Tobias Haahr imponerer i testnederlag

Foto: Oliver Dinesen

Tobias Haahr spillede som den eneste alle 90 minutter, da Vejle Boldklub tabte 1-0 til AGF i den første træningskamp i pre-season. Målmanden havde flere store redninger undervejs.

Af Lars Christensen | 25. juni 2025

21 VB’ere kom i aktion, da Vejle Boldklub spillede den første træningskamp i pre-season onsdag eftermiddag. De ti markspillere blev skiftet i forbindelse med pausen, men Tobias Haahr blev i målet i hele kampen. Her havde den 21-årige målmand en forholdsvis travl eftermiddag med mange indgreb og flere gode redninger.

- Vi har rigtig svært ved at finde løsninger med bolden i opspillet i de første 15-20 minutter. Her har vi store udfordringer med at finde positioner og løsninger, men som halvlegen skrider frem, så løser vi det bedre, og det giver flere gode sekvenser med bolden, indleder Tobias Haahr Jakobsen.

VB-målmanden var stærk i feltet på flere dybe AGF-bolde i indledningen og efterfølgende tværbolde, men halvlegens største redning havde målmanden 1:1 på Tobias Bech efter en god halv time.

- Det er de situationer, vi træner rigtig meget på træningsbanen hver uge. Det handler om instinkt og så om at lukke vinkler og hjørner ned, og jeg kom godt ud og fik en arm på Bechs afslutning, siger Tobias Haahr.

Han holdt vejlenserne inde i kampen længe, men efter en lille time gik den ikke længere. Sigurd Haugen fandt Emmery dybt, og alene med AGF-talentet måtte Haahr kapitulere for eneste gang i kampen.

- Det er en dyb bold, hvor Emmery kommer ind midt for mål og scorer med et fladt spark. Det var klinisk afsluttet, og det afgjorde desværre kampen, siger Tobias Haahr Jakobsen.

Selvom AGF set over hele opgøret havde de fleste og største chancer, så kunne vejlenserne godt have scoret, hvis et par hele og halve muligheder var blevet forvaltet anderledes. Christian Gammelgaard havde det bedste forsøg før pausen, mens Elvius og Hujber manglede lidt mere snært i deres afslutninger fra distancen.

- Vi er et nyt hold, hvor der skal dannes nogle nye relationer, hvilket vi har arbejdet hårdt på ude på træningsbanen. Der er stadig meget at arbejde på, men vi gør os nogle rigtig værdifulde erfaringer i sådan en kamp mod en topmodstander. Når vi spiller igennem deres kæder og kommer frem, så synes jeg, vi ser fine ud i nogle sekvenser, hvor vi også er tæt på at slippe igennem i nogle omstillinger, siger Tobias Haahr Jakobsen.

VB’erne har været på træningsbanen i godt og vel en uge, og kampen mod AGF var den første af fire testkampe.

- Der har været rigtig godt humør på træningsbanen, hvor vi har fået lov til at svede. Men stemningen er god, og den gruppe, der er samlet, arbejder fremad hverdag. Der er fuld intensitet på øvelserne, og vi arbejder rigtig meget på fysikken, men også på den fodboldmæssige del. De yngste i truppen er kommet op med en rigtig god energi, og det giver en god dynamik, når vi er samlet. Nu er vi tilbage på træningsbanen fra i overmorgen, og så arbejder vi mere på det hele, inden vi er klar til den næste træningskamp, siger Tobias Haahr Jakobsen.

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV