Foto: Vejle Boldklub
Af Lars Christensen | 30. april 2023
Der var tre ændringer i startopstillingen i forhold til sidste uges uheldige 1-1 kamp mod Sønderjyske. På midtbanen blev Freitas erstattet af Hust, på backen spillede Ejlertzen for Klitgaard, hvilket betød at Asger Fjord Stengaard kom ind på kanten, og endelig var Bright Appiah med igen for Victor Kjærsgaard i frontlinjen.
Der var kun spillet syv minutter, da de formstærke værter første gang blev farlige. Det var netop Bright Appiah, der lavede et godt gennembrud i højre side, og med et præcist indlæg fandt han Asger Fjord Stengaard, der scorede med et fladt spark.
- Efter kampen mod Sønderjyske efterlyste jeg mere kvalitet på banens sidste tredjedel, fokus på de rigtige løb i feltet og at vi skulle være bedre til at fylde boksen op, og det svarede spillerne stærkt igen på. Det første mål er dels en god individuel aktion på siden, et godt timet løb og en god afslutning, og der var mere end bare de to spillere involveret i målet, siger Niclas Hougaard, der er cheftræner for U17 Liga-holdet.
Silkeborg slog igen efter en god halv time, da Gustav Nørregaard Knudsen, der i øvrigt stod en glimrende kamp med mange sikre indgreb, blev overlistet af en lang fremlægning i vinden, og så kunne Bertram Binggeli trille udligningen i nettet.
- Der vil være fejl på det her niveau, men det, der glæder mig allermest, er, at spillerne ikke hænger med hovedet derefter, men at vi slår tilbage med det samme og genetablerer føringen, som vi kunne gå til pause med, siger Niclas Hougaard.
Scoringen til 2-1 kom ni minutter før pausen og var signeret Bright Appiah, der midt i Silkeborg-feltet udnyttede Noah Barholts forarbejde. Venstrebacken leverede igen på et højt niveau, og denne gang kronede han det med en assist, da han efter en dribletur i venstre side serverede en god mulighed for Appiah.
- Oplægget til kampen var blandt andet, at vi skulle give Silkeborg en følelse af, at vi ville angribe hele tiden. Ikke noget med at være passive, men fremadrettet fodbold, og jeg synes, at vi med ganske få undtagelser spiller ikke bare en halvleg, men en kamp, som vi sidder på, siger Niclas Hougaard.
Ti minutter efter sidebyttet blev det også til et mål fra brandvarme Nikolaj Sønderby, der udnyttede en præcis stikning fra Asger Fjord Stengaard til at score til 3-1. Midt i halvlegen havde de mørkklædte gæster en kort opblussen, men mere end to afslutninger blev det ikke til. Mod slutningen kunne føringen være øget, men indskifterne Magnus Udengaard og Victor Kjærsgaard havde ikke heldet med sig omkring et par halvstore chancer, og dermed blev det ved en sejr på 3-1 til U17 Liga-holdet.
- Det er en virkelig god 2. halvleg, vi spiller. Vi er på lige fra start og er meget kompakte, og vi giver dem ikke plads centralt i banen, hvor de er stærke. I stedet søgte de løsninger dybt og højt på os, men vi forsvarede feltet stærkt og lavede de justeringer i spillet, der gjorde, at vi blev mere dominerende i det, der også var vores første græskamp i år, siger Niclas Hougaard.
- Spillerne leverer en utrolig klog og moden kamp på U17-niveau. Det er ikke hver dag, at vi optræder med den coolness offensivt og defensivt, men vi er gode til at veksle inde på banen mellem forskellige pres, og spillerne fungerer godt sammen. Det er vores fantastiske stime også et udtryk for, og jeg har sagt til spillerne, at de skal være stolte, men også, at vi skal jagte de muligheder, der ligger foran os. Det er ikke hverdagskost, at man som ungdomsspiller kan vinde noget, siger Niclas Hougaard.
Han roste igen hele sit unge mandskab for præstationen, men ville gerne tage to enkelte ud også.
- Noah Barholt har været stærk i en længere periode, og i dag er han så involveret i målet til 2-1 med en rigtig god tur i venstre side og efterfølgende indlæg, men også Clemens Astrup. Han scorer ikke så meget, som han gjorde i efteråret, men han har en stor betydning inde centralt i banen, og han er god til at finde balancen på holdet, siger Niclas Hougaard.
U17 Liga-holdet skal i kamp om vigtige points igen på lørdag, hvor Randers FC er modstanderen på udebane. Se stillingen i U17 Ligaen her.
U15 Liga-holdet vandt for anden kamp i træk, da Mads Nissens mandskab besejrede Silkeborg 1-0 på det mål, Andreas Knudsen scorede efter en time.
U17 Ligaen 2022-23, VB Parken
Lørdag den 29. april 2023 kl. 15.00
Vejle Boldklub – Silkeborg IF 3-1 (2-1)
07. 1-0 Asger Fjord Stengaard
35. 1-1 Bertram Binggeli
36. 2-1 Bright Appiah
55. 3-1 Nikolaj Sønderby
Kort:
50. Samuel Hust (gult kort)
90. Kristian Tonnisen (gult kort)
Indskiftninger:
52. Bright Appiah ud André Freitas ind
63. Samuel Hust ud Kristian Tonnisen ind
80. Asger Fjord Stengaard ud Gustav Petterson ind
80. Nikolaj Sønderby ud Victor Kjærsgaard ind
80. Sander Ravn ud Magnus Udengaard ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Nørregaard Knudsen (anfører)
Noah Ejlertzen
Anton Klaster
Anders Sønderskov
Noah Barholt Rasmussen
Samuel Hust
Sander Ravn
Clemens Astrup
Bright Appiah
Nikolaj Sønderby
Asger Fjord Stengaard
Bænken:
Jonathan Villefrance (m)
Magnus Udengaard
Victor Kjærsgaard
Gustav Petterson
André Freitas
Kristian Tonnisen
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.