Ti trætte VB’ere tabte til topholdet

Foto: Johnny Kristensen

I næsten en hel halvleg så alting ganske lyst ud på Heden for VB’s trængte bundhold, der ikke havde det store besvær med at holde et noget sløvt ulvekobbel stangen. Men med en udvisning til German Onugkha i halvlegens overtid blev odds for vanskelige. Med tre mål i de sidste 45 minutter manifesterede FCM sin førerposition i 3F Superligaen og gav samtidig VB et fornyet hul op til de øvrige nedrykningskandidater inden kvalifikationsspillet

Af Ole Kristensen | 17. marts 2024

Der var en mindre storvask på det VB-hold, der i sidste weekend skuffende tabte til OB. Kun Trott, Provstgaard, Velkov, Lind og Francois var gengangere i startelleveren. Nye var Albentosa – fri fra karantæne – samt Čolina, Elvius, Ofori, Ngbakoto og Onugkha. Emmanouilidis måtte pausere med en mindre skade.

Fuldt hus var der på MCH Arena, hvor 11.000 tilskuere gerne ville se deres sortklædte helte bevare førstepladsen inden mesterskabsslutspillet. Dog minus et velbesøgt gæsteafsnit i rødt, som var yderst hørbart igennem det meste af kampen, hvor stemningen hos hjemmepublikummet var noget mat, indtil måltavlen skiftede mod slutningen.

Drama var der allerede efter 10 minutter. En FCM-spiller drattede omkuld i clinch med to VB-forsvarere, og dommer Mikkel Redder viste ham gult for film. Men VAR kaldte Redder til skærmen med mistanke om straffe. Redder blev dog ved sit, så ingen pølser af det skind.
Angrebet efter fik Raúl Albentosa en gigachance for at bringe gæsterne foran. Efter en smart frisparkskombination stod kaptajnen pludselig helt fri foran FCM-målet, men Lössl reddede fantastisk spanierens ellers ikke uefne afslutning i krogen.

VB var sporadisk godt med, og som udløber af endnu et frispark fik en stærk Čolina sendt et lumsk forsøg snært forbi den fjerneste opstander.
Hjemmeholdets første mulighed opstod efter en snes minutter, da Osorio fik trykket af efter et kort hjørne, men lige i handskerne på Trott.
En række midtjyske hjørnespark skabte et vist tryk mod det vejlensiske mål, men farlige for alvor blev Ulvene sjældent. Dog måtte Trott hive en formidabel redning ud af ærmet i det 45. minut efter et højt indlæg og efterfølgende hovedstød.

I Redders overtid i 1. halvleg formindskede bundholdet sine chancer for point. German Onugkha, der kort forinden havde modtaget en advarsel, kastede sig ud i et sakseforsøg på Albentosas indlæg, men ramte i højere grad Ingason end bolden, og så var det gult for anden gang og marchordre til topscoreren. En ærgerlig udgang på 45 minutter, hvor VB sjældent syntes i alvorlig nød. 

Victor Lind kom ikke ud efter pausen – nu lå indskiftede Anders K. Jacobsen som ensom ulv i front. Værterne havde stadig svært ved at få det til at spille mod de undertallige gæster, men publikum kunne opleve et deja-vu med 10 minutter spillet af 2. halvleg. Simsir faldt i feltet i karambolage med Elvius. Redder gider ikke se film og stangede igen gult ud, men VAR var ikke sikker og måtte kigge grundigt på situationen – dog uden at kalde dommeren ud og se video. Kendelsen stod ved magt.
Ulvene var fortfarende ikke specielt farlige, men Trott måtte dog vifte bolden op på egen overligger efter hjørne. Redder så dog et VB-frispark i situationen.

I det 68. minut gik det så ikke længere for et VB-mandskab, der med 10 spillere kun vanskeligt kunne etablere aflastningsangreb og blev trængt mere og mere. FCM appellerede for straffe for hands under et ulveangreb, men om der var, forbliver en akademisk diskussion, for øjeblikket efter landede bolden hos en fri Simsir, der kunne trille bolden ind i hjørnet.

Prelec skiftede straks Lauritsen og Barry ind for Ngbakoto og Ofori, men alle vidste, det nu blev op ad den berømte bakke for vejlenserne. Endelig begyndte Herning/Ikast at rulle sig ud og åbenbare de individuelle kvaliteter, holdet jo besidder.
Paulinho øgede med et kvarter igen til 2-0, på et langskud, som Nathan Trott på en god dag redder.
Juwara og Gundelund afløste Francois og Elvius med en halv snes minutter igen, alt imedens de sortklædte sværmede om VB-målet.
Trott og Velkov kunne helt utroligt redde et dobbeltforsøg fra Juninho.

I overtiden ramte Midtjyllands indskiftede Charles stolpen. Redder blev igen kaldt ud for at se TV, og han fandt et straffe for hands begået af Hamza Barry. Kampens sidste spark blev således Chos fra straffesparkspletten. Uvant tog sydkoreaneren et hurtigt tilløb og bankede bolden i mål til 3-0.

Tre-måls-nederlaget blev således VB’s i særklasse største i grundspillet, og det er naturligvis formålsløst at diskutere, hvordan det var gået, hvis Onugkha ikke var blevet udvist. Sikkert er det dog, at Ulvene forekom forholdsvis tandløse til da.
Nu kan VB igen kigge op på et hul på fire point til de foranliggende, så det er noget af en Aufholjagd, der venter Prelec & Co. i kvalifikationsspillet efter landsholdspausen. Intet er dog forbi, før den fede dame har sunget …

Grundspil, 3F Superliga 2023-24, MCH Arena, Herning
Søndag den 17. marts 2024 kl. 17.00
FC Midtjylland – Vejle Boldklub 3-0 (0-0)
68. 1-0 Aral Simsir
76. 2-0 Paulinho da Silva
90. 3-0 Gue-Sung Cho (straffespark)

Kort:
44. German Onugkha (gult kort)
45. German Onugkha (gult kort)
45. German Onugkha (rødt kort)

Indskiftninger:
46. Victor Lind ud Anders K. Jacobsen ind
69. Ebenezer Ofori ud Hamza Barry ind
69. Yeni Ngbakoto ud Tobias Lauritsen ind
81. Tyrese Francois ud Musa Juwara ind
81. Marius Elvius ud Thomas Gundelund ind

Vejle Boldklubs startopstilling:
Nathan Trott

Stefan Velkov
Raúl Albentosa (anfører)
Oliver Provstgaard

Marius Elvius
Ebenezer Ofori
Tyrese Francois
David Čolina

Yeni Ngbakoto
German Onugkha
Victor Lind

Bænken:
Igor Vekić (m)
Miiko Albornoz
Hamza Barry
Kristian Kirkegaard
Musa Juwara
Thomas Gundelund
Anders K. Jacobsen
Denis Kolinger
Tobias Lauritsen

Dommer: Mikkel Redder
Tilskuere:
10.994

FC Midtjylland (4-4-2): Jonas Lössl – Adam Gabriel (82: Henrik Dalsgaard), Sverrir Ingi Ingason, Mads Bech Sørensen, Paulinho da Silva – Darío Osorio (72: Jose Carlos Juninho), Armin Gigovic (72: Valdemar Byskov), Oliver Sørensen, Aral Simsir (82: Charles Rigon Matos) – Ola Brynhildsen (58: Franculino Djú), Gue-Sung Cho
Træner: Thomas Thomasberg

Kort:
7. Ola Brynhildsen (gult kort)
55. Aral Simsir (gult kort)

FÅ ADGANG TIL ALLE VORES HJEMMEKAMPE

Fra bare 79,- pr. måned kan du med et abonnement få adgang til alle kampe på Vejle Stadion.

Køb abonnement her

Hovedsponsor

PARTNERE | EKSKLUSIV