Arkivfoto: Nikolaj Frimann Nielsen
Af Daniel Abedeny | 15. juli 2024
Tilbage i april var der åben hus på Hellumvej, hvor Vejle Boldklub havde inviteret alle interesserede VB'ere på såvel rundvisning i VB Parken som på smagsprøver på kandidaterne til Vejle Boldklubs kommende tifopølse.
De seks stadionpølser var nøje udvalgt af Randers Kød/Danish Crown Foods, og 227 stemmer blev afgivet. Ingen gastronomisk jordskredssejr blev det til. Tværtimod blev kapløbet mellem de to spidskandidater, chili/cheddar og bacon/ramsløg, så tæt, at det blev besluttet, at begge stadionpølser skulle dele titlen som Vejle Boldklubs tifopølse i den kommende sæson.
Tifopølsen skal understøtte den spirende stemningskultur på Blok E
Tifopølsen med chili/cheddar sælges i efterårssæsonen 2024, mens tifopølsen med bacon/ramsløg sælges i forårssæsonen 2025.
Hver gang en tifopølse bliver solgt, ryger der fem kroner direkte til det fortsatte arbejde med at fremelske og bevare en stærk stemningskultur i Nørreskoven. Det imponerende tifoarbejde mod Randers FC (17. september 2023), AGF (19. februar 2024) og Hvidovre IF (20. maj 2024) er blot få eksempler på den spirende stemningskultur på Blok E, som salg af tifopølsen skal understøtte.
Initiativet med tifopølsen er udtænkt i samarbejde med fanrådet og har til formål at rejse penge til tifokassen, navnlig til det frivillige arbejde med at skabe flotte visuelle produktioner på Blok E, når Vejle Boldklub spiller hjemme i Nørreskoven.
Efterårssæsonens tifopølse med chili/cheddar kan købes og smages på Vejle Stadion fra forårspremieren mod Randers FC den 21. juli.
Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.