Arkivfoto: Carl Forssling
Af Lars Christensen | 2. marts 2025
Cheftræner Christian Sivebæks mandskab fik en fin åbning på foråret med sidste weekends flotte præstation og point i Farum mod FC Nordsjælland, og lørdag eftermiddag ventede endnu en kompetent modstander. Til opgøret i Aarhus var vejlenserne uden en karantæneramt Marcus Brolund, mens Benjamin Nicolaisen og Benjamin Stelman er afsted med det danske U16-landshold.
Mens vejlenserne før vinterpausen var part i en lang række meget målrige kampe, så blev opgøret i Fredensvang en ret atypisk kamp for vejlenserne. Det var en chancefattig omgang, men i en generelt jævnbyrdig kamp var de rødblusede skarpest i begge ender.
Før pausen var der i perioder mest snært over AGF’s spil, men vejlenserne forsvarede eget felt godt, og Kerim Sejdic havde efter flot opspil igennem Gammelgaard og Petrache en halvstor chance, men AGF-målmanden reddede. Det gjorde han ikke efter pausen, hvor Sejdic slog til to gange indenfor seks minutter. Først i en omstilling ude i højre side, hvor han trak ind i banen og med venstrebenet smed bolden over i siden af målet. Og seks minutter senere, da Villads Bischoff fandt Sejdic i dybden, og så kunne angriberen fordoble føringen.
Selvom AGF’erne investerede meget for at komme tilbage, så var det tætteste, de kom en reducering, en fri chance otte minutter før tid, hvor Thorbjørn Pløger trak en stor fodparade op. Mod slutningen kom både William Østergreen (f. 2010) og Benjamin Yousfi (f. 2010) ind fra bænken og fik deres U17 Liga-debut. Begge spillere havde været en del af U15-kampen inden.
- Vi begynder lidt usikkert, men senere får vi mere styr på kampen. Det giver muligheder i etableret angrebsspil og i omstillingerne. De sidste 10 minutter i første halvleg er vi under pres, men vi redder 0-0 til pause, indleder Christian Sivebæk, der er cheftræner for U17 Liga-holdet.
- I pausen justerer vi, og holdet kommer stærkt ud. 1-0 målet er flot sparket ind af Kerim Sejdic, og han udnytter kort efter en perfekt dybdebold fra Bischoff, der lavede et godt indhop på backen. Selvom AGF slutter meget af på bolden, så forsvarer vi feltet godt og kommer fra Aarhus med en flot sejr på 2-0. Jeg er meget tilfreds med holdets organisation, som var nøglen til sejren, siger Christian Sivebæk.
Den nytiltrådte cheftræner havde ekstra roser til anfører Laurits Engmark (billedet, red.) der er blevet rykket fra midterforsvaret og ud på backen.
- Det er en fantastisk kamp af Engmark. Han lukker deres landsholdsspiller på kanten helt ned og leverer en stor indsats med bolden. Der er også klap på skulderen til Max Jensen og Kerim Sejdic, men hele holdet har fået ros for en flot arbejdsindsats. Vi er glade for at kunne fuldende en god akademiweekend med en sejr mod et godt AGF-hold. Og efter to svære udekampe veloverstået ser vi frem til at spille vores første hjemmekamp i VB Parken, siger Christian Sivebæk.
U17 Liga-holdet møder i den kommende weekend Esbjerg fB på hjemmebane. Se stillingen her.
Albert Frederiksen matchvinder for U15 mod topholdet
VB Akademiets U15 Liga-hold tabte med 4-1 til FC Nordsjælland i sidste weekend, men lørdag eftermiddag kunne cheftræner Kristian Olesens mandskab bogføre forårets første sejr. 1-0 over topholdet AGF på deres egen bane.
Midtvejs igennem anden halvleg faldt matchvindermålet, da Albert Frederiksen kom afsted på en god dybdebold fra Mathias Mejdal, og så kunne Albert Frederiksen afgøre kampen med et fladt spark mod det lange hjørne. Niende sæsonmål fra profilen.
- Det er en flot kamp af spillerne og de fortjener at få alle tre points med hjem. Vores høje pres er godt, og det havde AGF det svært med. Med bolden er vi modige og positionerer os godt, men jeg savner, at vi truer deres bagrum noget mere. Vores 2. halvleg er bedre end første, men vi burde have scoret mere end det ene mål, som Frederiksen laver, siger Kristian Olesen, der er cheftræner for U15 Liga-holdet.
- Afslutningen på kampen bliver lidt hektisk, men vi holder stand og vinder 1-0. Vi har to U14-spillere med, som laver fine indhop, og der var generelt mange flotte individuelle præstationer. Det er svært at fremhæve nogen over andre, men Sebastian Møller Sørensen og Nicolai Riis er gør det virkelig godt på midtbanen, siger Kristian Olesen.
Se stillingen i U15 Ligaen her.
U17 Ligaen 2024-25, Fredensvang kunstgræsbane, Aarhus
Lørdag den 1. marts 2025 kl. 16.15
AGF – Vejle Boldklub 0-2 (0-0)
53. 0-1 Kerim Sejdic
59. 0-2 Kerim Sejdic
Kort:
32. Ali Riad (gult kort)
Indskiftninger:
46. Ali Riad ud Villads Bischoff ind
64. Stefan Petrache ud Villads Østergaard ind
85. Dánial Mørkøre ud William Østergreen ind
90. Kerim Sejdic ud Benjamin Yousfi ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger
Ali Riad
Gustav Toft Jacobsen
Jeppe Højgaard
Laurits Engmark (anfører)
Stefan Petrache
Max Jensen
Markus Petersen
Kerim Sejdic
Dánial Mørkøre
Nicolas Gammelgaard
Bænken:
Villads Bischoff
William Østergreen
Villads Østergaard
Benjamin Yousfi
Victor Strøyer (m)
Kerim Sejdic stod for begge U17 Liga-holdets scoringer. Først trak han ind i banen og scorede med et godt spark, mens han ved 2-0 målet udnyttede en god dybdebold fra Bischoff. Dermed er han oppe på syv sæsonmål. Arkivfoto: Carl Forssling
Thorbjørn Pløger leverede en stor fodparade på en AGF-afslutning i det 82. minut og det resulterede blandt andet i en 2-0-sejr. Dermed fik VB-keeperen sæsonens andet clean sheet. Arkivfoto: Carl Forssling
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.