U16 pokalvinder efter straffesparkskonkurrence

Foto: Vejle Boldklub

Vejle Boldklubs U16-elitehold vandt onsdag aften DBU Jyllands pokalturnering efter en finalesejr over Hobro IK. VB’erne udlignede to gange Hobros føringsmål – det sidste fem minutter før tid ved Samuel Hust – og så kunne vejlenserne afgøre kampen fra ellevemeterpletten og vinde den anden pokaltitel hjem til VB Akademiet i denne sæson.

Af Lars Christensen | 14. juni 2023

Tidligere på måneden var det U13-holdet, der var nået frem til DBU Jyllands pokalfinale, og onsdag aften skulle U16-holdet så forsøge at hjemføre endnu en pokal til klubhuset i VB Parken. Modstanderen var Hobro IK, og kampen blev spillet på neutral bane på JYSK Park i Silkeborg.

Det er U17 Liga-holdets assistenttræner Dennis Schor, der i denne sæson har haft ansvaret for U16-holdets pokalkampe, og han glæder sig over, at man sluttede en god sæson af med en triumf.

- Det har været en god turnering, hvor vi har givet spilletid til nogle af de spillere i gruppen mellem U17- og U15 Liga-holdet. Der har været et godt flow i kampene, som har været spredt udover hele sæsonen, og det, at der har været noget på spil, betyder bare mere, end hvis de skulle spille fx træningskampe, siger Dennis Schor.

- Nu endte vi med at løfte trofæet, og det betød noget for de her spillere, som har været en del af holdet i en længere periode. Sejren blev fejret, og der var masser af læring i selve finalen, som var mod en modstander, som greb det lidt anderledes an, end vi gjorde, siger Dennis Schor.

Vejlenserne havde ryggen mod muren flere gange i finalen, og det var Hobro, der tog føringen ved både 1-0 og 2-1.

- Hobro kom med både power og fysik, som vi havde forberedt spillerne på. Vi vidste, at den energi, vi kunne bringe ind i kampen, ville være afgørende. De kommer foran 1-0 i det 16. minut, da de spiller meget direkte på os, og så får de trampet sig igennem og scorer til 1-0, hvor vi desværre ikke får tacklet ordentligt af, siger Dennis Schor.

Der blev scoret yderligere to gange før pausen, da først André Monteiro udlignede til 1-1 i det 21. minut, men Hobro fik fem minutter senere genoprettet føringen, da de udnyttede et defensivt koks hos vejlenserne efter et hjørnespark.

- Efter deres mål til 1-0 kommer vi meget bedre med, og vi sætter udligningen flot op. Sander Ravn er med i opspillet, hvor han finder Rasmus Lykkegaard, hvis stikning bringer Monteiro fri, og han kan runde målmanden og sparke bolden sikkert i kassen, siger Dennis Schor.

I det 33. minut var Hobro tæt på at øge føringen, men Mehdi Muhdawi reddede et straffespark, som han selv havde begået.

Efter pausen blev det med vejlensisk overtag, men først i det 85. minut udlignede Samuel Hust til 2-2.

- Det er spil til et mål i 2. halvleg, hvor Hobro har lidt dødbolde og omstillinger, men ellers sidder vi på spillet og chancerne. Først fem minutter før tid får vi puttet bolden i nettet, da et godt indlæg fra Rasmus Lykkegaard ender ved Samuel Hust, der på kanten af det lille felt header bolden i mål, siger Dennis Schor.

Kampen blev afgjort i straffesparkskonkurrence, hvor Rasmus Lykkegaard, André Monteiro, Lauge Tristan og Samuel Hust scorede for VB, mens målmand Mehdi Muhdawi reddede to Hobro-forsøg.

- Der var mange fine præstationer på holdet, men jeg vil gerne fremhæve Rasmus Lykkegaard. Han kæmpede flot, var med i meget af vores offensive spil, dynamisk og fremadrettet, og så leverede han to fine assist, så han var afgørende for os og en spiller, som har haft godt af U16-kampene, siger Dennis Schor, der også gav debut til Benjamin Stelman fra U14-holdet.

Vejle Boldklubs trup til finalen: Mehdi Muhdawi, Louis Lejland, Magnus Bunkenborg, Lauge Tristan, Mads Bonde Haar, Aiham Walid Dahche, Sander Ravn, Rasmus Lykkegaard, André Monteiro, Samuel Hust, Kristian Tonnisen, Benjamin Stelman, Eman Subasic, Andreas Knudsen

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV