U17 kunne ikke knække FC Midtjylland

Foto: Vejle Boldklub

Vejle Boldklubs U17 Liga-hold var på besøg hos FC Midtjylland i Ikast tirsdag aften, hvor de to klubber afviklede en udsat kamp. Midtjyderne slap bedst fra den opgave, da de vandt 3-1 efter 1-0 ved pausen. Indskiftede Tobias Lykkebak reducerede til 1-3 efter en god time, da han sparkede et langskud i nettet.

Af Lars Christensen | 7. juni 2023

U17 Liga-holdet skulle vaske pletten væk fra weekendens klare nederlag til Lyngby, da de tirsdag var i Ikast til en udsat kamp. Midtjyderne skulle bruge en sejr for at holde sig inde i medaljekampen, mens VB Akademiets næstældste hold skulle tilbage på sporet efter to nederlag.

- På mange parametre spiller vi en fin kamp, men i de sidste fem-ti minutter går vi døde, og det skyldes nok, at flere af spillerne i weekenden var med en udvidet U19-trup til turnering i Holland, hvor de spillede flere kampe, siger Jonathan Plagborg, der er assistenttræner på U17 Liga-holdet.

- Det er en kamp, som vi kommer skidt ud til, men efter de første ti minutter løfter vi os og kommer meget bedre med. Det mest af 1. halvleg er på vores præmisser, men vi får ikke afsluttet vores angreb. Vi spiller os godt fremad banen og kombinerer fint, men den sidste pasning mangler.

FCM kom foran i midten af 1. halvleg, da de scorede på et lidt uheldigt mål set med vejlensiske briller.

- Det var lidt kluntet i vores felt, og til sidst fik de sparket bolden i mål. De kommer også på 2-0 ti minutter efter pausen på en omstilling, efter at vi ellers har været tæt på 1-1. De har nogle gode individualister, som er skarpe i deres aktioner, og deres spiller sparkede bolden over i målhjørnet ved den anden scoring, siger Jonathan Plagborg.

Det blev også 3-0 til hjemmeholdet, da de udnyttede en hjørnesparksbold og dermed lignede det game over for vejlenserne. Men indskiftede Tobias Lykkebak fik pyntet på resultatet.

- Lykkebak driver bolden fra midten af banen og sparker den ind fra noget, der ligner 20 meter. Det var en god aktion og et flot mål, men selvom vi prøver at kommer mere tilbage i kampen, så er vi ikke for alvor ved at åbne kampen op. Vi gør periodevis en fin kamp, men vi får desværre ikke afsluttet vores angreb i de bedste perioder, og så bliver vi straffet i den anden ende. Vi har haft en lidt svær periode de sidste uger, men vi håber fortsat at kunne slutte sæsonen godt af, siger Jonathan Plagborg.

U17 Liga-holdet kom til Ikast i en ny formation, da de spillede 3-4-3, og det løste spillerne godt. Der var ekstra roser til Bright Appiah på kanten og Kristian Tonnisen på midtbanen.

-  Bright var fantastisk igen. Han spillede en stor kamp, hvor han udfordrede dem fysisk hele tiden. Konstant i bevægelse og en håndfuld for sin direkte modspiller. Tonnisen spillede også en stærk 1. halvleg, inden han måtte udgå med sygdom i løbet af 2. halvleg.

U17 Liga-holdet mangler fortsat to kampe, inden der er sommerpause. Den første er mod AGF på lørdag i VB Parken fra kl. 15.00.

Læs hvad FC Midtjylland skriver om kampen her.

U17 Ligaen 2022-23, Ikast Stadion
Tirsdag den 6. juni 2023 kl. 18.00
FC Midtjylland – Vejle Boldklub 3-1 (1-0)
24. 1-0 Christian Jørgensen
55. 2-0 Mikel Gogorza
60. 3-0 Nicolaj Tornvig Hansen
63. 3-1 Tobias Lykkebak

Indskiftninger:
56. Kristian Tonnisen ud Tobias Lykkebak ind
70. Samuel Hust ud Noah Ejlertzen ind
80. Sander Ravn ud Aiham Walid Dahche ind
80. Emil Klitgaard ud Gustav Petterson ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Nørregaard Knudsen (anfører)

Anders Sønderskov
Magnus Udengaard
Noah Barholt Rasmussen

Emil Klitgaard
Samuel Hust
Kristian Tonnisen
Clemens Astrup

Bright Appiah
Nikolaj Sønderby
Sander Ravn

Bænken:
Valde Damskier Skov (m)
Tobias Lykkebak
Gustav Petterson
Noah Ejlertzen
André Monteiro
Aiham Walid Dahche

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV