfører)
Emil Klitgaard
Anton Klaster
Anders Sønderskov
Noah Barholt Rasmussen
André Freitas
Sander Ravn
Clemens Astrup
Nikolaj Sønderby
Victor Kjærsgaard
Noah Ejlertzen
Bænken:
Jonathan Villefrance (m)
Magnus Udengaard
Gustav Petterson
Frederik Engqvist
Kristian Tonnisen
Asger Fjord Stengaard
Fra 99,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.