Arkivfoto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 23. november 2024
U17 Liga-holdet har været garant for meget målrige kampe hele sæsonen, men lørdag eftermiddag blev vejlenserne hårdt matchet i begge ender af banen. Randers ligger under VB-talenterne i tabellen, men kronjyderne viste sig som en stærk modstander.
Allerede efter et kvarter prellede en afslutning fra hjemmeholdet af på stolpen, og så var det Yusuf Faghir, der kunne åbne målscoringen efter en halv time. Angriberen fik en perfekt bold serveret dybt fra Gammelgaard, en opskrift der er set før i denne sæson, og angriberen kvitterede ved at hamre bolden over i modsatte målhjørne, mens målmanden var kommet lidt på mellemhånd. 1-0 til Vejle.
Bare fem minutter senere var der bragt balance i kummefryseren langs Viborgvej. Solen var til tilskuernes store fortrydelse gået ned, og nu var der ikke mere at varme sig på. Randers FC udnyttede et frispark fra omkring 25 m til at udligne. Bolden strejfede VB-muren og suste i nettet bag en chanceløs Pløger.
Lige før pausesnakken bragte Randers sig også foran. Angriberen Henry Leal viste fine evner som afslutter i feltet efter godt kronjysk opspil. 2-1.
VB’erne fik mere greb om kampen i de sidste 45 minutter, men de takter på banens sidste tredjedel, som har skaffet de mange mål i løbet af efteråret udeblev, og så havde hjemmeholdet bestemt også deres muligheder på omstillinger. Kerim Sejdic havde et par afslutninger i feltet, Gammelgaard fik muligheden på frispark, og til sidst var målmand Pløger med fremme på en dødbold, men det hele var spildte kræfter. Det var randrusianerne, der kunne gå ind i varmen med de bredeste smil. 2-1 til kronjyderne blev facit i en kamp, hvor VB-talenterne aldrig ramte niveauet fra de foregående kampe.
Cheftræner Mads Nissen: Vi er skuffede – rammer ikke dagen
- Vi kunne desværre ikke følge op på vores flotte sejre og lider et nederlag på 2-1 til Randers. Vi indleder godt og har andre chancer end den, som ”Yus” scorer på. Uden bold løser vi ikke spillet ret godt, og det giver Randers for meget plads at spille på, siger Mads Nissen.
- Både deres mål til 1-1 og deres scoring til 2-1 kommer efter situationer, som vi oplever lidt anderledes end dommeren. Det frispark, der fører til deres udligning, har vi svært ved at få øje på, men til gengæld efterlyser vi et frispark i opspillet til deres andet mål. Det til trods, så ændrer vi i presset i forbindelse med pausen, og vi ser langt mere balancerede ud i de sidste 45 minutter, siger Mads Nissen.
- Vi får skabt de chancer, der skal til for at udligne, men får ikke puttet bolden i nettet. Derfor taber vi. At dommeren oplever et par meget afgørende situationer før pausen anderledes, end vi gør, er ingen undskyldning. Vi rammer ikke dagen og er alle sammen meget skuffede. Bagkæden leverer en solid indsats, og det samme gør Max Jensen på midtbanen. Han er igen, igen god og dækker et bredt område uden bolden. Nu mangler vi AC Horsens på udebane om halvanden uge, og det bliver lige så svært som kampen i eftermiddag. Det skal vi være helt klar på, for vi skal kunne sende spillerne på julepause med et ganske andet indtryk, end det vi efterlader i dag, siger Mads Nissen.
U15 besejrede Randers Freja på stærk første halvleg
VB Akademiets U15 Liga-hold var første akademi-hold i ilden i det kronjyske, da cheftræner Kristian Olesens mandskab forlængede stimen af ubesejrede kampe til fire. Det blev 3-2 over Randers efter 2-1 ved pausen, og det var især i de første 40 minutter, at fundamentet blev lagt.
- Det er en fremragende første halvleg, hvor vi lykkes med mange af vores planer. Randers står lavt, og vi presser dem ned i egen hule og skaber en del chancer på dem. Efter vores 1-0 mål scorer de et uheldigt selvmål til 2-0, og det kommer, fordi vi lægger tryk på dem og presser fremad, siger Kristian Olesen.
Det var Pelle Luxhøi, der scorede efter Albert Frederiksens oplæg til 1-0.
- Senere i halvlegen sjusker vi mere og giver dem omstillinger, og lige før pausen reducerer de til 1-2. Randers er mere aggressive i løbet af anden halvleg, og der bøvler vi mere med dem. Vi vinder kontrollen tilbage og begynder at spille mere. Vi forsvarer mere med bolden, end vi gjorde mod Silkeborg senest. Det var en flot og fortjent sejr, som vi er glade for, siger Kristian Olesen.
Det var indskiftede Sebastian Møller Sørensen, der scorede målet til 3-1, mens Randers reducerede til slutresultatet 3-2 i slutminutterne. Se stillingen i U15 Ligaen her.
U17 Ligaen 2024-25, Cepheus Park Randers kunstgræsbane
Lørdag den 23. november 2024 kl. 15.15
Randers Freja FC – Vejle Boldklub 2-1 (2-1)
31. 0-1 Yusuf Faghir
36. 1-1 Marcus Jensen
43. 2-1 Henry Leal
Kort:
49. Max Jensen (gult kort)
Indskiftninger:
46. Benjamin Nicolaisen ud Markus Petersen ind
65. Laurits Engmark ud Ali Riad ind
71. Stefan Petrache ud Jeppe Højgaard ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger
Laurits Engmark (anfører)
Hjalte Gitz
Benjamin Stelman
Marcus Brolund
Benjamin Nicolaisen
Max Jensen
Nicolas Gammelgaard
Stefan Petrache
Yusuf Faghir
Kerim Sejdic
Bænken:
Markus Petersen
Jeppe Højgaard
Ali Riad
Villads Østergaard
Victor Strøyer (m)
Thorbjørn Pløger (f. 2008) i VB-målet var chanceløs ved udligningen til 1-1 i U17 Liga-kampen. Marcus Jensens frispark fra små 25m blev afrettet i muren og snød målmanden. Arkivfoto: Carl Forssling
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.