Foto: Vejle Boldklub
Af Lars Christensen | 3. april 2023
Mens U19-holdene fra VB og AC Horsens kom på græs for første gang i år, så spillede klubbernes U17 Liga-hold på kunstgræs i VB Parken. Vejlenserne var klare favoritter mod naboerne, der holder til i bunden af tabellen, og med en sejr kunne Niclas Hougaards mandskab for alvor blande sig i topstriden.
- Der var en strid vind på tværs af banen, og den havde sin indvirkning på kampen, indleder Steen Thychosen, der kunne se VB Akademiets U17 Liga-hold være det bedste hold over alle 90 minutter.
- Nu har jeg ikke haft adgang til de statistikker, vi modtager efter kampene, men vi havde de fleste afslutninger og det meste spil, og på den baggrund var det også fint, at vi vandt.
Det blev 1-0 kort inden pausen, da Anton Klaster headede efter et hjørnespark, og tæt under mål var en af gæsternes spillere uheldig at sende bolden videre i mål.
- Der skulle en dødbold til at åbne kampen, og Andrés Freitas slår den godt, og Klaster kommer op og header, og så bliver det halvvejs et selvmål, siger Steen Thychosen.
Kort efter pausen blev vejlenserne reduceret til ti mand, da Bright Appiah med to advarsler blev sendt i bad.
- Selvom vi spiller 20 minutter i undertal, indtil de også får en spiller udvist, så er sejren aldrig rigtig i fare. Horsens har ikke meget, men de er et besværligt hold at spille mod, fordi de investerer så meget. Det krævede meget af os, men vi var både kloge og professionelle i løbet af 2. halvleg. Vi har en rigtig dygtig defensiv på holdet, og når man kan lukke af, så har man en god base, siger Steen Thychosen.
Det blev 2-0 i det 77. minut, da indskiftede Victor Kjærsgaard scorede sit 10. sæsonmål. Den delte VB-topscorer omsatte et straffespark i mål.
- Victor Kjærsgaard kom ind og scorede det andet mål, og med ti scoringer gør han opmærksom på sig selv. Straffesparket kom efter, at Noah Ejlertzen rykkede uimodståeligt frem i banen og kom op i feltet, hvor han blev fældet. Det var en flot aktion, og der så vi den power, han besidder, siger Steen Thychosen.
Akademichefen fremhævede en midtbanespiller og de to stoppere efter kampen.
- Sander Ravn var en del af en lille central midtbane, hvor Hust og Freitas også lå. De fylder ikke meget, men det kompenserer de så rigeligt for med deres boldomgang og deres flair for spillet. Sander var virkelig god, og han fremstod stærkest sammen med de to midtstoppere Klaster og Sønderskov, siger Steen Thychosen.
U17 Liga-holdet skal ikke i kamp mere i påsken, men de kan se frem imod en hjemmekamp mod OB lørdag den 15. april. Se stillingen i U17 Ligaen her.
U17 Ligaen, VB Parken kunstgræsbane
Lørdag den 1. april 2023 kl. 11.00
Vejle Boldklub – AC Horsens 2-0 (1-0)
40. 1-0 Dijanis Dudic (selvmål)
77. 2-0 Victor Kjærsgaard (straffespark)
Kort:
54. Bright Appiah (gult kort)
54. Bright Appiah (gult kort)
54. Bright Appiah (rødt kort)
77. Noah Barholt Rasmussen (gult kort)
Indskiftninger:
62. Asger Fjord Stengaard ud Noah Ejlertzen ind
62. André Freitas ud Victor Kjærsgaard ind
84. Noah Barholt Rasmussen ud Magnus Udengaard ind
87. Emil Klitgaard ud Aiham Walid Dahche ind
87. Nikolaj Sønderby ud Frederik Engqvist ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Gustav Nørregaard Knudsen (anfører)
Emil Klitgaard
Anton Klaster
Anders Sønderskov
Noah Barholt Rasmussen
Sander Ravn
Samuel Hust
André Freitas
Bright Appiah
Nikolaj Sønderby
Asger Fjord Stengaard
Bænken:
Jonathan Villefrance (m)
Noah Ejlertzen
Victor Kjærsgaard
Magnus Udengaard
Aiham Walid Dahche
Frederik Engqvist
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.