Foto: Bo Nielsen
Af Lars Christensen | 11. marts 2024
Efter fjorten dages kamppause for U17 Liga-holdet, skulle cheftræner Mads Nissens unge mandskab forsøge at hente forårets første points.
Det håb led første knæk allerede efter seks minutter, da gæsterne kom foran efter en dødbold og det skulle blive opgørets eneste scoring før pausen.
- Vi er godt med i hele første halvleg, hvor vi skaber et par fine chancer. Den største af dem tilfalder Yusuf Faghir, der header på overliggeren, siger Mads Nissen.
Ved pausen førte randrusianerne 1-0, og selvom vejlenserne ved begyndelsen af anden halvleg fik den kraftige vind i ryggen, så var det alligevel gæsterne, der med to scoringer løb fra vejlenserne.
- Det er lidt ud af ingenting, at de både kommer til den anden og tredje scoring indenfor få minutter. Det er situationer, hvor vi er i fin kontrol, men undervurderer sekvenserne, og så ligger bolden i nettet kort efter, siger Mads Nissen.
Nede 0-3 fik midtbanespilleren Mads Bonde Haar sin anden advarsel og dermed marchordre, og i de sidste 25 minutter fik vejlenserne stik imod sund fornuft kæmpet sig tilbage i opgøret.
- Vi ændrer lidt i vores formation og går over til at spille med tre spillere i bagkæden, og deraf får vi lagt et enormt tungt tryk på Randers. Den første reducering kommer allerede efter et par minutter, da Kristian Tonnisen scorer til 1-3 efter en erobring i deres felt, og det bliver startskuddet til en rigtig god periode for os, siger Mads Nissen.
I det 83. minut fik midtstopperen Hjalte Gitz reduceret til 2-3 efter en standardsituation, og selvom vejlenserne i en hektisk afslutning kom frem til en lang række dødbolde, så kastede ingen af dem en tredje scoring af sig, og dermed blev comebacket ikke færdiggjort for de unge akademister.
- I den sidste fase giver vi alt, hvad vi har, men det rækker lige akkurat ikke til en udligning. Vi i trænerteamet kan ikke sætte en finger på indsatsen, hverken mentalt, taktisk eller teknisk. Vi møder en modstander, som kender deres besøgelsestid bedre end vi gør, og det skal vi tage ved lære af. Randers er gode til det, som de gør, og de straffer os et par gange og derfor taber vi, siger Mads Nissen.
- Kampen igennem er vi gode på bolden og spiller på få touch og kommer i de situationer offensivt, som vi gerne vil. Vi kæmper med at slå mønt af det, og det skal vi have lagt på hurtigt. Vi glæder os til at arbejde videre med holdet i den kommende uge. Der var fremgang at spore mod Randers, og nu ser vi frem mod AGF. Der har vi revanche til gode, og vi plejer at spille gode kampe mod dem, siger Mads Nissen.
Cheftræneren fremhævede den store offensivspiller Kristian Tonnisen for en fin præstation, hvor han blandt andet lavede sit første sæsonmål.
- Tonnisen spiller sin hidtil bedste kamp i denne sæson og viser prøver på nogle af de kvaliteter, som han besidder. Det var fedt at kunne give ham 90 minutter, og han scorer også et godt mål, som sætter gang i kampen igen, siger Mads Nissen.
U17 Liga-holdets kommende opgør spilles på lørdag den 16. marts, hvor modstanderen er AGF på Fredensvang.
VB Akademiets U15 Liga-hold havde også besøg af Randers Freja FC, og her vandt gæsterne 3-2 (2-2) efter et sent sejrsmål. Det var Kerim Sejdic og Jeppe Højgaard Jensen, der scorede for cheftræner Kristian Olesens mandskab.
U17 Ligaen 2023-24, VB Parken kunstgræsbane
Lørdag den 9. marts 2024 kl. 15.00
Vejle Boldklub – Randers Freja FC 2-3 (0-1)
6. 0-1 William Warrer
59. 0-2 Lasse Mandal
65. 0-3 Andreas Riiser
69. 1-3 Kristian Tonnisen
83. 2-3 Hjalte Gitz
Kort:
42. Mads Bonde Haar (gult kort)
65. Mads Bonde Haar (gult kort)
65. Mads Bonde Haar (rødt kort)
Indskiftninger:
57. Malthe Emil Hansen ud Benjamin Nicolaisen ind
71. Eman Subasic ud Laurits Engmark ind
71. Marcus Bunton Olesen ud Sven Bech Leschley ind
71. Yusuf Faghir ud Samuel Hust ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Kasper Holm Rod
Rasmus Koch
Aiham Walid Dahche (anfører)
Hjalte Gitz
Rasmus Lykkegaard
Eman Subasic
Mads Bonde Haar
Marcus Bunton Olesen
Malthe Emil Hansen
Yusuf Faghir
Kristian Tonnisen
Bænken:
Benjamin Nicolaisen
Samuel Hust
Sven Bech Leschley
Laurits Engmark
Sander Holst Papuga (m)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.