Foto: Bo Nielsen
Af Lars Christensen | 8. april 2024
I forhold til deleren med EfB i påsken rådede cheftræner Mads Nissen for første gang i sæsonen over Sander Ravn, der var sendt ned fra U19 Liga-holdet. Ravn tog plads i offensiven bag Lykkegaard og Faghir. Sidstnævnte var med fra start i stedet for uheldige Mathias Bang, der udgik i 1-1 kampen mod EfB.
De unge VB’ere kunne først juble, da Yusuf Faghir i forbindelse med et hjørnespark i første omgang blev hyldet som målscorer, men dommertrioen noterede det som et nordsjællandsk selvmål i deres rapport.
- I det første kvarter er vi virkelig gode med bolden, og vi finder mange gode løsninger fremad banen. I erobringsspillet har vi flere høje bolderobringer, og kulminationen på vores gode start er selvfølgelig målet, som det umiddelbart ser ud til, at Faghir scorer, siger Mads Nissen.
Ovenpå den gode start på opgøret skiftede gæsterne formation, og det blev startskuddet til en periode præget af nordsjællænderne, og efter godt og vel en halv times spil havde de også føringen.
- Vi har svært ved at løse deres nye formation og bliver presset langt tilbage på banen, og her både udligner de til 1-1 og kommer foran 2-1. Vores første halvleg er dog overordnet fin, men vi skal score mere end det ene mål, som vi kommer til i begyndelsen, siger Mads Nissen.
Kampens sidste scoring var vejlensisk, og den faldt med tyve minutter igen, og det var efter flere mellemstationer, at topscorer Yusuf Faghir kunne lade sig hylde som målscorer.
- Det er et fantastisk indlæg fra Rasmus Lykkegaard, som ender ved Benjamin Nicolaisen, der header med stor kvalitet. Det giver en returbold, som ”Yus” kan score på, siger Mads Nissen.
I kampens sidste fase bølgede det frem og tilbage, men det blev ved en deler, og dermed fik nordsjællænderne ikke revanche for det omvendte opgør i Farum, hvor VB vandt 3-1.
- Det bliver en meget åben kamp til sidst. De har stor individuel kvalitet på holdet og kommer også til chancer, men det gør vi også. Men der bliver ikke scoret mere. Helt overordnet en rigtig god kamp, hvor der bliver vist et højt niveau fra begge hold. Det er meget glædeligt, at vi slutter opgøret med syv spillere på banen, som også er U17-spillere i den kommende sæson. I et fremtidsperspektiv er det fedt, at vi har så mange 2008’ere og 2009’ere i spil, siger Mads Nissen.
Han havde ekstra plusser i bogen til flere af defensivspillerne.
- Aiham, Engmark, Mads Bonde, Stelman og Sebastian Frahm er virkelig gode. De spiller alle en stærk kamp, siger Mads Nissen.
Uafgjorte kampe afgøres fra straffesparkspletten, hvor der spilles om et ekstra point. Her vandt FC Nordsjælland.
Der er kampfri i den kommende weekend, men om fjorten dage venter Sønderjyske Fodbold i Haderslev.
U17 Ligaen 2023-24, VB Parken kunstgræsbane
Lørdag den 6. april 2024 kl. 15.00
Vejle Boldklub – FC Nordsjælland 2-2 (1-2)
5. 1-0 Villads Rutkjær (selvmål)
11. 1-1 Tjalfe Holm Svendsen
36. 1-2 Noah Kretzschmar
70. 2-2 Yusuf Faghir
Indskiftninger:
46. Sander Ravn ud Eman Subasic ind
61. Sebastian Frahm Gade ud Rasmus Koch ind
61. Marcus Bunton Olesen ud Benjamin Nicolaisen ind
84. Rasmus Lykkegaard ud Max Jensen ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger
Aiham Dahche (anfører)
Benjamin Stelman
Laurits Engmark
Sebastian Frahm Gade
Marcus Bunton Olesen
Mads Bonde Haar
Samuel Hust
Sander Ravn
Rasmus Lykkegaard
Yusuf Faghir
Bænken:
Rasmus Koch
Benjamin Nicolaisen
Max Jensen
Eman Subasic
Stefan Petrache Nielsen
Kasper Holm Rod (m)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.