Foto: Bo Nielsen
Af Lars Christensen | 24. september 2023
Det næstældste af liga-holdene spillede en stærk 2. halvleg i Randers i sidste weekend, og de takter skulle med ind til opgøret mod striberne, som VB på U17 Liga-niveau har spillet mange jævnbyrdige kampe med i tidens løb. Denne eftermiddag var ingen undtagelse.
Midtvejs igennem 1. halvleg scorede Lasse Embring til 1-0 til OB, da han udnyttede en ripost, og den scoring ærgrede vejlenserne.
- I begyndelsen af kampen er vi rigtigt gode, både med og uden bold, og derfor skal vi heller ikke bagud midtvejs i halvlegen. Målet kickstarter OB, og op til pausen er de mest på bolden, siger Mads Nissen, der er cheftræner for U17 Liga-holdet.
Gæsterne fordoblede føringen få minutter inde i 2. halvleg, da Lasse Embring igen havde sidste berøring, inden bolden lå i nettet.
- Det andet mål kommer efter få minutter i 2. halvleg, hvor OB scorer efter et gennembrud på siden, og der ser vi skidt ud i vores defensiv, siger Mads Nissen.
Allerede få minutter efter kunne Samuel Hust score for tredje gang i sæsonen, da han sendte et frispark fladt i nettet i det lange målhjørne.
- I de sidste godt og vel 40 minutter er det med os på bolden mere eller mindre hele tiden. Den største chance tilfalder Yusuf Faghir til allersidst i tillægstiden, men han sparker desværre lige forbi, siger Mads Nissen, og fortsætter.
- Det er en seværdig kamp mod et godt OB-hold. Til tider får vi dog OB til at se mindre gode ud, og det er vi i trænerteamet stolte over. Vi udvikler os hele tiden som hold, og vi er mere og mere komfortable uden bolden, men vi lægger også på med bolden hele tiden. Jeg vil ikke fremhæve nogen, men hele holdet præsterede på et højt niveau, siger Mads Nissen.
Med nederlaget ligger U17 Liga-holdet på 10. pladsen i en række, hvor der er dannet et bredt midterfelt. Se tabellen her. U17-spillerne skal i ilden om vigtige points igen på lørdag, hvor Lyngby er modstanderen på udebane.
U15 Liga-holdet var også værter for OB hjemme i Lysholt. Opgøret endte 2-2 (1-1), mens OB sikrede sig et ekstra point i den efterfølgende straffesparkskonkurrence. For VB scorede Kerim Sejdic og Nicolas Gammelgaard. Se stillingen i U15 Ligaen her.
U17 Ligaen 2023-24, VB Parken
Lørdag den 23. september 2023 kl. 15.00
Vejle Boldklub – OB 1-2 (0-1)
29. 0-1 Lasse Embring Andersen
48. 0-2 Lasse Embring Andersen
51. 1-2 Samuel Hust
Kort:
36. Sebastian Frahm Gade (gult kort)
45. Sven Bech Leschly (gult kort)
90. Malthe Emil Søgaard Hansen (gult kort)
Indskiftninger:
46. Sven Bech Leschly ud Mads Bonde Haar ind
66. Toby Pedersen ud Yusuf Faghir ind
77. Aiham Walid Dahche ud Laurits Engmark ind
77. Marius Riis ud Riley Thomas ind
87. Sebastian Frahm Gade ud Max Jensen ind
Vejle Boldklubs startopstilling:
Thorbjørn Pløger Nielsen
Aiham Walid Dahche (anfører)
Hjalte Gitz
Sebastian Frahm Gade
Marius Riis
Rasmus Koch
Sven Bech Leschly
Marcus Bunton Olesen
Samuel Hust
Toby Pedersen
Malthe Emil Søgaard Hansen
Bænken:
Riley Thomas
Mads Bonde Haar
Laurits Engmark
Max Jensen
Yusuf Faghir
Sander Holst Papuga (m)
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.