U17 formøblede tomålsføring i Vestjylland

Foto: Daniel Bank

Trods en 2-0 føring ved pausen spillede VB Akademiets U17 Liga-hold kun uafgjort 2-2 mod Esbjerg fB på udebane lørdag eftermiddag. Faghir og Subasic stod bag de rød-hvide pletskud før pausen, men allerede efter en god time have EfB fået udlignet til 2-2. VB-talenterne vandt et ekstra point i den efterfølgende straffesparkskonkurrence.

Af Lars Christensen | 20. oktober 2024

Mens det i seneste spillerunde var VB’erne, der kom godt igen og hentede FC Nordsjælland-føringer to gange i 3-3 kampen, så var det lørdag eftermiddag vejlenserne, der måtte se points glide af hænde. En 2-0 føring i Esbjerg var ikke nok til en sejr, da vestjyderne kom igen og fik 2-2.

- I første halvleg ser man, hvor ekstremt stærke vi er i omstillingsspillet. Vi er meget farlige og skal reelt set score to-tre mål mere, end vi gør. EfB er godt med i begyndelsen af kampen, hvor der stadig står 0-0, og Thorbjørn Pløger redder et par fine chancer, siger Mads Nissen, der er U17 Liga-træner.

Det blev 1-0 ved Yusuf Faghir, da han afsluttede en flot solotur med at sparke bolden i nettet til 1-0. Eman Subasic øgede til 2-0 i det 21. minut, da han sparkede en returbold fra et indlæg i netmaskerne.

- Selvom vi allerede i pausen forsøger at reagere på, at EfB spiller sig for nemt ud af vores pres, så er vi i anden halvleg ikke gode nok til at løse spillet uden bolden, og de kommer også for nemt ud af vores pres. Begge deres scoringer kommer ud af, at de spiller dybt i vores bagrum, og det forsvarer vi ikke godt nok på. Først spiller deres målmand den ned til en kantspiller, der flot sparker den i mål. Udligningen kommer fra deres forsvarsspiller, der spiller en lang bold, som vi begår et straffespark på, siger Mads Nissen.

Selvom vestjyderne kom godt tilbage, så havde vejlenserne flere mål for fødderne, men chancerne blev brændt, og så endte kampen med en deler.

- Vi skal score mere, men det er alt i alt en rigtig fin kamp fra vores side og især med bolden. Men vi har fortsat plads til forbedringer uden bolden, og det skal vi arbejde med. Vi glæder os til den kommende uge, hvor truppens U16-spillere skal ud i en pokalkamp mod Vinding SF onsdag aften, mens vi har FCK hjemme om lørdagen, siger Mads Nissen.

Der var U17 Liga-debut til Villads Bischoff (f. 2008), der er kommet til VB Akademiet i sommerpausen fra Hvidovre IF.

Uafgjorte kampe afgøres i straffesparkskonkurrence, hvor U17 Liga-holdet vandt et ekstra point for anden spillerunde i træk. For VB scorede Laurits Engmark, Markus Petersen, Stefan Petrache og Yusuf Faghir, mens Thorbjørn Pløger snuppede to vestjyske forsøg.

VB Akademiets U15 Liga-hold tabte med 0-2 (0-1) til Esbjerg fB. Begge scoringer faldt i begyndelsen af første og anden halvleg henholdsvis.

U17 Ligaen 2024-25, TESS Arena Esbjerg kunstgræsbane
Lørdag den 19. oktober 2024 kl. 13.30
Esbjerg fB – Vejle Boldklub 2-2 (0-2)
8. 0-1 Yusuf Faghir
21. 0-2 Eman Subasic
57. 1-2 Markus Hegner
63. 2-2 Jonas Heinze (straffespark)

Kort:
75. Aiham Dahche (gult kort)

Indskiftninger:
54. Kerim Sejdic ud Stefan Petrache ind
72. Ali Riad ud Villads Bischoff ind
72. Benjamin Nicolaisen ud Magne Kiilerich ind
78. Max Jensen ud Markus Petersen ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger

Ali Riad
Laurits Engmark (anfører)
Benjamin Stelman
Aiham Dahche

Benjamin Nicolaisen
Max Jensen
Nicolas Gammelgaard

Eman Subasic

Yusuf Faghir
Kerim Sejdic

Bænken:
Magne Kiilerich
Stefan Petrache
Villads Bischoff
Markus Petersen
Jeppe Højgaard
Victor Strøyer (m)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV